Vi er tilsyneladende ikke rede til at forlade vores masochistiske regler for magtanvendelse, der giver fjendens folk fortrinsret over vores egne. For Europa er islamisk terrorisme åbenbart ikke virkelig, men blot en midlertidig afbrydelse af vores rutiner. Vi kæmper mod global opvarmning, malaria og hungersnød i Afrika. Men er vi rede til at kæmpe for vores kultur? Har vi allerede givet op
Denne lange og triste liste er islamisk terrorismes menneskelige høst på europæisk grund:
Madrid: 191. London: 58. Amsterdam: 1. Paris: 148. Bruxelles: 36. København: 2. Nice: 86. Stockholm: 5. Berlin: 12. Manchester: 22. Herudover er flere hundrede europæere blevet nedslagtet i andre dele af verden, i Bali, i Sousse, i Dakka, i Jerusalem, i Sharm el Sheikh, i Istanbul.
Efter 567 terrorofre forstår Europa imidlertid stadig ikke situationen. Alene i første halvdel af 2017 har der i gennemsnit været et terrorforsøg hver 9. dag. På trods af denne islamistiske offensiv er Europas modsvar at slå tilbage med bamser, stearinlys, blomster, mindehøjtideligheder, Twitter hashtags og satiretegninger.
Efter angrebet den 11. september, der krævede 2.996 ofre, rejste USA sig under George W. Bush for at kæmpe. USA og nogle få modige europæiske allierede, såsom Storbritannien, Italien og Spanien, viste, at de var "den stærke hest". Islamiske krigere blev trængt i defensiven, jihadist-rekrutter sprang fra, og snesevis af terrorplaner blev forpurret. Dette modsvar varede imidlertid ikke ved. Europa trak sig snart tilbage til sin egen hjemmefront, mens islamister bragte krigen ind på europæisk grund: Madrid, London, Theo van Gogh...
Siden da er situationen kun blevet værre: En simpel beregning viser, at vi gik fra et angreb hvert andet år til et angreb hver 9. dag. Tag blot det sidste halve år: Berlin, London, Stockholm, Paris og nu Manchester.
Europa har stadig ikke forstået, at den terror, der ramte en af dets storbyer, var en krigshandling og ikke nogle få forstyrrede menneskers fejltagelse, fordi de skulle have misforstået den islamiske religion. Der er i dag flere britiske muslimer i Islamisk Stats geledder, end der er i de britiske væbnede styrker. Ifølge Alexandre Mendel, der er forfatter til bogen 'La France Djihadiste', er der flere voldelige salafister i Frankrig end soldater i den svenske hær.
Tretten år efter angrebet på Madrids tog læser Europas ledere op fra det samme manuskript: De skjuler de smertefulde billeder for ikke at skræmme nogen. De skjuler, at de islamistiske angribere er insidere, "made in Europe". De gentager, at "islam er en fredens religion". Vi proklamerer, at "vi vil ikke ændre vores livsstil", mens vi ser vores frihed blive begrænset skridt for skridt, og grundlaget for vores kultur forsvinder – ytringsfrihed, tankefrihed, den frie bevægelighed, religionsfrihed – hele grundlaget for det judeokristne Vesten.
Radikal islam er den største trussel mod Europa siden nazismen og den sovjetiske kommunisme. Vi er imidlertid stadig ikke indstillet på at sætte spørgsmålstegn ved de politiske og ideologiske grundpiller, der har ført til den nuværende katastrofe, såsom multikulturalismen og masseindvandringen. Der er aldrig blevet taget hårdhændede terrorbekæmpelsesmidler i brug, selv om det er det eneste, der ville kunne knuse terroristernes planer og moral. Disse midler ville omfatte lukninger af moskeer, udvisning af radikale imamer, forbud mod fremmed finansiering af moskeer, lukning af giftige NGO'er, dræning af velfærdsmidler til Europas jihadister, afstandtagen til jihadister, og at forhindre udenlandske krigere i at vende hjem efter kamp.
Vi behandler krig og folkemord, som om de var simple fejl begået af vores efterretningstjenester.
Vi affejer radikal islam som nogle få forstyrrede menneskers "mentale sygdom". I mellemtiden åbnes der hver eneste uge to nye salafistmoskeer i Frankrig. Der prædikes radikal islam i mere end 2.300 franske moskeer. Flere tusinde europæiske muslimer er draget til Syrien og Irak for at udøve jihad, og fundamentalister tager kontrol over moskeer og islamiske centre. I Bruxelles er alle moskeer kontrolleret af salafister, der udbreder radikal islam til de muslimske masser.
Den triste sandhed er, at Europa aldrig har haft den politiske vilje til at føre en total krig mod Islamisk Stat og de andre jihadistgrupper. Ellers ville man allerede have skaffet sig kontrol over Raqqa og Mosul. Islamister har i stedet overtaget Molenbeek i Belgien, de franske forstæder og store områder i Storbritannien. Vi burde nu have kunnet fejre befrielsen af Mosul og de kristnes hjemkomst; I stedet sørger vi over 22 dræbte mennesker og 64 sårede efter en islamisk selvmordsbombers angreb i Manchester og over 29 dræbte kristne i Egypten alene i denne uge.
Seriøs kamp ville kræve massive bombninger for at eliminere så mange islamister som muligt. Vi er imidlertid tilsyneladende ikke rede til at forlade vores masochistiske regler for magtanvendelse, der giver fjendens folk fortrinsret over vores egne. Europa har heller aldrig krævet, at dets muslimer tager afstand fra jihadisme og islamisk lov, sharia. Denne tavshed hjælper islamister med at lukke munden på modige muslimske dissidenter. Europas hære bliver i mellemtiden mindre for hver dag, der går, som om vi allerede betragter slaget som tabt.
Europas ledere genbruger efter hvert angreb de samme tomme floskler: "Fortsæt som før", "Vi er stærkere", "Gør, som I plejer". Londons muslimske borgmester Sadiq Khan fortæller os, at vi skal vænne os til daglige blodbad! Han siger, at han er overbevist om, at terrortruslen er "en del af det at bo i en storby", og at storbyer rundt om i verden "skal være forberedt på den slags ting". Mener han helt alvorligt, at vi skal vænne os til vores egne børns massakre i Manchester Arena? Islamisk terror er nu blevet en del af landskabet i rigtig mange europæiske storbyer: Paris, København, Nice, Toulouse, Berlin....
I stedet for at koncentrere sig om jihad og radikal islam fortsætter Europas ledere med at tale om den "russiske trussel". Det ville ganske rigtigt være en fejltagelse at ignorere russisk ekspansionisme. Men angreb Vladimir Putins tropper Westminster? Sprængte russiske agenter sig selv i luften for derved at slå børn ihjel ved en Manchester koncert? Massakrerede en tidligere sovjetisk spion svenske fodgængere i Stockholm? For de europæiske ledere virker det, at tale om Putin, til at være en bekvem afledning fra de virkelige fjender.
Den franske forfatter Philippe Muray skriver i sin bog 'Chers djihadistes...':
"Kære jihadister! Skælv over for vreden fra manden i bermudashorts! Frygt vreden fra forbrugere, rejsende, turister, den ferierende, der stiger ud af sin campingvogn! Forestil jer selv som os, når vi vælter os i den nydelse og luksus, der har svækket os".
For Europa er islamisk terrorisme åbenbart ikke virkelig, men blot en midlertidig afbrydelse af vores rutiner. Vi kæmper mod global opvarmning, malaria og hungersnød i Afrika, og for en global verden, hvor alle er lige. Men er vi rede til at kæmpe for vores kultur? Eller har vi allerede givet op?
Giulio Meotti, kulturredaktør på Il Foglio, er en italiensk journalist og forfatter. Oprindeligt bragt på Gatestone Institute. Oversat af Kirsten Valeur.
