Jeg er netop kommet hjem fra Rumænien. Jeg har besøgt et meget specielt sted, som er ukendt for danskere, men som alle bør kende. Det drejer sig om Mindemuseet for kommunismens ofre og for modstandsbevægelsen i Sighet (Memorialul victimelor comunismului si al rezistentei).
I 1998 udnævnte Europarådet dette museum til at være et af de tre vigtigste mindemonumenter i Europa ved siden af Auschwitz-Birkenau-Museum og Fredsmemorialen i Normandiet (Caen).
Byens egentlige navn er Sighetu Marmatiei (Maramureschsigeth eller Siget på tysk). Den befinder sig i det nordvestlige hjørne af Rumænien, tæt ved grænsen til Ukraine (der er 450 km. mellem Bukarest og Sighet, og rejsen tager 14 timer med hurtigt tog).
Det er en forholdsvis lille by (44.000 indbyggere i dag) med mange gamle bygninger og ortodokse, katolske og lutherske kirker, omgivet af bjerge. Den stammer fra 1300-tallet og har i århundredernes løb haft en blandet befolkning bestående af ungarer, rumænere, tyskere, jøder og ukrainere. I dag er 80 pct. af befolkningen rumænere.
Hvorfor ligger kommunismens museum så langt væk fra hovedstaden og netop i Sighet? Det er, fordi fængslet i Sighet har været et af de vigtigste fængsler i Rumænien. Det har markeret udryddelsen af det politiske liv og af den kirke, som kommunisterne anså som den allerfarligste:
Det var den unerede kirke, dvs. den del af den rumænsk-ortodokse kirke, som er forenet med den romersk-katolske kirke. Det er i Sighet-fængslet, at Iuliu Maniu, det Konservative Bondepartis leder, såvel som Constantin Bratianu, det Liberale Partis leder, døde.
Det er her, den politiske elite såvel som ni unerede og romersk-katolske biskopper (samt præster) blev spærret inde i perioden 1948-1955, og hvor over en tredjedel af dem døde. Der er ikke mange, der blev fængslet i Sighet, kun 180 mennesker (to tredje dele af dem var over 60 år gamle).
Antalsmæssigt var Sighet beskedent, sammenlignet med de tusindvis af fanger i andre fængsler og lejre, men de indespærrede var særligt udvalgte, fordi de repræsenterede det gamle Rumænien, dets institutioner og modstandskraft.
Erindring, forskning, formidling
I 1989, da kommunismen faldt, var fængslet i Sighet i ruiner. Initiativet til at restaurere bygningen og omdanne den til kommunismens museum blev taget af forskellige spontane borgergrupper. Idéen blev til virkelighed takket være Borgerakademiets Stiftelse (Fundatia Academia Civica), ledet af digterinden Ana Blandiana.
Ana Blandiana, som kaldes Rumæniens Vaclav Havel, er en stor kulturpersonlighed, en dissident-digter, som var forbudt under kommunismen, et kompromisløst menneske og en ildsjæl. Det er hende og hendes mand (forfatteren Romulus Rusan), som i 1993 præsenterede projektet for Europarådet og gjorde det så overbevisende, at de fik støtte.
Sighet-fængslet er en stor bygning i byens centrum. Den er i tre etager og rummer over 70 celler, indrettet som fine, lyse museumssale, der via dokumenter og billeder fortæller kommunismens historie – primært i Rumænien, men også i nabolandene.
Det første, man ser, når man kommer ind, er kortene over det rumænske Gulag – både det samlede billede og detaljerne, område for område.
I cellerne kan man læse historien om modstandsbevægelsen, som med våben i hånd var virksom indtil 1960, og se de kæmpendes ansigter (mænd og kvinder; bønder, lærere, handlende, advokater, officerer, studerende).
Man kan lære om kvinde-fængslerne; se straffecellen (det såkaldte ”sorte hul”, et lille værelse uden vinduer, hvor fangerne blev lænket nøgne med en kæde i cellens centrum); i billeder følge den store destruktion af kirker og arkitektoniske perler i Bukarest i 70’erne og 80’erne.
Det er faktisk først nu, at jeg har opdaget, at nogle af de smukkeste bygninger og kirker (nogle af dem fra middelalderen), som jeg for år tilbage passerede dagligt på min vej til universitetet, ikke længere findes.
Aktiv formidling
Memorialen i Sighet er ikke blot et museum, den er ikke en fastfrossen erindring, men en levende erindring i aktiv formidling. Memorialen rummer nemlig også et internationalt forskningscenter, et forlag, et kongrescenter og en uddannelsesinstitution.
Siden 1998 har Memorialen hvert år holdt sommerkursus for unge mennesker mellem 15-18 år. De unge mennesker er fra både Rumænien og Bessarabien (dvs. den del af Rumænien, som efter Anden Verdenskrig blev omdannet til den Moldaviske Sovjetiske Republik).
Børnene bliver optaget på kurset på grundlag af en stilekonkurrence, for efterspørgslen er større end institutionens kapacitet, og kun de bedste og de mest interesserede får adgang. Samtidig holder skolen kurser for lærere og gymnasielærere, som ligeledes bliver udvalgt gennem en skriftlig prøve.
Skolens rektor er den franske historiker Stéphane Courtois, hovedforfatteren til Kommunismens sorte bog. En af skolens faste gæsteforelæsere er Vladimir Bukovskij.
Mens jeg befandt mig i Sighet, så jeg en uafbrudt strøm af, ikke blot turister, men også og især af børn med deres lærere, som fra morgen til aften blev vist rundt i museet. Sommetider er der op til tusind besøgende per dag.
Pinsen 1951
For en uge siden afholdt Memorialen en særlig mindedag for det, som på rumænsk kaldes ”den sorte Pinse” (Rusaliile negre). For 60 år siden, i 1951, blev 44.000 mennesker fra de sydvestlige provinser deporteret til ”det rumænske Sibirien”, dvs. de ubeboede egne på Baragan-sletten (i den sydøstlige del af landet).
De 44.000 mennesker var i alderen fra to dage til 80-90 år; de var rumænere, serbere, tyskere, bulgarer og, som en særlig kategori, også rumænske flygtninge fra de rumænske territorier, som var blevet annekteret af Sovjetunionen (deres flugt blev betragtet som et bevis på deres anti-kommunistiske holdning).
Tvangsforflytningen foregik efter en detaljeret plan. De blev arresteret midt i deres hverdag (om det så var midt i en bryllupsfest), ofte i det tøj, de tilfældigvis havde på, og uden at få lov til at samle sig en minimal fornuftig bagage (i forvirring og desperation greb de, hvad de tilfældigvis havde ved hånden), og de blev transporteret i tusindvis af lastbiler og tusindvis af kreaturvogne med jernbanen (en rejse, der tog to uger) og sat af på steppen. Dér fandtes ingenting. Ingen landsby, næsten ingen træer – den bare jord.
Og menneskene blev nødt til at overleve. De genoptog menneskehedens udvikling fra de mest primitive stadier. De lærte at bygge jordhytter. De få korn, som bruden fandt i en fold i sin dragt (i Rumænien kaster man med korn og ikke ris ved et bryllup), blev, som Ana Blandiana på grundlag af sin slægts historie har skrevet i en af sine gribende fortællinger, plantet med omhu.
Om vinteren, fortæller hun, var tilstedeværelsen af en kat en sand velsignelse, og i de familier, der havde den lykke at eje en, blev der hver aften om vinteren besluttet, hvem der havde mest brug for dyrets varme, så katten fik lov til at sove hos børnene og de syge.
Fjenden var ikke længere magthaverne som sådan, for i den ørken var de bevæbnede soldaters uafbrudte tilstedeværelse ikke nødvendig, fjenden var til gengæld regnen og sneen, som smeltede hytternes vægge, og stormen, som blæste den omkuld, og kulden, som dræbte én lige så sikkert og så smertefuldt som den fortærende sult.
I 1956 fik de deporterede pludselig lov til at vende tilbage til deres oprindelsessted – og de blev nødt til at begynde forfra, for deres huse og jorder var i mellemtiden blevet taget fra dem.
Deres kirkegårde på sletten blev ikke bevaret, jorden med deres knogler blev pløjet, så alle spor forsvandt. Og da de deporterede fra ”den sorte Pinse” forlod Baragan-steppen, blev deres plads taget af nye deporterede: Politiske fanger, som nu var blevet sendt i indre eksil.
De fattiges kirkegård
Deportationsmindedagen i Sighet bestod af foredrag og forfærdende personlige vidnesbyrd, og de flere hundrede mennesker, der var forsamlet (rumænere såvel som mange ungarer) gik bagefter til ”de fattiges kirkegård” og holdt mindegudstjeneste.
”De fattiges kirkegård”, som også hører under Memorialen i Sighet, er et område på 14.000 kvadratmeter, 2,5 km. uden for byen, hvor fangerne fra fængslet blev begravet i skjul, uden kors eller gravplade.
I dag er kirkegården en have med vilde blomster og mange nyplantede træer, som set oppefra, danner landets omrids, og med et stenkors og et stenalter i midten. Som i urkirken, da alteret blev rejst på martyrernes grav, er der inde i alteret lagt små krukker med jord fra alle de steder i landet, hvor fanger blev dræbt – fra henrettelsesområder og massegrave ved fængsler og lejre.
Også i Sighet-fængslets indre gård er der blevet bygget et katakombekapel, på hvis ydre vægge står navnene på tusindvis af ofre, og hvor der altid brænder levende lys.
Jeg fik at vide, at kapellet, som i øvrigt blev bygget med penge fra en rumænsk mellemkrigsdiplomat bosat i England, var blevet indviet af min elskede ven, Fader Constantin Voicescu, en af de mest standhaftige modstandspræster, om hvem jeg i 1996 skrev en fortælling i Tidehverv, med titlen ”Kirken i Sapientii-Gaden”.
Sandhed og tilgivelse
Den internationale konference, som var den direkte anledning til, at jeg kom til Sighet, handlede om det kristne vidnesbyrd og martyriet fra kristendommens første tider til i dag – i teologisk og historisk lys.
Jeg skal ikke her resumere de forskellige foredrag, blot nævne, at en af de mest betydningsfulde gæster, var Didier Rance, teolog og historiker, tidligere leder af en af de væsentligste foreninger til hjælp for de forfulgte kristne, nemlig Aide à l’Eglise en détresse (Aid to the Church in Need), og som i årtier, gennem mange bøger, har fortalt om forfølgelsen af de kristne i kommunistlandene, og som i dag koncentrerer sig om den fortsatte forfølgelse i de resterende kommunistlande (Kina, Vietnam) og især i de muslimske lande, en forfølgelse, hvis voldsomhed omverdenen ikke er helt bevidst om.
En stor del af konferencen fokuserede ellers, som det er naturligt, på kommunismens tragedie. Når man lever i Vesten, aner man ikke, hvor stort kommunismens trauma stadig er, og hvad selve forskningen i kommunismens historie indebærer. Det er et spørgsmål om liv og død. Det er rystende.
To af de deltagende teologer fortalte nemlig, at de ved at studere arkiverne havde fundet ud af, at deres egne fædre havde været stikkere, havde fortrudt det og var blevet dræbt af det hemmelige politi. Den enes far havde været leder af baptistkirken.
Og sønnen har taget farens brøde på sig – en elsket far, hvis vildfarelse havde ført til, at andre blev dræbt – og forsøger nu, ikke at rense sin far, men at bede om kristen tilgivelse fra de myrdedes efterfølgere.
Sandhed og tilgivelse blev til en ledetråd på konferencen. Kan man tilgive, når man kender forbrydelsens omfang? Kan man tilgive de døde? Og hvilke af dem? Bærer den nuværende slægt ansvaret for forældrenes misgerninger?
Hvordan kan man forholde sig til de stikkere, som var ansvarlige for andres død, men som selv blev myrdet, da deres samvittighed viste sig stærkere end den frygt eller den opportunisme, der havde gjort dem til anmeldere? De havde været kommunismens håndlangere, de havde gjort systemet muligt, men de var også dets ofre.
Kommunismens håndlangere og den virkelige tilgivelse
Menneskeligt er sand tilgivelse meget svær, ja umulig, for menneskets sjæl kræver retfærdighed. En voldsom, fuldt ud berettiget vrede sidder dybt i mange.
Man forstår, at forbrydelse kræver straf; man forstår det gamle ”blod for blod”, og man forstår, at ”forældrenes synder nedarves på børnene”.
Menneskeligt kan ingen tilgive, men der findes en anden tilgivelse, som kommer af andre kilder: Den, som udspringer af Kristi offer – det er den eneste virkelige tilgivelse, og den er nåde.
Kommunismens tragedie er ikke afsluttet – den lever videre i de overlevende og i de yngre generationer. Det er om den hele tragedie, historiebøgerne i Vesten også bør fortælle. Dette er ikke et teoretisk emne, skønt alt skal dokumenteres i de mindste detaljer. Det er et eksistentielt og moralsk emne.
Og kommunismens håndlangere i Vesten skal afsløres – før der kan være tale om tilgivelse. Det er det, konflikten mellem Bent Jensen og Jørgen Dragsdahl såvel som den berettigede kritik af Gads leksikon Den kolde krig og Danmark (red. John T. Lauridsen et al.) handler om.
I Danmark kan diskussionen af og til virke abstrakt, for man har ikke oplevet kommunismen. Men i Østeuropa er kommunismen og dens arv den virkelighed, der præger dagene, smerter hjerterne og knuger samvittighederne.
I et land, hvor man stadig graver de døde op for at identificere dem og give dem et kristeligt hvilested (hvilket er tilfældet i Rumænien), er spørgsmålet om at definere, hvad der skete, og placere ansvaret ikke et teoretisk spørgsmål, det er kød og blod, jord og knogler.
Så skal man tage til Sighet og se cellerne og gå på de ukendtes kirkegård. Fortiden er tavs, den kan kun tale gennem de levende. Memorialen i Sighet er nemlig de levende, som bærer vidnesbyrd for de døde.
