Der er groft sagt ingen statsbetalte medier – hverken herhjemme eller i England – der har gjort sig ulejlighed med at gå ind i en dybere afdækning af de massive kulturelle og socio-økonomiske problemer, der ligger til grund for de seneste ugers voldelige optøjer i England. Henter man sin viden fra mainstreammedierne må man tro, at optøjerne skyldes en lille gruppe højreradikale hooligans eller, når det går højt: voldelige udslag af en stigende utilfredshed med den muslimske masseindvandring til England.
Men det er en grov forenkling af forholdene og det siger intet om, at det faktisk er retsstaten England, der står midt i en af de største kriser i landets historie. Vil man lodde dybden af, hvad der er på spil, skal man fordybe sig i, hvad der bliver lagt op på de sociale medier, og især X (tidligere Twitter), der er det eneste sociale medie, hvor der endnu er ytringsfrihed.
Her kan man se, at der er tre enslydende sentenser, der bliver gentaget igen og igen: Two-tier police, two tier Kier (premierminister Kier Starmer) og two-tier media.
Two-tier betyder to lag, eller i denne sammenhæng dobbelte standarder og forskelsbehandling af forskellige grupper i samfundet. Og de tre udsagn rummer faktisk Englands retsstatskrise i en nøddeskal, for når en stigende andel af en befolkning omtaler tre ud af fire grundhjørnestene i retsstaten, den udøvende magt (politiet), den lovgivende magt (Kier Starmer) - og den uformelle 4. statsmagt, nemlig medierne, som two-tier, så udtrykker det en mistillid til selve fundamentet i retsstaten. Og den mistillid er ikke ny, men er taget til over en årrække – især blandt arbejderklassen og de dårligst stillede i samfundet, som har lidt mest under myndighedernes (og mediernes) forskelsbehandling og afvisning af at tage problemerne alvorligt og gøre noget ved dem:
Two-tier police
Især i den engelske arbejderklasse har der i årevis været en generel opfattelse af, at deres problemer blev ignoreret af politiet. Det mest spektakulære eksempel på politiets two-tiering er deres katastrofale håndtering af de såkaldte grooming gangs, altså de vidtforgrenede netværk af pakistanske, muslimske mænd, der i årtier groomede, bedøvede, voldtog, udlejede og i nogle tilfælde dræbte tusindvis af engelske piger fra underklassen, nogle helt ned til 9-års alderen. Disse overgreb kendte politiet til, men de greb ikke ind i en uskøn kombination af frygt for at virke racistisk – og en uudtalt, men ikke desto mindre tydelig mangel på respekt og omsorg for de dårligst stillede grupper i samfundet. Selv i dag, flere år efter at skandalen rullede, er det kun et fåtal af de pakistanske voldsmænd, der har været for en dommer og er blevet dømt.
Samtidig har man kunnet iagttage, hvordan det engelske politi ved adskillige lejligheder har nærmest ydmyget sig selv for andre grupper i samfundet: billeder og videoer er gået viralt, hvor politiet har knælet for Black Lives Matter-demonstrationer, malet deres politibiler i regnbuefarver og klædt sig ud i drag og danset til de LGBTQ-events, der skulle holde ro og orden til.
Senest kan man på X se adskillige videoer, hvor politiet viger tilbage for at gribe ind over for muslimske bander, der hærger sideløbende med de optøjer, som bliver dækket af medierne. F.eks. i Birmingham i sidste uge, hvor mænd med indvandrerbaggrund angreb en pub: der kom politiet slet ikke til stede for at hjælpe de sagesløse mennesker, der befandt sig i pubben.
Two-tier Kier
Den nyligt valgte premierminister Kier Starmer og hans indenrigsminister Yvette Cooper har om nogen været eksponenter for den tiltagende mistro og manglende tillid til hele politikersegmentet, som stadigt flere anser for kun at varetage bestemte gruppers interesser og ikke befolkningen som helhed – og dermed hele landet.
Kier Starmer skal i kraft af sin position være alles premierminister, men han har i forbindelse med optøjerne udvist en katastrofal tonedøvhed over for baggrunden for protesterne, som han på intet tidspunkt har hverken adresseret, anerkendt eller lovet at gøre noget ved. Hans eneste fokus har været at slå hårdt ned på de voldelige demonstranter, som han opfatter som højreradikale bølleoptøjer, og gang på gang udtale sin fulde støtte til landets muslimer, som han lover at beskytte. Ikke et ord om også at ville beskytte andre befolkningsgrupper, som f.eks. de engelske jøder eller sikherne, der begge er udsat for trusler og forfølgelse fra muslimske grupper.
Kier Starmer har med sit enøjede fokus på at beskytte muslimerne i England mod højreekstreme ballademagere og sin totale tonedøvhed over for de bagvedliggende årsager til optøjerne og demonstrationerne, hældt yderligere benzin på bålet og demonstreret, at han som landets premierminister, kun varetager bestemte gruppers interesser. Og endnu fælere tager det sig ud for stadigt flere, når de i disse dage på X bliver mindet om fotoet af Kier Starmer, der knæler for George Floyd i protest mod amerikansk politivold: endnu en ubehagelig påmindelse om premierministerens nærmest skamløse two-tiering.
Men ikke nok med det: Senest har Starmer bebudet, at regeringen overvejer at kriminalisere islamofobi, hvilket i praksis er det samme som at forbyde islamkritik. Og allerede nu er briterne vidne til lynprocesser, hvor folk dømmes for at sprede had og fornærmelser på de sociale medier. En mand blev forleden idømt 20 måneders fængsel for at opfordre til at deltage i de voldelige protester – en klar overskridelse af ytringsfrihedens grænser – men 20 måneders fængsel er en hård straf for et tweet. Ikke mindst når Hamas-støtter og deres venstreorienterede tilhængere uge efter uge frit og ustraffet kan hærge Londons gader og mindesmærker mens de råber ”From the river to the sea” og ”Intifada now”
Kier Starmer har i den korte tid, han har været premierminister, ikke bare vist dobbelte standarder og manglende vilje og evne til at læse sin befolkning og de fundamentale problemer, landet står midt i, han udvikler sig hurtigt og uhyggeligt ubesværet i mere og mere totalitær retning, hvilket kan få fatale konsekvenser for retsstaten England.
Two-tier Media
Man skulle mene, at det var mediernes opgave at stå vagt om ytringsfriheden og dække alle begivenheder af betydning, men i England har de statsbetalte medier nærmest bevidstløst bidraget til at understøtte Kier Starmes fortælling om, at det er en lille gruppe højreradikale bøller, der er årsag til optøjerne, og fortiet de talrige eksempler på muslimske bander, der kalder sig Muslim Defence League, hærger i flere byer og overfalder englændere på gaderne.
En Channel 4 journalist fik endda pålæg af sin redaktør om at fjerne en postering han havde lagt på X om, hvordan muslimske bander angreb en pub i Birmingham.
Der er intet nyt i mediernes two-tiering: det har været et problem lige så længe som skriftende regeringer har ignoreret problemerne og undertrykt kritik af masseindvandringen og dem, der ytrede den, med Tommy Robinson som det kendteste eksempel. Således blev Robinsons to kæmpe demonstrationer i London i sommer da også ganske overset eller nedtonet i medierne, selvom de op mod 100.000 fredelige demonstranter på smukkeste vis afspejlede et demokrati i funktion. Derfor er det er en stadigt mere udbredt opfattelse, at man ikke kan regne med hverken, at de statsbetalte medier dækker de faktiske begivenheder, eller at de foretager en afbalanceret beskrivelse af, det de så vælger at dække.
Der er igennem årtier opbygget en stigende utilfredshed med de bærende institutioner i det, der skulle være en af Europas fornemste retsstater. Og det er langt mere alvorligt og mere komplekst, end den fortælling Kier Starmer indtil videre har leveret, bakket op af medierne. Når den grundlæggende tillid til demokratiets og retsstatens bærende institutioner vakler i voksende dele af befolkningen, og landets premierminister svarer igen ved at slå hårdt ned på symptomerne, mens han ignorerer problemerne og følger op med totalitære tiltag og indskrænkninger i borgernes grundlæggende frihedsrettigheder - så har vi en retsstat i frit fald. Og det er situationen i England lige nu.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
