Jeg har mistet tilliden til statsminister Mette Frederiksen. Ikke på grund af hendes politiske ståsted: det er et vilkår i et demokrati, at man må leve med og besinde sig på flertallets valg, hvor uenig man end kan være i den førte politik. Tillidsbruddet er langt dybere og rækker langt videre end ”blot” politiske uenigheder: jeg tror ikke på hendes demokratiske sindelag og værre endnu: jeg tror ikke, at hun hverken kan eller vil respektere Danmarks og danskernes ultimative bolværk mod anarki og totalitarisme: Grundloven.
Da hun torsdag foran Amalienborg svarede på spørgsmål fra pressen i forbindelse med præsentationen af to nye ministre, mistede hun endnu en gang selvbeherskelsen og nærmest hvæsede af de journalister, der stillede det fuldstændig relevante spørgsmål: ”Hvorfor stoppede du ikke mink-slagterierne, da du blev bekendt med, at der ikke var hjemmel til at slå dem ihjel?”.
Hendes (vrede) svar var, som det hele tiden har været, at hun, da hun blev bekendt med den manglende hjemmel, sendte et brev til Folketingets formand for at sætte gang i den proces, der skulle skaffe den fornødne hjemmel, men at hun under ingen omstændigheder ville stoppe ulovlighederne og dermed grundlovsbruddet, da folkesundheden krævede, at minkene blev slagtet.
Det var som sagt ikke første gang, at hun insisterede på at fortsætte de ulovlige mink-slagterier under henvisning til, at den såkaldte folkesundhed står over Grundloven. Første gang jeg hørte hende gøre det, var i Aftenshowet den 12. november og senere i Go´aften Live. Her sagde hun oven i købet, at hun syntes, det var ”et mærkeligt spørgsmål”, hvilket jeg på dette tidspunkt fandt stærkt uheldigt (det var og er nemlig et helt relevant spørgsmål), men på dette tidspunkt tilskrev jeg Mette Frederiksens reaktion, at hun var blevet overrumplet over at få kritiske spørgsmål i de to ellers så bløde mikrofonholder programmer.
Men hun har lige siden fremturet den ene gang efter den anden – og senest altså i torsdags foran Amalienborg, hvor hun endda satte trumf på med denne salut: ”Vi skal passe på, at vi ikke gambler med danskernes sundhed, at vi ikke gambler med folkesundheden” og så sluttede hun med appellere til befolkningen om: ”…at vi danskere vil blive ved med at stå sammen i den her sag, som handler om vores liv og dermed vores samfund”
Dér knækkede filmen for mig, og jeg tænkte, at er der nogen, jeg ikke skal stå sammen med, så er det Mette Frederiksen. Hendes åbenlyse despekt for Grundloven og de begrænsninger, den i demokratiets navn sætter for en statsministers ageren, er hårrejsende. Og at hun så oven i købet har den frækhed som en selvfølge at gå ud fra, at danskerne naturligt vil følge hende og ”stå sammen” med hende, er uhørt.
”Med Lov Skal Land Bygges”; sådan indledes Jyske Lov fra 1241, og denne enkle og smukke sætning har i snart 800 år stået som idealet for det danske retssamfund, hvor folket fulgte lovene og kunne støtte ret på samme. Det er nemlig Grundloven og lovgivningen i øvrigt, der udgør danskernes retssikkerhed og tillid til staten og demokratiet – ikke folkesundheden. Når Mette Frederiksen sætter den såkaldte folkesundhed over Grundloven og retssamfundet og som noget naturligt regner med at få medløb til det, afslører det ikke alene en grundlæggende og fatal fejlopfattelse af, hvordan og på hvilket grundlag vi har bygget vores retssamfund. Det er en ildevarslende påmindelse om, hvor hurtigt det hele kan tages fra os: det kræver bare en magtfuldkommen statsminister og en befolkning, der ikke siger fra.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
