"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

EU´s syge valuta

15. februar 2011 - Artikel - af Morten Messerschmidt

Morten Messerschmidt

Euroen står for fald. De virkelige tabere er de befolkninger, som blindt stolede på deres politikere. I Danmark blev vi heldigvis spurgt. Og vi sagde nej. Det skal vi være glade for i dag.

Pengehistoriens afslutning?

Overlever euroen i sin nuværende form? Hvor længe? Og i hvilken form? Det første spørgsmål er let at besvare afvisende. De sidste er noget sværere. Men at euroen befinder sig i en dødskrampe, er åbenlyst for enhver.

Euroen vil med sikkerhed gå over i den nyere tids historie som en af de største fejltagelser – og løgne. Med bulder og brag fejrede man euroen som udtryk for "historiens ophør" - lidt inspireret af den amerikanske historiker Fukuyamas "end of history".

Euroen skulle være europæisk pengehistories afslutning. Kronen på værket i en historie præget af op-  og nedture, inflation, deflation og stagflation samt guldstandard og Bretton Woods.

Euroen skulle være udtryk for et punktum og samtidig indgangen til en ny europæisk æra, præget af harmoni, samarbejde og stadig tættere politisk integration mellem landene. Og en ny æra uden grænser for europæerne.

Valutaer udtryk for europæisk forskellighed

Men man glemte, at Europas virkelighed stadig er et kludetæppe af ældgamle nationalstater. Lande med vidt forskellige identiteter og kulturer - og med vidt forskellige mentaliteter. Ikke mindst på det økonomiske område.

D-marken var sej og stærk - den afspejlede mentaliteten i efterkrigstidens sparsommelige og flittige forbundsrepublik. Liren var ustabil og svag som den italienske økonomi.

Drakmens værdi tog sine rutsjeture i takt med grækernes notoriske overforbrug, korruption og uorden.

Således var de nationale valutaer udtryk for den europæiske forskellighed, som EU-bureaukraterne altid har hadet som pesten.

Euroen fejede med en nonchalant bevægelse alle disse forskelligheder ind under det blå-gule gulvtæppe. Højkonjunkturen brølede af sted. Ledigheden var næsten ligeså lav som renten, og følelsen af rigdom kastede stater, borgere og banker ud i de dristigste spekulationer.

Det er klart, at euroen i begyndelsen var en succes. Men den opmærksomme iagttager kunne allerede pege på problemer i begyndelsesfasen - eksempelvis at landene fik lov til at køre med større budgetunderskud end nedfældet i konvergenskravene.

Men fordi økonomierne samlet set voksede, kunne selv disse små blinkende alarmknapper slukkes og ignoreres.

Græsk kollaps

Lige indtil det hele endte med et brag. Pludselig viste euroen sig at være en spændetrøje. Tag nu Grækenland. Landet befinder sig i en historisk ulykkelig situation.

Grækernes vrede over nedskæringer af pensioner og lønninger til offentligt ansatte førte i fjor til et fysisk angreb mod en græsk minister, som fik tæsk på åben gade.

Man forstår godt, at grækerne føler sig ført bag lyset. Inkompetente græske politikere førte ikke alene EU bag lyset med deres groft svigagtige budgetter for at komme med i euroen - nej, de forrådte deres egne borgere.

I Grækenland tjente en ansat ved landets jernbaner i gennemsnit 65.000 euro om året.

Ja, de græske jernbaner var så dyre i drift, at man i landet, hvor matematikken blev opfundet, regnede ud, at alle passagerer kunne befordres med taxa for den samme pris.

Det græske skolesystem skrabede bunden i EU, men kostede fire gange mere end det finske, hvis elever udgør den absolutte top i PISA-undersøgelserne. Pensionsalderen var 55 år for mænd og 50 år for kvinder.

Korruptionen gennemsyrede hele samfundet. Overalt anså borgerne det for normalt at bruge bestikkelse.

Sundhedspersonale og læger stjal med arme og ben fra deres egne sygehuse - læger og sygeplejersker plyndrede rutinemæssigt sygehusene for alt fra toiletruller til bleer, hvilket betød, at det græske sundhedssystem brugte langt flere penge på materiel end i andre europæiske lande.

Hertil kom en indædt modstand mod at betale skat - samt at grækerne kunne leve uden frygt for at blive dømt for skattesvindel, eftersom man aldrig satte undersøgelser i gang ved mistanke om snyd.

Befolkningerne betaler gildet

Da den nuværende finansminister Papacontantinou overtog sin post i oktober sidste år, havde den græske regering "beregnet" budgetunderskuddet til at være 3,7 procent af BNP.

Kun to uger senere blev det tal justeret op til 12,5 procent, hvorefter det viste sig, at underskuddet snarere var 14 procent.

Det er en sådan økonomi, som ikke alene landene i eurozonen, men også Danmark, kom til at hæfte for i forbindelse med etableringen af den store hjælpepakke på 750 milliarder euro sidste forår, som i øvrigt var i åbenlys strid med traktaten.

Og intet af det nytter, fordi Grækenland ikke råder over de fornødne monetære redskaber til at redde sig ud af krisen.

I efteråret var det Irlands økonomiske "tiger", der forvandlede sig til en forpjusket kattekilling. Det kostede 85 milliarder euro.

Som de næste brikker, der står til at falde, finder vi Portugal, Spanien - og måske endda det regeringsløse Belgien. Alene Spaniens gæld er ca. otte gange større end den græske - EU-landene vil aldrig kunne stable kreditter og garantier i den størrelsesorden på benene.

Euroen har fejlet totalt. Euroen står for fald. De virkelige tabere er de befolkninger, som blindt stolede på deres politikere.

I Danmark blev vi heldigvis spurgt. Og vi sagde nej. Det skal vi være glade for i dag.

Kommentarer

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg