Mest foruroligende
Østre Landsrets racismedom over Lars Hedegaard er formentlig det mest foruroligende attentat på ytringsfriheden, jeg har oplevet i mine 33 år som journalist.
Andre er også blev dømt for racisme gennem årene.
I pressekredse var mange af os bekymrede over følgerne af dommen i 1987 over tv-journalisten Jens Olaf Jersild i den såkaldte ”grønjakke-sag”, hvor Jersild blev dømt hele vejen op i Højesteret for at have viderebragt racistiske udtalelser.
Han fik i 1994 oprejsning ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, der fastslog, at Jersilds ytringsfrihed var blevet krænket af det danske retsvæsen, da han ikke havde til hensigt at udbrede racisme, men blot passede sit arbejde som journalist.
Hedegaard kan selvfølgelig også vælge at gå videre til Menneskerettighedsdomstolen, men han skal nok ikke forvente den samme velvilje. Dels fordi sagerne ikke er analoge, dels – og først og fremmest – fordi tiderne har ændret sig.
Det allermest tankevækkende er nemlig, at dommen over Hedegaard føjer sig ind i et billede af tilsvarende indskrænkninger af ytringsfriheden, vi genfinder over hele Europa med udgangspunkter i racisme- og hate speech-love af forskellig art.
Totalitær karakter
Disse love er – som den danske paragraf 266b – af en særlig ondartet slags; love, der ikke burde forefindes i et ægte retssamfund, da selve deres karakter er totalitær. De er vagt definerede, og derfor kan hvem som helst mere eller mindre uforvarende snuble ind i en tiltale.
Uanset om man bliver frikendt eller ej, vil man blive trukket gennem et langt og yderst ubehageligt forløb, anklaget for det værste, man kan beskyldes for i vort samfund – måske bortset fra pædofili – nemlig racisme.
Det er en anklage, der kan ødelægge éns liv, koste én familie, venskaber og arbejde, ære og værdighed.
Denne form for elastiske, vagt og yderst generelt formulerede love, der i selve udgangspunktet er gennemsyret af ideologi – i dette tilfælde den herskende, multikulturelle diskurs – er karakteristiske for totalitære samfund.
Lovenes totalitære bøjelighed
Hvad der gør disse samfund totalitære, er netop ikke lovgivningens omfang og detaljerigdom som sådan, men tvært imod lovenes bøjelighed, hvilket gør dem til redskaber for en dømmende magt, der i vort samfund i stigende grad må opfattes som politiserende og aktivistisk.
At Hedegaard ikke engang har måttet føre sandhedsbevis for sine påstande om seksuelle overgreb i muslimske familier, afslører lovens karakter. Det handler ikke om, hvorvidt noget er sandt eller falskt, men alene om hvorvidt nogen føler sig krænket.
Det er denne følge af dommen, der så foruroligende; det, der gør den i slægt med lovpraksis i totalitære stater.
Sindelagskontrol
Dette gør disse love til effektive midler til sindelagskontrol; hellere vare sin mund og undlade at give sine meninger til kende, end risikere at krænke én eller anden, der efterfølgende melder én til politiet, og trækker en gennem rendestenen.
Og det er denne konsekvens, der bekymrer mig som journalist. Hvis ikke folk tør sige, hvad de virkelig mener, stivner samfundet, og forvandles til en parodi på et ægte folkestyre.
Journalistikkens fornemste rolle er at afspejle og beskrive virkeligheden – den virkelige virkelighed, som magthaverne og ejerne af den herskende diskurs måske ikke bryder sig om at stifte bekendtskab med, men som de skal tvinges til at forholde sig til.
En stor del af denne virkelighed handler i dag om det multikulturelle samfund og først og fremmest følgerne af islams indtog i vort og andre vestlige samfund.
Det er åbenlyst for enhver, at vi her står over for at kultursammenstød af kolossale dimensioner.
Sandheden er irrelevant, for den findes ikke
Det var én af disse mange og betændte bylder, Hedegaard kom for skade at røre ved, og som han nu er blevet straffet for at udtale sig om; måske ikke på den mest elegante måde, men virkeligheden er nu engang ikke en dannet konversation i PH-lampens skær.
Dybest set er dommen udtryk for den herskende postmoderne, socialkonstruktivistiske ideologi, hvis rådne kerne er, at virkeligheden er noget, man ”italesætter”:
Om noget er sandt eller falskt, om man kan føre sandhedsbevis eller ej, er lige meget; man må ikke fornærme eller krænke nogen – især ikke muslimer, for så ”italesætter” man virkeligheden på en måde, der ikke passer den herskende diskurs.
Det er ærligt talt skræmmende.
Det rækker langt videre, end nogle jurister i Østre Landsret kan forestille sig.
Det kan ikke undgå at lægge en klam hånd over den offentlige debat – og det er nogenlunde det sidste, vi har brug for i den situation, vort samfund befinder sig i.
Poul Osmundsen er journalist på Dagbladet Ringkøbing-Skjern