"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Geert Wilders: Nej til immigration - ja tak til integration

14. juni 2009 - Den løbende - af Helle Merete Brix

Rapport fra dagens pressemøde på Christiansborg

"Hvorfor er du så kontroversiel?", lød et spørgsmål til den hollandske politiker Geert Wilders på dagens pressemøde på Trykkefrihedsselskabets konference om Free Speech and Islam.

Wilders i Westergaards streg

Men selvom Wilders stadig anses for kontroversiel, vil der, som han udtalte på pressemødet, komme et tidspunkt, hvor regeringschefer og regeringer ikke længere kan undgå ham. Den nylige valgsejr ved Europaparlamentsvalget i Holland kan betyde, vurderer Wilders, at han om to år bliver Hollands premierminister. Så vil for eksempel den danske statsminister ikke længere kunne undslå sig for at mødes med ham.

Ligesom der var stuvende fuldt i Landstingssalen, hvor konferencen blev holdt, var der fulde huse til pressemødet og journalister fra både ind-og udland.

Wilders kunne afvise forestillingen om, at hans parti ønsker at sende muslimer ud af landet. Nej, siger Wilders, han vil stoppe immigrationen fra muslimske lande, men gerne hjælpe de hollandske muslimer med at blive ordentligt integreret. Han er også af den opfattelse, at "de fleste muslimer er lovlydige og fredelige".

Man kan spekulere på, hvordan disse udmeldinger må lyde i ørerne på de journalister, der i årevis aldrig har undladt at føje et "ekstremistisk" eller "radikal" eller "højreekstrem" til Wilders, når de har omtalt ham.

Wilders afviste på pressemødet ikke blot ideen om Tyrkiet i EU - hvad der er velkendt - ikke kun fordi Tyrkiet er et muslimsk land men også fordi han ikke ønsker at EU skal have grænser til for eksempel Iran. Og han afviste tanken om en europæisk islam:

"Jeg tror ikke, på en moderat islam. Jeg tror på, at mennesker kan ændre sig. Des flere moderate muslimer, des bedre". Og så kunne Wilders også fortælle, at han endda modtager støttemails fra muslimer i lande som Pakistan, Saudi Arabien med mere.

Wilders opfatter islam som en ond ideologi, og han vil have forbudt koranskolerne. Ligesom han har arbejdet på at få koranen forbudt: For hvorfor skal kun Adolf Hitlers bog Mein Kampf forbydes, når man kan finde tilsvarende frygtelige ting i koranen?

Intet normalt liv

Der blev på pressemødet også spurgt til Wilders private situation. Lever han stadig med de samme stærke sikkerhedsforanstaltninger? Spørgsmålet var næsten overflødigt, for der var sikkerhedsfolk i lange baner, ligesom det var tilfældet ved middagen aftenen før. Wilders kunne svare, at det endda var blevet en smule værre efter at han havde produceret Fitna:

"Det bliver næppe i dag eller i morgen, at jeg kan leve et normalt liv".

På pressemødet var dagens øvrige panel også tilstede: Den syrisk-amerikanske psykiater og forfatter Wafa Sultan, amerikanske Diana West, journalist og vicepræsident i International Free Press Society, den amerikanske advokat Ann Fishman fra The Liberty Legal Project, Mrutyuanjai Mishra, bestyrelsesmedlem i Trykkefrihedsselskabet samt Søren Espersen fra Dansk Folkeparti. Espersen deltog senere på dagen i politikerdebatten sammen med Karen Jespersen fra Venstre og Naser Khader fra Det Konservative Folkeparti.

Sappho og Trykkefrihedsselskabet arbejder på at få dagens taler lagt ud på hjemmesiden så hurtigt som muligt

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg