Nogen måtte have bagtalt Josef K., for uden at han havde gjort noget galt, blev han en morgen arresteret af politiet. Sådan begynder ”Processen” af Franz Kafka – og sådan begynder endnu et trist kapitel i historien om engelske myndigheders udemokratiske og autoritære forfølgelse af dokumentafilmskaberen og den politiske dissident; Tommy Robinson.
Hvad er din holdning til regeringen? Hvad mener du om Israel? Tror du, at du kan stoppe befolkningsudskiftningen? Hvorfor afholdt du en stor demonstration i London i går? Hvorfor viste du en dokumentarfilm for dit publikum? Hvad vil du opnå med din politiske aktivisme?
Den slags spørgsmål skal regeringskritiske dissidenter under politiforhør og trussel om fængselsstraf og frihedsberøvelse besvare i autoritære diktaturstater. Selvom de ingen forbrydelse har begået. Den slags spørgsmål skulle Tommy Robinson besvare engelsk politi søndag den 28.07, efter at han var blevet arresteret – selvom han ingen forbrydelse har begået.
Engelske myndigheder bruger terrorlovgivning som instrument til sin politiske forfølgelse af Tommy Robinson, og anvender autoritære metoder, som indebærer indgreb i ytringsfriheden, og i forsamlings- og pressefriheden.
Det står nu klart, at Tommy Robinson bliver arresteret og straffet i England, fordi han ved en regeringskritisk, fredelig og demokratisk demonstration i London i lørdags (27.07.) viste sit publikum en dokumentarfilm; ”Silenced”, som afslører medieløgne og politisk korruption i en sag om en indvandringsrelateret skolekonflikt i byen Kirklees tilbage i 2018. Ved hjælp af førstehåndsvidneudsagn fra lærere, elever og skolepersonale dokumenterer Tommy Robinson, hvordan sandheden om sagen i Kirklees var en ganske anden, end den fortalt af statsbetalte medier i England og Danmark. Filmen viser også, hvordan skolepersonalet med fyringstrusler og trusler om at fratage dem deres pension og med store pengesummer betalt af byrådet blev bestukket til at indgå tavshedsforpligtelser om sagen.
Dokumentarfilmen ”Silenced”, som Tommy Robinson nu skal i fængsel for, blev offentliggjort i USA og første gang vist hos Trykkefrihedsselskabet i april 2023 ved et arrangement i Fællessalen på Christiansborg, hvor DFs Morten Messerschmidt var vært.
Det fremgår nu også at engelsk politi forsøger at skaffe sig adgang til Tommy Robinsons telefon og arkiver for at finde oplysninger om anonyme kilder til hans journalistiske arbejde, bl.a. vidneudsagn fra kvindelige ofre for muslimske voldtægtsbander i byen Telford. Angiveligt indeholder et af disse vidneudsagn bl.a. sex-anklager mod et socialistisk byrådsmedlem i Telford. Og Robinson beskytter sine kilder og vil under ingen omstændigheder give Englands politiske politi adgang til disse oplysninger.
England er ikke længere en retsstat og landets politiske magthavere benytter sig af autoritære og udemokratiske metoder, som vi normalt kritiserer f.eks. Rusland og Tyrkiet for.