”Gad vide hvordan England ville se ud, hvis politiet behandlede Hamas-lederne i England med blot et minimum af den nidkærhed de udfolder for at forfølge Tommy Robinson”. Sådan lyder et tweet som den engelske forfatter og kommentator Douglas Murray lagde på Twitter/X søndag eftermiddag efter at ca. 20 betjente fra det engelske politi arresterede Tommy Robinson ved en demonstration mod antisemitisme i London.
Og det er ikke en tilfældig sammenligning for i ugevis har pro-Hamas, jihadist-demonstrationer fyldt gaderne i London og andre engelske byer, som de har i Danmark, og på intet tidspunkt har politiet grebet ind overfor de demonstranter, der har truet jøder med udslettelse, vandaliseret mindesmærker og skabt ballade i den forbindelse. Men så snart Tommy Robinson møder op med en kameramand for fredeligt at rapportere fra en offentlig demonstration, er politiet talstærkt til stede for at overmande og arrestere ham.
Det er et ganske alarmerende forløb, der kan stykkes sammen af de videoer, der i disse timer bliver lagt på især X og Telegram, startende med Tommy Robinsons egne optagelser, fra han bliver afbrudt i sin morgenmad på en cafe af en gruppe betjente, der beordrer ham til at bryde op ”…og forlade området” fordi hans person giver anledning til ”frygt og uroligheder”. Det er en helt absurd scene, der udspiller sig på cafeen, hvor Tommy Robinson, til trods for, at han er til stede med sin kameramand (der optager optrinnet), fuldstændig afvises af politiet, der nægter at anerkende hans ærinde som journalist – og dermed retten til fri presse – der skal dække søndagens demonstration, men åbent erkender, at det er ham som person, der skal væk. Som den ledende betjent siger: ”Det er dig som person, der ikke har ret til at være her. Det har intet at gøre med dit job (…) det er for at forebygge frygt og uroligheder”.
Det ville være grinagtigt, hvis det ikke var så alvorligt, for hvem er det lige, der forårsager frygt og uro, når politiet talstærkt vælter ind på en café for at intimidere en mand, der fredeligt sidder og spiser sin morgenmad? Og med hvilken ret? Ikke på noget tidspunkt finder politiet det relevant at godtgøre, hvorvidt Tommy Robinson har begået noget ulovligt.
Næste klip er fra den efterfølgende demonstration i det centrale London, hvor Tommy Robinson slæbes væk af ca. 20 betjente og man kan se en af de betjente, der har fat i ham, trække hans hoved tilbage og sprøjte peberspray direkte ind i ansigtet på ham. Det er chokerende billeder af rå politivold i det, der engang var sindbilledet på en demokratisk retsstat, men som nu officielt er reduceret til en bananrepublik.
Det er den omvendte verden, at en enkelt mand, der er mødt op for at rapportere fredeligt fra en demonstration mod antisemitisme, bliver betragtet som en større fare end de Hamas-sympatisører, der udgør den reelle trussel mod Englands jøder og som demonstrationen i søndags var en protest imod. Det er sørgeligt og oprørende, men samtidig heller ikke overraskende, når man ser søndagens begivenheder i et lidt større perspektiv: for det er påfaldende, at myndighedernes overgreb mod Tommy Robinson og forsøg på igen at lukke munden på ham ligger i direkte forlængelse af, at han har fået genåbnet sin Twitter-profil og dermed igen fået adgang til de hundredetusindvis af følgere, han hidtil har været afskåret fra.
Siden Tommy Robinson fik sin Twitter-profil tilbage, har det engelske retsvæsen påbegyndt en ny retssag mod ham for at have krænket forbuddet mod at omtale den såkaldte Jamal-sag, der gik viralt som historien om en hvid, engelsk skoledreng, der voldeligt overfaldt en syrisk flygtningedreng i skolegården. Tommy Robinson dokumenterede, at den stakkels syriske flygtningedreng var alt andet end uskyldig, men fik i retten forbud mod at omtale sagen. Det gjorde han alligevel i dokumentaren ”Silenced”, som havde premiere i Trykkefrihedsselskabet i København i april i år. Få dage efter, at Tommy Robinson havde fået sin platform tilbage på Twitter/X indledtes sagen imod ham, der kan give ham 2 års fængsel.
Og nu er Tommy Robinson så arresteret – endda på voldeligste vis – uden at have begået nogen lovovertrædelse og uden at det engelske politi finder det betimeligt at indrømme ham selv de mest basale retsgarantier, som ellers udgør fundamentet for et vestligt demokrati. Seneste nyt (mandag eftermiddag) er, at han er blevet sigtet og anklaget for ikke at have efterkommet politiets påbud om ikke at rapportere fra søndagens demonstration. Han er løsladt frem til retssagen i januar (formentlig), på betingelse af, at han ikke nærmer sig London eller deltager i demonstrationer.
Tilbage står, at det engelske politi med sin adfærd over for en borger – og til overflod dokumenteret af videoer på de sociale medier – har cementeret et billede af en retsstats kollaps, der må få den engelske befolkning til at frygte for både deres egen (rets)sikkerhed og deres lands fremtid. Det er en skandale.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis