Det begyndte for alvor at gå galt i 2011 med det såkaldte arabiske forår, men uroen i Mellemøsten var allerede længe undervejs. Vi fik det bare ikke at vide. Eller rettere sagt, vi var vidner til en bagatellisering af den. De, der var ansat til at oplyse os om Mellemøsten, gav os et falsk billede.
Det arabiske forår, der skulle indvarsle ny tidsalder i Mellemøsten, har vist sig at være et fatamorgana og burde i stedet kaldes “islamisternes forår”, fordi det er sidstnævnte, der mest har draget fordel af det. Men den udvikling havde ingen af vore hjemlige mellemøsten-eksperter set komme.
Naser Khader (der senere er kommet på andre tanker), Weekendavisens mellemøsten-ekspert Pernille Bramming, Lektor på Carsten Niebuhr Instituttet, Michael Irving, prof. dr. phil. Jakob Skovgård-Petersen, dr. phil. Jørgen Bæk Simonsen, Politikens Anders Jerichow og utallige andre har alle troet på, at der for enden af tunnelen lå en fager ny verden med demokrati og overholdelse af menneskerettigheder.
I stedet har vi set fordrivelser af kristne og yazidier, enkelte massemord og kaotiske tilstande med forarmelse af titusindvis af mennesker til følge. Egypten var på et tidspunkt på vej til et bankerot, og i Libyen har de i stedet for én Gaddafi nu fået mange.
Hvordan kunne det ske? I tilbageblik er det lysende klart, at alle de kendte mellemøsten-eksperter har taget fejl – endda meget fejl – og deres mildt sagt mangelfulde mellemøsten-dækning er blevet bemærket af journalisten Klaus Wivel.
I Weekendavisen 13. 5. 2011 gik han i rette med en særlig underafdeling af misinformanter, som han kalder de danske Syrien-apologeter, herunder ex-ambassadør og islam-konvertit Ole Wøhlers, der apropos Syrien – hvor folk nu lystigt torturerer og myrder hinanden – tidligere har sagt følgende: "Jeg har ikke levet i noget samfund, der i den grad har været præget af gensidig religiøs respekt og tolerance.”
Jørgen Bæk Simonsen
En anden, der fik sig en tur i Wivels vridemaskine var tidligere direktør for Det Danske Institut i Damaskus professor Jørgen Bæk Simonsen, der altid har været enig med Wøhlers i, at Syrien er et tolerancens arnested. Uha da da, sagde han, syrerne kan vi lære en masse af. Det var indtil landet eksploderede i en borgerkrig, der overgår næsten alle andre i brutalitet og sadisme.
Jamen syrerne er trods alt mere høflige, end vi er, skrev Bæk Simonsen, da ”foråret” brød frem. Og det vil undertegnede gerne tro på. Det er ikke helt ufarligt at fornærme folk i Syrien, men Bæk Simonsen - ligesom Voltaires uheldige filosof Pangloss – kan kun se verdens lyse sider.
»Der er markante forskelle fra debatten i Europa over for andre steder i verden. Går man for eksempel til Mellemøsten, har man en århundrede lang tradition for at være meget forskellige. Her er indbyrdes varianter af forskellige udformninger af, hvad det vil sige at være menneske.« Denne semantisk set ikke så lidt særprægede sætning er naturligvis skrevet før helvedet i Syrien brød ud for alvor, men helvedet kom ikke af ingenting, og lige under den pæne omgangstone må der have ligget andre ting, som Wøhlers og Bæk Simonsen i det mindst må have anet. Så hvordan kan de rapportere tilbage til Danmark med et budskab om, at de befinder sig i selve paradisets have, før slangen dukkede op? De er begge udsendt af den danske stat og har en pligt til at bruge deres øjne og derefter at tale sandt. I begge henseender har de svigtet. Klaus Wivel har følgende kommentar:
“Statens udsendinge skal naturligvis forstå at udtale sig diskret, hvis de vil have adgang til de højeste kredse. Men Wøhlers og Bæk er i årevis gået adskilligt længere end det. De har, om ikke fortiet, så underspillet den undertrykkelse, som finder sted. De har skam også nævnt regimets synderegister i ny og næ, men har aldrig ladet politistatens metoder kaste skygger over deres kærlighedserklæringer til landet. Det har heller ikke påvirket deres syn på den nation, som har sendt dem til Syrien.”
Men de er ikke de eneste syndere, skriver Wivel. De følger bare en veltrådt sti. Bæk Simonsens forgænger – stifteren og første direktør af Det Danske Institut i Damaskus, Peder Mortensen – havde præcis samme tilgang til Mellemøsten: Vi i Vesten er onde - arabere er gode.
I en samtale med Bjørn Nørgaard om den rigdom, der ligger i forskellige religioner, siger Mortensen, at ”man skal lægge den arrogance bort, som Vesten og et enkelt vestligt land her i Mellemøsten har. Den arrogance i forhold til sine medmennesker må man jo lægge til side.«
”Han siger faktisk, at Syrien er lig mangfoldighed og Vesten er lig menneskefjendskhed,” skriver Wivel, og ”hvem dette ene arrogante, vestlige land i Mellemøsten er, kan læseren nok gætte.”
Jakob Skovgaard-Petersen
En anden ekspert, der mærker Wivels svøbe over ryggen, er den meget præmierede professor Jacob Skovgaard-Petersen, der skrev en glødende panegyrik om Egyptens universitet Al-Azhar. Det er et ganske vidunderligt sted, kunne man forstå, og det faktum, at jøder og kristne ikke må komme ind, fandt Skovgaard-Petersen ikke nogen grund til at indvie læserne i.
Det hørte åbenbart til småtingsafdelingen. Reportager fra Mellemøsten skal smage af honning, ikke malurt, og Bæk Simonsen, Wøhlers og Skovgaard-Petersen vil nødig give os det indtryk, at der er noget galt. Og derfor, i stedet for at informere os gør de os dummere, end vi var før.
Eksempelvis om begrebet jihad. Hvad er det? Krig? Nej nej nej, beroliger religionssociolog Brian Arly Jacobsen i JP 11. okt. 2015. Det er kun et fåtal af muslimer, der opfatter det sådan. Ingen har fortalt ham, at analyser af muslimske tekster viser, at i over 90% af dem har begrebet en krigerisk konnotation.
Og sådan bliver ordet jihad også opfattet af et flertal af muslimer. Det ved religonssociolog Brian Arly Jacobsen ikke. Han burde overveje et jobskifte. Hans uvidenhed er også blevet bemærket af andre. Kasper Støvring funderer over den i Berlingske Tidende i forbindelse med en Wilke-undersøgelse om danske muslimers tiltagende religiøsitet. Det faktum, at Arly Jacobsen er blevet overrasket over det ”siger noget om niveauet hos eksperterne, som medierne og politikerne støtter sig til”, skriver Støvring.
”Er disse eksperter uvidende eller ideologisk forblændede? Eller begge dele? Hvorfor sætter de sig ikke ind i de tilgængelige undersøgelser, og hvorfor deler de ikke denne viden?” Og videre: ”Det er jo almindelig kendt, at muslimske efterkommere generelt er mere troende, radikaliserede og fundamentalistiske end indvandrere, dvs. første generation. Undersøgelser fra bl.a. Policy Exchange, WZB og Populus har længe vist dette.” Men det har vore hjemlige eksperter åbenbart ikke hæftet sig synderligt ved.
Herbert Pundik
Et andet og endnu mere kendt eksempel på en ekspert i misinformation er Herbert Pundik. Han har taget fejl i næsten samtlige sine spådomme – dog uden at have mistet sin status som vismand og fortaler for Israel (hvad han bestemt ikke er).
Pundik hører til den gruppe af politisk korrekte jøder som University of Haifa Professor Stephen Plaut kalder “Israels værste fjender”, hvoraf de to mest kendte er den amerikanske lingvist Noam Chomsky og dennes endnu mere rabiate meningsfælle, den nærmest vanvittige, Norman Finkelstein.
Sidstnævnte citeres flittigt på Holocaust-benægter-hjemmesider, men det generer ham ikke. Han og hans meningsfæller er Israels farligste fjender, fordi folk tror, at deres jødiske baggrund må være et bevis på, at de har ret. Hvorfor skulle jøder ellers angribe en jødisk stat, tænker folk, men det faktum, at Chomsky-Finkelstein-Pundik vender sig mod Israel, er ikke så mærkeligt.
Mange europæere gør præcis det samme. De betragter deres egen civilisation med afsky og ønsker den erstattet med noget andet – eller svækket så meget, at den ikke kan forsvare sig. Hvilket egentlig er det samme.
Helt i Chomsky og Norman Finkelsteins ånd har vor hjemlige Pundik skadet Israel mere end Fatih El-Abed, Mogens Lykketoft og hele den øvrige kohorte af danske israel-fjender tilsammen, Og det faktum, at så godt som alle hans analyser har vist sig at være forkerte, har som sagt ikke skadet hans renommé.
“Arafats forsoningspolitik sejrede”, stod der med store bogstaver i Politiken 22.1.1996, og her kunne en glædestrålende Herbert Pundik fortælle læserne, at “den fundamentalistiske Hamas-bevægelse er blevet afsløret som en papirtiger”!
10 år efter denne jubelraptus er der nok ikke mange, der ser Hamas som en papirtiger og Arafat som den store forsoner. Og endnu mere absurd er Pundiks på overfladen fornuftige advarsel mod en konfrontation med Iran i Politiken 19. maj 2012.
Her skriver han, at man først skal prøve med det gode, og – hvis det ikke virker – “bliver krigen igen en mulighed”. Oversat til virkeligheden betyder det, at man skal vente med at bruge magt, indtil Iran har fået sin atombombe. Dvs. man skal vente, indtil det er for sent – og så skal man slå til! Sådan skriver Politikens ”Mister Israel”. Man skulle næsten tro, det var Mister Bean.
Chomsky, Finkelstein og Pundik, der alle ønsker Israel afvæbnet og sat i skammekrogen til evig tid, er som sagt ikke så sjældne som man skulle tro, og i øvrigt er svigt overfor egen lejr langt fra et fænomen, jøder har monopol på. Det kender vi til bevidstløshed fra den danske venstrefløj. Men det sørgelige ved Pundiks uvilje mod Israel, er, at han inderst inde ved, at araberne i stedet for ”dialog” i virkeligheden ønsker Israels endeligt.
Men det siger han ikke højt. Alligevel kom han til afsløre en stor flig af sandheden i en ganske bemærkelsesværdig – og senere ganske fortiet – artikel, hvor han indirekte betyder læserne, at Arafats forsoningspolitik ikke var andet end førsteklasses fup. Overskriften var “Historien om Faisal Al-Husseini”, og den omhandlede med Pundiks egne ord om “en palæstinensisk frihedskæmper, der talte om forhandling og kompromis”.
Men da denne store moderate skikkelse pludselig døde, kom der artige ting frem. Kort for sin død havde Al-Husseini nemlig betroet en egyptisk journalist, at “Osloaftalen, som Arafat traf med den daværende israelske ministerpræsident, Ytzak Rabin, var “en trojansk hest, hvis formål var at bryde gennem de israelske forsvarsværker – et skridt mod det strategiske mål, Israels fald” (Pundik i Politiken 5. august 2001).
Skåret ud i pap betyder dette, at alle – israelerne, Rabin og Pundik himself – simpelt hen er blevet bondefanget. Men det kan Pundik alligevel ikke få sig selv til at sige lige ud, og han slutter artiklen med det mærkværdige udsagn, at “bolden nu ligger på Arafats boldgade”. Dvs. Pundik tror stadig på ham, og det er tydeligt – i hvert fald for os – at han intet har lært af hele denne uhyggelige farce. Intet.
Eksperter der gør os dummere
Så summa summarum : Ønsker man at blive klogere på Mellemøsten, er det ikke Ole Wøhlers, Jørgen Bæk Simonsen, Jacob Skovgård-Petersen og Herbert Pundik man skal læse. Dem bliver man ikke klogere af. Snarere tværtimod. Men heldigvis er der andre muligheder.
Der er vidende kommentatorer på internettet og i de mindre aviser, men de bliver ikke inviteret i Deadline eller i TV-nyhederne i den bedste sendetid. Så det er ovennævnte ”eksperter” der har frit spil.
Er det alvorligt? Det mener jeg. I stedet for redelige informationer om Mellemøsten får vi partsindlæg. De fleste af dem beroligende, af typen ”det skal nok gå”. Men i Mellemøsten er det sjældent sandt, ”at det nok skal gå”, og det kan man se på den farlige drejning det ”arabiske forår” har taget, og som vi takket været eksperterne ikke var forberedt på.
Og hvad kunne man ellers forvente? Eftersom de politisk korrekte – guderne må vide hvorfor – har valgt at lægge alle deres ideologiske æg i islams kurv har de naturligvis anset det som deres pligt – deres hellige pligt – at lave historien om.
De evige bad guys
Og ingen er vist gået så målrettet til værks i denne henseende, som den tungetalende Jørgen Bæk Simonsen, redaktør af Politikens handy, lille Islam Leksikon (1995). Her finder man sande perler af newspeak, der ville få protagonisterne i George Orwells 1984 til at blive grønne af misundelse.
Den blodige islamiske erobring af Mellemøsten - og Maghreb, Spanien og det halve Indien - omtales på en måde, der minder om beskrivelsen af en spejderudflugt. Muslimer erobrede ikke disse områder, nej, de ”opnåede kontrol” over dem, skriver Bæk Simonsen, der ikke tøver med at tale om ”erobring”, når de gælder korstogene (se indslaget med denne overskrift).
Vesten er altid ”the bad guys” og kommer der undtagelsesvis noget, der kunne sætte islam i et dårligt lys, bliver det straks bagatelliseret. Således også i afsnittet om mihna, der betyder ”inkvisition”. Gud, har muslimerne også haft sådan en, tænker man?
Men, not to worry, den oprettedes af khaliffen al Ma'mûn (han levede omtrent samtidig med frankernes Karl den Store) men blev hurtigt nedlagt igen af khaliffens efterfølger Al-Mutawakkil (vi skal møde ham igen om lidt), der tilsyneladende var meget progressiv og havde samme samfundstanker som Danmarks Radikale Venstre.
”Khaliffens forsøg på at ensrette islam blev stærkt kritiseret af de lærde”, skriver Bæk Simonsen med tungen lige i munden, og her er vi fremme med hans kongstanke, nemlig at islam ikke er en rigoristisk og stivnet lære. Nej tværtimod, det er en mangfoldighed af mangfoldigheder, hvor alle stort set kan mene, hvad de vil.
Hvilket ville være meget smukt, hvis det var sandt. Hvad det desværre ikke er. Langt fra. Der er ikke noget indslag under overskriften ”Fortolkning” i Islam Leksikon (der er tale om fortolkning af småting andre steder i bogen), men det hovedprincip, der har styret islam gennem 1000 år - ”fortolkningens dør er lukket” - hører vi ikke noget om. Og her vil jeg foretage et lille sidespring til en vis Tim Pallis, der i et åbent brev til Naser Khader i netavisen, Snaphanen, giver denne en lektie i islams historie.
I afsnittet "Hellenisering af islam" skriver Pallis om khaliffen Al-Mutawakkil, der langt fra at være datidens svar på Zenia Stampe ”havde indført dødsstraf for at antage de mutazilittiske (de hellinistisk eller fornuftsbaserede doktriner)...Det var en teologi, hvor der var mulighed for at tage hensyn til både åbenbaring og fornuft i Islam.” Men folk med de tanker kom ikke særlig langt.
”Mutaziliterne blev smidt på porten, og den strenge gamle jurist Ibn Hanbal (d. 855) hentet ud af fængslet for at af-hellenisere Islam...Det blev forbudt boghandlerne at sælge bøger om teologi (kalam), dialektiske diskussioner (gadal) og filosofi (falsafa).”
Fortolkningens port er lukket
”Forfølgelserne fik dog ikke den græske tanke blandt mutazilitterne til helt at forsvinde med det samme”, fortsætter Pallis. ”Andre græsk-tænkende filosoffer (faylasuf) efterfulgte mutazilitterne som Abu Naser Al-Farabi (870-950), Avicenna eller Ibn Sina (980-1037) og Averroes eller Ibn Rushd (1126-1198).
Men af-helliniseringen, som betød en opgivelse af fornuften og den rationale tanke var begyndt, og det endte med at porten til de teologiske og filosofiske fortolkninger, som man kalder idjtihad, blev lukket i. Og lad mig sige det ligeud, at den såkaldte islamiske reformation, som startede i 1800-tallet med Al-Afghani (1838-1879), Muhammed Abduh (1849-1905), Rashid Rida (1865-1935) og Hasan Al-Banna (1906-1949) blot satte en stor hængelås på den port. Og den sidder der endnu.” Så vidt Tim Pallis. Ganske tankevækkende ord, må man sige.
Ganske vist er Ibn Hanbals lære kun basis for en af de fire islamiske juraskoler, men dens grundprincip – at koranen er forfattet af Allah selv – gælder alle muslimer. Og derfor er noget, der svarer til bibelsk exegese, umuligt. Fordi det ville være blasfemi. Koranens dunkle passager må gerne forklares, men at fortolke den som andet end en guddommelig åbenbaring er der ingen muslim, der slipper godt fra. Så idjtihads port er lukket.
Al fornyelse er aflyst. Og bandlyst. Hvad siger Bæk Simonsen til det? Ikke ret meget. Han reducererer idjtihad til teologisk småfnidder og kommer slet ikke ind på tanken om, at islam lige siden Ibn Hanbals tid uigenkaldeligt er stivnet i en åbenbaringsfortælling, hvor fornuft og tolerance meget lidt plads har.
”Man kan ikke ændre på, hvad der står i Koranen og hvad profeten har sagt til os, at vi skal gøre”, siger Imam Fatih Alev fra Dansk Islamisk Center og bakkes op af imamen ved Grimshøjvej-moskéen, der siger, at hvis man afviger fra ovennævnte princip ”så er man ikke muslim mere” (JP 13. oktober 2015).
Så enten er det Tim Pallis, der er fuld af fup, eller også er det Jørgen Bæk Simonsen. Sidstnævnte er nu professor i faget, og som sådan skal han vejlede os - den uvidende danske befolkning - i mødet med en arabisk/muslimsk verden, der nu er kommet meget tæt på. Hjælper han og hans medeksperter os i det? Eller vildleder de os? Eller er de blinde? Eller er det en blanding af begge dele?
En ”villet blindhed” måske.
Hvilket passer meget godt til den fagre nye verden, vi bevæger os ind i. Den minder faktisk lidt om Alices oplevelser i Eventyrland, hvor The Red Queen, den røde dronning, havde en meget kontant løsning på problemer skabt af mennesker, der generede hende: ”Off with his head”!
Kommer vi snart til at leve i Eventyrland?
