Søndag den 4. november talte den internationalt kendte britiske journalist, forfatter og politiske kommentator Douglas Murray for en fuld Landstingssal på Christiansborg.
Murray var i Danmark for at modtage Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris, Sapphoprisen, som hvert år uddeles til en person, der har ”…udvist uforfærdethed og kompromisløshed i kampen for det frie ord.”
Næsten samtidig udkom Murrays seneste bog, den internationale bestseller ”The Strange Death of Europe”, der på dansk har fået titlen ”Europas Undergang”. Bogen er nu oversat til alle europæiske sprog og er udkommet i flere oplag i Tyskland, så det har været påfaldende, at stort set ingen mainstreammedier har fundet det opportunt at beskæftige sig med Douglas Murray og den særdeles faktabaserede og velunderbyggede dystopi han tegner for Europas fremtid.
Den er ellers værd at beskæftige sig med, for Murrays udgangspunkt er, at Europas snarlige kulturelle død og undergang i det store og hele skyldes europæernes – vores - apati og manglende vilje og evne til at anerkende og definere vores egen kultur. Som frøen der aldrig hopper ud af gryden med vand, men lader sig langsomt koge ihjel, fordi den accepterer temperaturstigningen til det er for sent, sådan vænner europæerne sig til islams indtog og særkrav på bekostning af os selv.
Og ikke nok med det: Selvom vandet omkring den europæiske kultur er ved at nå kogepunktet – så fortsætter vi med at invitere mennesker inden for fra lande med en kultur, der er fuldstændig uforenelig med den europæiske. Ofte med argumentet om, at vi har brug for en indsprøjtning af fremmede kulturer. I sig selv et lidt pudsigt argument, mener Murray, for hvis man vender det om, er der næppe nogen, der vil synes, at det gav mening: Hvem ville f.eks. kunne se det indlysende i en påstand om, at Pakistan eller Syrien havde brug for et skud dansk indvandring?
Læg hertil det flagellanteri, der hærger Europa, der som det eneste kontinent anerkender migranters ret til indrejse og del i den europæiske velstand uden modydelse alene i kraft af skyldfølelse over tidligere generationers krige, overgreb og slaveri. Intet andet sted i verden ville lande acceptere skyld for noget, som er sket for hundredevis af år siden.
Blandt andet derfor er et afgørende spørgsmål, som Europa skulle have stillet sig selv i 2015: Kan alle og enhver, der ønsker det, komme ind i Europa og kalde det for deres hjem?
Svaret er naturligvis nej. Men dette leder naturligt til det næste spørgsmål: Hvem er Europa så for? Er Europa mere for nogle end for andre? Og hvem er de ”nogle”? Det er det spørgsmål, som de politiske klasser og meningsdannere ikke ville adressere i 2015 – og som de heller ikke vil tage stilling til nu, for hvor går grænsen?
Flere generationer af politikere har undveget spørgsmålet om, hvem der kan blive hhv. dansk, tysk, britisk osv. – for en stor del fordi man har negligeret anerkendelsen af national og kulturel egenart. Det har ført til et markant tab af den åndelige, europæiske muskelmasse – og nu står vi med et kontinent og en europæisk kultur, som er svag fordi den ikke er blevet forsvaret i flere generationer. Vi kan ikke længere trække en grænse, der siger hertil og ikke længere - for vi kender den ikke.
Og det er kernen i det svage – ja nærmest fraværende forsvar for Europa og europæisk kultur. Da jeg spurgte Murray om han ikke var enig i, at Europa trods alt nærmede sig et ”tipping point”, hvor befolkningerne ville sige ”nok er nok”, svarede han: ”nej”:
Hvis et tipping point – altså det strå, der knækker kamelens ryg – eksisterede, burde det have været i 2015, da migranterne væltede ind i Europa, og gik op af den jyske motorvej. Det kom ikke.
I England burde terrorangrebet mod Manchester Arena i 2017, der dræbte 22 unge, britiske piger have været et oplagt tipping point.
I Tyskland burde det have været masseovergrebene på tyske kvinder i Köln nytårsaften 2016.
Men intet skete. Vi vænner os til det. Vi stopper ikke for tilstrømningen, vi iværksætter ingen repatrieringsordninger, vi udviser ikke kriminelle indvandrere fra første dom. Og vi lader fortsat rammerne for det normale udvide sig i takt med grænserne for, hvad vi vil finde os i. Og det vil i sidste ende føre til vores kulturs endeligt.
”Europas Undergang” er ikke en optimal oversættelse af titlen ”The Strange Death of Europe”. Det ville have været mere præcist at kalde bogen for ”Europas sælsomme Undergang”, for det er et sælsomt selvmord vi er i færd med at eksekvere, og uden et tipping point vil det søvngængeragtige selvmord fortsætte til vi har udslettet os selv som kultur.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
