Det engelske indenrigsministerium nægtede i sidste uge den franske forfatter og filosof Renaud Camus indrejse i England. Camus er blevet et internationalt navn efter han i bogen ”Le Grand Remplacement” (Den store udskiftning) formulerede teorien om, at en liberal elite bevidst erstatter de oprindelige europæere med muslimske migranter, primært fra Mellemøsten og Nordafrika som udgør en ”kolonial og folkemorderisk besættelse af Vesten”.
I denne uge skulle Renaud Camus have talt ved et møde arrangeret af Homeland Party, men blev som sagt forment adgang til landet med den begrundelse, at hans tilstedeværelse i England ”…ikke anses for at være befordrende for den offentlige interesse.”
Minder om indrejseforbuddet til Wilders i 2009
I 2009 overgik noget lignende den hollandske politiker Geert Wilders: han skulle tale og vise sin islam-kritiske film Fitna i House of Lords, men modtog få dage før sin afrejse et brev fra det engelske indenrigsministerium, som nægtede ham indrejse med den begrundelse, at hans tilstedeværelse ville ”opildne spændinger i samfundet og føre til tværreligiøs vold" og true ”…samfundsharmonien og derfor den offentlige sikkerhed".
Ret er ikke det samme som rigtigt
Enhver nations suverænitet defineres af landets grænser. Kan et land ikke opretholde og forsvare sine grænser, kan det ikke opretholde og forsvare sin jurisdiktion og dermed beskyttelsen af sine borgere – og det vil ultimativt ophøre med at være en selvstændig nation. Derfor har enhver nationalstat suveræn ret til at bestemme, hvem der må komme ind i landet – og hvem der ikke må.
Det er derfor hævet over enhver tvivl, at England har fuld ret til at nægte Renaud Camus indrejse -ligesom England i 2009 havde fuld ret til at nægte Geert Wilders indrejse i England. Lidt polemisk kan man sige, at de to indrejseforbud viser, at England har styr på landets grænser og hvem, der lukkes ind i landet. Men det er som sagt polemisk og tillige absurd, for England har det næsthøjeste indtag af illegale migranter i Europa – kun overgået af Tyskland, der stadig lider efter Angela Merkels fatale ”Wir schaffen das”-udtalelse i forbindelse med migrantkrisen i 2015.
Og netop på baggrund af Englands status som nær europæisk topscorer i indtaget af illegale migranter (mænd) fra altovervejende muslimske lande, indrammer afvisningen af de to islamkritikere – med 16 års mellemrum – den største socio-økonomiske og ikke mindst kulturelle krise England endnu har set og som målt på så mange parametre truer landets eksistens som rets- og velfærdsstat og som et af Europas ældste og fineste demokratier.
Udstiller problemerne
Det er på en gang det mest rammende – og sørgelige – eksempel på de engelske magthaveres manglende vilje til at anerkende årsagen til landets deroute at skyde budbringerne i den fejlantagelse, at deres kritik er årsagen til den stigende utilfredshed i befolkningen og i håbet om, at problemerne vil om ikke forsvinde, så dog blive dysset ned ved at forhindre dem i at tale. I den forstand understreger indrejseforbuddet af Renaud Camus den dybe krise England befinder sig i og som magthaverne insisterer på at vende det blinde øje til.
Geert Wilders påklagede i 2009 det engelske indenrigsministeriums afgørelse til retten, der gav ham medhold og omstødte indrejseforbuddet med den begrundelse, at selvom Geert Wilders holdninger blev udtrykt på en måde, der var egnet til at vække anstød, så var retten til ytringsfrihed afgørende i et demokratisk samfund.
Renaud Camus har reageret ved at kalde baggrunden for indrejseforbuddet ”ikke overraskende”, da den britiske regering er repræsentanter for de "skyldige regeringer", der tillader ukontrolleret migration til Europa. Han påtænker at påklage afgørelsen, men om han, som Wilders, for medhold i retten er et åbent spørgsmål: de negative konsekvenser af befolkningsudskiftningen og presset på det engelske samfund har nemlig også bredt sig ind i retssystemet, der i dag ikke kan forventes at være lige så faste i kødet på de grundlæggende rettigheder, som da Wilders fik medhold i 2009.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
