Tidligere sognepræst, Søren Krarup, har ofte mindet danskerne om, at ingen lov har indeholdt så mange menneskerettigheder som Stalins grundlov af 1936.
Dette absurde faktum kan være værdifuldt at have in mente, hver gang man forsøger at bilde hinanden ind, at den ene eller anden lov - det være sig en rigtig lov, eller i særdeleshed en abstrakt og uhåndgribelig lov som i tilfældet "menneskerettigheder" - i sig selv er en garanti for at opnå alverdens gode hensigter.
Gennem disse briller må EU-projektet anskues.
For EU, der, som bekendt bygger sig selv større netop ved hjælp af et bjerg af konventioner og love, har fundamentale problemer med at sikre og beskytte de rettigheder, som ellers - ifølge EU selv - udgør selve unionens eksistensberettigelse.
Koblingen mellem folkeafstemninger og ytringsfrihed
Det skriver jeg ud fra den præmis, at folkeafstemninger udgør nationens mulighed for at give sin mening til kende som kollektiv, og derved er at betragte som en national ytringsfrihed.
EUs "Konvention til Beskyttelse af Menneskerettigheder" artikel 10 taler ganske vist om "enhver" (altså individet), men den er sat i verden for at sikre retten til at; "... give eller modtage meddelelser".
Men afgørende "meddelelser" - f.eks. til magthaverne - om folkets ønske om dets egen skæbne udtrykkes nu engang ikke som enkeltindivid.
Et lands vilje kan tilkendegives ved, at dets folk får lejlighed til at ytre sig og tage stilling i fællesskab.
Sker det ikke gennem folkeafstemninger - denne glimrende mulighed for national ytringsfrihed - så har det som kollektiv fået mundkurv på.
Naturligvis adskiller den traditionelle ytringsfrihed sig fra folkeafstemninger derved, at kun sidstnævnte i sig selv (og hver gang) dikterer noget konkret.
Men såfremt kun den første form eksisterer, svarer det til at skoven forbliver usynlig for bare træer. Nuvel, borgeren kan frit skrive sit læserbrev og på den måde udtrykke sin mening om magthaverne, men befolkninger kan ikke træffe sine egne beslutninger og udtrykke tilfreds- eller utilfredshed for hin.
Desto mere grund er der derfor til at kritisere EUs beskæmmende forhold til folkeafstemninger.
Der eksisterer nemlig to altoverskyggende problemer, hvis man betragter folkafstemningerne som et afgørende element af den nationale ytringsfrihed.
Dels er der i så fald stærk mangel på denne frihedsrettighed, dels er EUs ageren i forhold til lande, som faktisk gør brug af folkeafstemninger i EU-spørgsmål dybt urimelig.
Ingen kan meddele, hvem man ønsker til magten
De oplagte eksempler på borgernes manglende muligheder for kollektivt at tale og meddele utilfredshed med EUs magthavere er naturligvis EU-Kommisionen og EU-Domstolen.
Førstnævnte har oven i købet initiativretten i EU-systemet, men de magtfulde kommisærposter bestrides altså af embedsmænd, som ingen af den halve milliard EU-borgere, som deres lovforslag vedrører, har mulighed for for alvor at opponere imod.
Ingen har - trods EU's dokument om Beskyttelse af Menneskerettigheder - retten til at meddele, hvem man ønsker - eller ikke ønsker - på disse taburetter og hvorfor.
Værre endnu bliver det med EU-Domstolen, hvis stigende magt (som i høj grad er erhvervet ved noget, der bedst kan betegnes som et tagselvbord) nu strækker sig så langt, at kun de mest ekstremistiske EU-fantaster vil fastholde påstanden om, at de suveræne nationalstater ikke er truede.
Med andre ord: Det er ikke alene dommerne i EU-Domstolen, som mangler en folkelig legitimitet – heller ikke selve domstolens mandat bygger på demokratiske beslutninger.
Intet europæisk folk har således haft muligheden for at meddele, sin utilfredshed med det skred, der er sket i retstilstandene.
350 millioner fik mønt, de ikke måtte sige nej til
Men også meget håndribelige forandringer i europæernes dagligdag, er indtruffet uden borgernes mulighed for at ytre sig herom.
Den måske mest drastiske beslutning, som Europa har truffet i tiden efter efter Anden Verdenskrig, er afskaffelsen af den nationale valuta.
Ejendommeligt er det derfor, at ingen af de små 350.000.000 borgere, som bor i den såkaldte Euro-zone, er blevet spurgt om, hvorvidt de ønskede denne valuta eller ej.
I kun to lande fik befolkningerne mulighed for at tilkendegive deres holdning til Euroen; det var Danmark og Sverige - begge lande stemte nej!
I parentes skal det bemærkes til dem, der vil indvende at Euroen ikke kaldte på en folkeafstemning, idet den var en del af Maastrichttraktaten, at kun befolkningerne i tre lande, havde mulighed for at stemme om denne traktat...
Nej, det er ikke uden grund, at et elitært EU, som bevæger sig med hastige skridt mod en institution, der tager form af et vaskeægte imperium, er bange for at tillade befolkningerne muligheden for at ytre sig ved folkeafstemninger.
Straffes for at mene det forkerte
Selv i de tilfælde, hvor EU tvinges til at forholde sig til befolkningernes holdning, går det galt.
Schweiz er som bekendt ikke medlem af Den Europæiske Union.
Ikke desto mindre har det lille land en lang række samarbejdsaftaler med EU.
Men disse aftaler blev for nyligt brugt som gidsler af den ikke-valgte kommisionsformand, José Manuel Barroso, fordi det schweiziske folk ganske enkelt tillod sig at mene det "forkerte" i spørgsmålet om fri EU-indvandring.
Schweizerne har nemlig i februar, via en folkeafstemning, meddelt EU, at de ikke ønsker en sådan fri indvandring.
En fuldstændig legitim beslutning. Men en sådan national ytring passer altså ikke ind i EU-elitens planer, og derfor tyr selveste Barroso og hans kollegaer til noget, der i bedste fald kan beskrives som mobning og i værste fald tjener som afskrækning til andre befolkninger om konsekvenserne ved at mene, stemme og meddele magthaverne i EU det forkerte.
EU truer således med at straffe det schweiziske folk, ved at indføre sanktioner på bl.a. forsknings- og uddannelsesområdet.
Eksemplet er udtryk for, hvordan magthaverne i EU føler sig berettigede til at hæve sig selv over befolkningernes vilje.
Lande bliver de facto straffet - ikke for at foretage sig noget ulovligt, som normalt er den præmis, der forudsætter straf - men for at mene, ytre og meddele det forkerte.
Vi danskere har en tendens til at trække lidt på smilebåndet af den schweiziske tradition for ofte at lade befolkningen tale ved folkeafstemninger. Spørgsmålet er imidlertid, hvem der kommer til at le sidst.
Bernard Tanggård er uddannet lærer og har læst mellemøststudier på Københavns Universitet. Han er tidligere blogger på Jyllands-Posten, og skriver bl.a. for Den Korte Avis som korrespondent
