Intens eftermiddag
Generation efter generation af europæere er vokset op med retten til at sige deres mening, men den luksus er ved at være en saga blot. Der har nemlig sneget sig et begreb ind i den europæiske debatkultur, og det er krænkelse. Muslimsk krænkelse, og når muslimer føler sig krænkede, må velerhvervede rettigheder vige.
Trykkefrihedsselskabet bød lørdag til konference i Landstingssalen på Christiansborg i København med overskriften Kampen mod totalitarismen i Vesten. I runde tal takkede 200 ja, og det blev en intens eftermiddag, hvor især østrigske Elisabeth Sabaditsch-Wolff, ACT chapter leader, Austria Freedom of Speech og formanden for Sverigesdemokraterne, Jimmie Åkesson havde tilhørernes opmærksomhed.
Danske Peter Skaarup, DF, gjorde rede for de danske forhold.
Islams politiske dimension
Elisabeth Sabaditsch-Wolff står ved retten i Wien anklaget for hadefuld tale. Hun har holdt foredrag for Die Freiheitliche Partei Österreichs (FPÖ), som Jörg Haider gjorde kendt. Foredragene handlede om islams politiske dimension og de konsekvenser, det har for Vesten.
En journalist fra det østrigske magasin NEWS.at blev så oprørt, at hun meldte Elisabeth Sabaditsch-Wolff til politiet. Og så rullede lavinen.
Hun forklarede, at sagen mod hende ikke handler om loven men udelukkende er politisk. Den handler om at statuere eksempler, så andre skræmmes fra at kritisere islam.
Æg og sten
Jimmie Åkesson og hans Sverigesdemokrater er netop blevet valgt ind i den svenske Riksdag, og han kunne fortælle om hårrejsende vilkår at føre valgkamp på. Æg, sten og andet kasteskyts blev taget i brug, når partiet har deltaget i offentlige arrangementer eller blot har været på gaden for at dele valgmateriale ud.
Hollandske Gert Wilders var også inviteret til konferencen, men han måtte i sidste øjeblik melde afbud på grund af en indenrigspolitisk krise.
I tidligere generationer af pigers poesibøger stod der uden undtagelse i dem alle:
… kom fra syd,
og kom fra nord,
kom fra hele denne jord.
Det lille digt beskriver godt Trykkefrihedsselskabets konference, for der kom gæster fra Canada, fra USA, fra Tyskland, fra Holland og fra Sverige.
Selv om meldingerne var dystre, var der også sprækker i dysterheden, for i de europæiske lande meldes der om, at flere og flere helt almindelige mennesker siger, at nok er nok, og at de ikke vil have mere islam eller sharia.
Fotos: Helle Baldersbæk