Det er mærkeligt, som ting nogle gange kan udvikle sig: det, der i går var udtryk for rendyrket fascisme, kan pludselig og nærmest over en nat blive det eneste rigtige. Som nu Ungarns grænsehegn og landets vedholdende vilje til at forhindre ulovlige migranter i at krydse den ungarske grænse. I årevis er Ungarn blevet udskammet og defameret og forsøgt pålagt alverdens bøder og restriktioner – ja endda udsmidning af EU har været på tale.
Nu – i løbet af få måneder – er etablering af mure og grænsehegn blevet det nye sort i EU, og vores egen integrationsminister var i august en af de første til at krybe til det sure æble og udtale, at det var en fejl at kritisere Viktor Orbán og Ungarn, og at grænsemure ”er en del af løsningen” på de migrantstrømme fra bl.a. Afghanistan, som i tiltagende omfang og styrke vil ramme Europa i fremtiden. Og for ligesom at sætte trumf på, donerede den socialdemokratiske regering 15 km pigtrådshegn til Litauen – ovenikøbet af en type, som man kan komme slemt til skade ved at prøve at forcere. En omstændighed, som såkaldte eksperter i godhedsindustrien harcelerede voldsomt over, men for første gang uden større effekt eller genklang i de dele af befolkningen, der ellers stejler over det mindste ubehag. At insistere på ufarlig og let forcerbar pigtråd var trods alt for tåbeligt.
Fra sensommeren og til i dag er der altså sket en af de største kovendinger i EU's historie, så det nu er helt legalt både at tale om landegrænser og bevogtning af dem. Ganske vist mest EU's ydre grænser, men de lande, der øger bevogtningen af egne grænser, får ikke længere knubbede ord med på vejen.
Alt dette er på lange stræk sød musik i ørerne på alle nationalt sindede europæere, der nu vejrer morgenluft og håber på supranational besindelse på nationalstaternes suverænitet.
Men selvom EU's knæfald for grænsehegn måske vil kunne skærme os mod de værste nye bølger af muslimske migranter, så er det et faktum, at ulykken allerede er indtruffet, og at vi får rigelig at se til med blot at afværge og inddæmme de mest negative konsekvenser af den muslimske indvandring, som EU-landene allerede kæmper med. De antager nemlig konstant nye former i forsøget på at hage sig fast og undgå udvisning samtidig med, at de insisterer på at skade deres værter mest muligt. Og det seneste er at lade som om, man er assimileret.
To eksempler fra England illustrerer den nye trend: Shamima Begum og Enzo Almeni.
22-årige Shamima Begum er født og opvokset i Tower Hamlets, det østlige og stærkt indvandrertunge London. Hendes forældre kommer oprindelig fra Bangladesh. Som 15-årige tog hun med et par veninder til Syrien, hvor hun sluttede sig til IS og giftede sig med en hollandsk konvertit, som hun fik 3 børn med, der alle døde. Hun har siden 2019 forsøgt at komme tilbage til England, men hendes stærkt radikale udtalelser fremsat på landsdækkende tv iført fuld niqab og hendes nidkære arbejde som indpisker af streng sharia og med at rekruttere andre kvinder til IS førte til, at den engelske højesteret fratog Begum hendes engelske statsborgerskab og nægtede hende indrejse til England. Nu har Shamima Begum skiftet strategi: hun har smidt niqaben og optræder let påklædt på de sociale medier med løst hår og lange, lakerede negle for at vise sit britiske sindelag, og tilbyder endda at arbejde med terrorbekæmpelse, men løbet er kørt for hende.
Løbet er også kørt for den 32-årige Enzo Almeni eller Emad al Swealmeen, som var hans rigtige navn – men på en anden måde: han kom til England fra Irak i 2014, fik afslag på asyl fra de britiske myndigheder, men nægtede at rejse frivilligt hjem. I stedet ”konverterede” han til kristendommen og flyttede ind hos en lægprædikant i Liverpool, hvor han tog aktivt del i den lokale kirkes liv og daglige bønnemøder. Søndag den 14. november kl. ca. 11 endte hans liv, da den bombe han havde fremstillet gik af, mens han befandt sig i en taxa lige som den kørte op foran et hospital i Liverpool. Taxachaufføren undslap mirakuløst. Det antages, at bomben skulle have været udløst i forbindelse med en mindebegivenhed, hvor flere hundrede ville have været til stede. Selvom det britiske politi og efterretningsvæsen ikke har konstateret en forbindelse til islamiske terrororganisationer, er det alligevel forventningen, at England vil opleve en ny bølge af terrorangreb.
Shamima Begum og Enzo Almeni repræsenterer på hver deres måde en ny strategi blandt rettroende muslimer, som går ud på at foregive assimilation for at sikre deres ophold i Europa. I Liverpool er det allerede en kendt sag, at muslimske asylsøgere strømmer til kirkerne, fordi de regner med, at det vil fremme deres muligheder for at blive i det land, hvis kultur de foragter.
Mens EU og regeringerne i de fleste medlemslande har fået travlt med at fokusere på de ydre grænser, har de åbenlyst langt mindre føling med, hvad der allerede foregår bag de grænser, de endelig er begyndt at opdage vigtigheden af. Shamima Begum og Enzo Almeni er blot to mindre begavede eksempler på en ny modus operandi. De vil uden tvivl blive efterfulgt af andre, der er mere smarte.
Men ikke i Ungarn.
