Hvem har hørt om Jean Raspail og hans bog De helliges lejr (på fransk Le Camp des Saints)? Ikke ret mange, desværre.
I Frankrig er der dog en del mennesker, der kender ”denne undergrunds-bog”, som den sommetider kaldes, og de skatter den, for den er et ubetinget mesterværk.
Det er nemlig noget af det ypperste, den litterære kunst kan præstere: Sprudlende, vild, grusom, fortryllende, uafbrudt overraskende i sine billeder, skrækindgydende og hylemorsom.
Katakombe-tilværelse
Men hvorfor er bogen da blevet dømt til ”en katakombe-tilværelse”?
Fordi der ikke er én linje i den, som den politiske korrekthed kan finde acceptabel.
Jean Raspail er blevet erklæret ”ikke stueren” eller, som man siger på fransk, ”infréquentable” (én, man ikke kan omgås uden at blive kompromitteret).
Bogen er virkelig sprængfarlig, og forfatteren har fået det sjove indfald at forsyne genudgivelsen fra 2011 med en liste på 87 steder, for hvilke han i dag (hvis bogen var blevet udgivet for første gang) kunne blive stillet for retten.
Han overtræder nemlig samtlige ”anti-racistiske” love, som er blevet vedtaget i de seneste årtier.
Det kan alligevel ikke siges, at Jean Raspail er nogen obskur fransk forfatter – det er især denne bog, som har bragt ham i miskredit hos mange af de meningsdannende. Raspail har modtaget fine priser for sine romaner og fortællinger.
For kun at nævne nogle af dem:
Det Franske Akademis Store Pris for romankunst, Chateaubriand-prisen, Byen Paris’ Store Pris, Alfred de Vigny-prisen, og han er blevet foreslået som medlem af Det Franske Akademi. Men nævner man De helliges lejr, så sænker stilheden sig.
Dette er ikke helt tilfældet i udlandet. Bogen er blevet oversat til bl.a. engelsk (The Camp of the Saints), spansk, tysk, hollandsk såvel som til russisk, polsk og tjekkisk. I USA har værket fået den anerkendelse, den fortjener.
Den blev udgivet i en fremragende oversættelse allerede i 1975 på forlaget Charles Scribner’s Sons i New York, den er inkluderet i flere universiteters pensum, den blev læst af blandt andre Ronald Reagan og Samuel Huntington, og den modtog T.S. Eliot Award i Chicago i 1997.
Som man kan forstå, drejer det sig om en ”gammel” bog. Den er næsten 40 år gammel (blev først udgivet i 1973) og er noget af det mest aktuelle, der findes.
Som årene går, vil den netop blive mere og mere aktuel, for det er en profetisk bog.
Raspail nåede at skrive om faren ved det multi-etniske og multi-kulturelle Europa og ved den politiske korrekthed, som ødelægger virkelighedssansen og begrænser ytringsfriheden, før alt dette blev til virkelighed.
Den nu 86-årige forfatter har med smerte kunnet konstatere, at han havde ramt rigtigt.
Det lykkedes ham at skrive det 21. århundredes bog, før det 21. århundrede begyndte, og han skrev den i en tid, da et sådant værk stadig kunne udgives.
Hvad nu hvis de kom?
Raspail har mange gange fortalt, hvordan De helliges lejr blev til. Han befandt sig en sommer i en villa ved Middelhavet. En dag så han ud over vandet og hvilede sine øjne og sit hjerte ved dette skønne og rolige billede.
Pludselig slog den tanke ham: ”Hvad vil der ske, hvis de kom fra havet?” (”Et s’ils arrivaient de la mer?”)*. De: De ukendte, millionerne af fattige, elendige og syge, sultens og fattigdommens hær i pjalter, med væskende sår og med elendighedens ubeskrivelige stank?
Hvad vil der ske, hvis barbarerne kom ”talløse som havets sand”?
Sammen med dette spørgsmål meldte ét stærkt bibelsk billede sig – et billede, som rummede bogens indhold og blev til romanens titel. Det var ”de helliges lejr” fra Johannes’ Åbenbaring:
”Og når de tusinde år er til ende, skal Satan blive løsladt af sit fængsel. Og han skal gå ud for at forføre folkeslagene ved jordens fire hjørner, Gog og Magog, og samle dem til krig; de er talløse som havets sand. Og de drog over landets højslette og omringede de helliges lejr og den elskede stad” (Åb. 20,7-9).
”De omringede de helliges lejr og den elskede stad”. De trængte ind i vores kristne lande og i vores elskede stad. Således var bogen født.
På den første side i romanen møder vi den gamle litteraturprofessor, som bor i villaen ved havet, i det hus, som hans forfædre byggede i 1673, og som slægten, den ene generation efter den anden, har boet i.
Han kikker ud i det fjerne ligesom Raspail, og for ham bliver forfatterens spørgsmål til virkelighed. De kommer! ”Anti-verdenen” kommer! (Det hedder ”l’anti-monde” – ”anti-verdenen” på linje med Antikrist – fordi det bringer ødelæggelsen med sig.)
Og den gamle gudfrygtige mand (han troede virkelig, skriver Raspail, ”han troede på det evige liv, på forløsningen, på Guds barmhjertighed, på troen, på forventningen”) træffer sine foranstaltninger.
Han finder familiens gamle jagtgevær – og han vil, som en værdig efterfølger af Charles Martel og med en sand fornøjelse, skyde den franske multikulturelle aktivist, som med hjertet fuldt af had mod sit eget land var kommet for at byde de fremmede horder (som han kalder for ”min familie”) velkommen.
Og professoren forbereder dernæst en udsøgt fest – for de modstandsfolk, som han véd, må komme:
Bjerge af god fransk gammeldags mad:
”Elegante pyramider af smørebrød”, ”fine skiver af rød skinke rullet sammen som blomsterblade på enorme fade”, ”buketter af pølser”, ”patéer i terriner af sandsten”, gedeoste, løg i eddike, flasker med den fineste vin, cigaretter og cigarer og god stærk gammel cognac på en bakke med runde glas.
Kun Rabelais, Dickens eller Chesterton kunne have beskrevet sådan en kulinarisk overdådighed.
Citatet fra Johannes’ Åbenbaring – og endda i udvidet form med ”dyret” (”monstret”, som det bliver kaldt i bogen) og ”den falske profet” – danner romanens indre skelet og virker med en eksplosiv symbolkraft.
Selve skriftstedet med ”de helliges lejr” bliver indlemmet i en af de afsluttende scener, hvor de sidste benediktiner- munke, tolv (!) engleblide, barfodede og affældige oldinge, der knap kan holde sig på benene, går imod besætterne med nadverens sakramente i hænderne for at standse invasionen.
De har forladt deres kloster og går nu mod stranden, frem mod besætterne, fordi de skal, ja fordi de blev sat i bevægelse af den mægtige tro for 2.000 år siden.
De går frem med blødende fødder – som ”de sidste dages kirke” – idet de i et langt litani påkalder de glemte helgeners forbøn:
Den hellige Nikolaus, som tog sig af de små børn; den hellige Georg, som besejrede dragen; den hellige Pulkeria, som gav kvinderne frugtbarhed (det er just derfor, at disse helgener var gået i glemmebogen) – og de bliver trampet ihjel af den fremmede menneskemasse, som er gået i land.
En bog, der skrev sig selv
For Jean Raspail var arbejdet med denne bog noget unikt i hans liv. Denne roman, fortalte han, ”skrev sig selv”. Den blev til en fuldstændig ”inspireret” bog. Den brød ud af det dybeste i ham.
Og det dybeste er hans kærlighed til sit land, til sit folk, til forfædrenes hus ved havet, til bedstemorens ord og til den måde, hvorpå hun udførte sine daglige gøremål, til den kultur og den civilisation, som ikke kun konstituerer Frankrig, men også Europa.
Satirisk, sarkastisk, grusom – sådan er bogen. Men i hele denne vildskab hører man uafbrudt en dybtfølt kærlighedssang til det kristne Europa. Og fordi Raspail elsker det med hele sit hjerte, forsvarer han det.
Han vil ikke, at det skal dø.
Den ideologiske terrorisme
Intet ville være mere forkert end at forestille sig, at Jean Raspail er en fordomsfuld hjemmefødning, som krampagtigt holder på det gamle, fordi han ikke ved bedre.
Det modsatte er tilfældet.
Raspail er ikke kun en stor forfatter, han er en eventyrer, en opdagelsesrejsende. Han har udført utallige farefulde rejser, har erfaret den brogede verden på egen krop og åbnet sin sjæl mod den.
Han har rejst i USA, Canada, Alaska, Japan, Libanon, Jordan, Israel, Hongkong, de vestindiske øer, Patagonien og i Sydamerika på sporet af inka-kulturen – og han har skrevet om alt det, han så og oplevede.
Som han siger: ”Man rejser ikke så ufattelig meget, som jeg har gjort, og man skriver heller ikke godt tolv bøger om fremmede folkeslag, hvis man er racistisk indstillet – det ville være fuldstændig tåbeligt” (interview i Le Figaro Magazine).
Raspail kender til udlængsel og eventyrlyst, og han har taget hele verden til sig – men han ønsker ikke, at hans ”hjertes hjem hernede”, hans Frankrig, hans Europa skal gå under, hvilket alt peger på, godt kan ske.
Ødelæggelsesfeber
Det, der fylder ham med den største indignation, er det skamløse ”forræderi”, som ”det pak af massemedier, underholdningsindustri, menneskerettighedsforeninger, uddannelsessystem, reklamebureauer, retsvæsen, den kristne venstrefløj, præster, psykologer osv.” deltager i, de løgne og den defaitisme, de udbreder (Le Figaro Magazine).
De ”nyttige idioter”, som kan finde på at sige, som Frankrigs daværende præsident Jacques Chirac, at ”Europas rødder er lige så meget muslimske, som de er kristne”, alle dem, som er gået i tjeneste hos de kræfter, der bringer Europas undergang, i tjeneste hos ”the Big Other”.
”Big Other” er den betegnelse, Raspail bruger for at definere kernen i den herskende anti-nationale, anti-europæiske og anti-kristne ideologi.
Det, som optager ham, og som De helliges lejr beskriver, er netop ødelæggelsen af menneskets naturlige kærlighed til sit land, sit folk, til det, man ved fødselen er knyttet til og er forpligtet på at forsvare – den ødelæggelse, som ”den utopiske humanisme” med dens koryfæer (”anti-verdenens ærkeengle”, som han kalder dem) har medført.
Det konstante ideologiske bombardement, som har ødelagt menneskets sunde fornuft og de fundamentale ting i menneskelivet (familien, fællesskabet, skolen, tilknytningen til historien, troskaben) og har medført den største demoralisering.
Abstraktionens sejr over virkeligheden, som slagord à la ”Der findes hverken indere eller franskmænd, kun Mennesket” og ”respekten for Menneskerettighederne” klart signalerer (”menneskerettigheder”, som bliver ”forsvaret på bekostning af andre menneskers rettigheder”, som Raspail siger).
Og i alle disse skønne ord og fede fraser (”Nous vivons au siècle du verbe dissolvant” – ”vi lever i de altødelæggende ords tid” – skriver Raspail) er det hadet, ”et helligt had” mod Europa, der fejrer triumfer.
Hadet mod sine egne, hadet mod sit land, ødelæggelsesfeberen. Ved alle disse skønne ord og fede fraser hylder man ikke ”livet”, men netop ”døden”.
Massemedier, journalister, succesrige TV-folk, feterede meningsdannende, modtagere af Nobelfredsprisen, politikere, ministre, skolevæsen, fagforeninger, humanitære NGO’er, præster, missionærer, kirker, Kirkernes Verdensråd (WCC), Vatikanet (med adresse til de anti-kristne kræfter på spil i selve det katolske hierarki), FN og dens organismer – alle disse magt- og indflydelsesfaktorer bliver genstand for den mest skånselsløse, afslørende og vanvittig morsomme satire i Raspails roman.
Nogle af personerne flyder bare med strømmen og plejer deres interesser (magt, penge, berømmelse), mens andre lader sig kujonere; nogle er blændet af de skønne ord og kan ikke længere se virkeligheden og tåle at høre sandheden (”Vi lever i en tid, hvor det, man frygter, er sandheden”).
Det giver måske et sæt i én at se den kristne kirke omtalt som repræsentant for de opløsende kræfter (blandt massemedier, politikere osv.), men man må erindre, at denne tilstand også gælder for den danske folkekirke.
Det er tydeligt, at kirkens forræderi smerter Raspail dybt – for det er det sted, hvorfra sandheden og livskraften må komme – og at han betragter misbrugen af den kristne næstekærlighed som en dæmonisk list, for den perverterede næstekærlighed er selvretfærdighed og føleri, den er ofte kun en maske for (selv)hadet og fører i hvert fald til undergang.
Medlidenhedens fælde
Hvordan har løgnen kunnet få så stor magt over samvittighederne? spørger Raspail både i sin bog og i sine interviews.
Og han svarer: Det er gennem den uimodståelige appel til ”følelser”, ved hjælp af ”medlidenhedens fælde”.
Subtile manipulatorer (”de gode følelsers hydra”) har været dygtige til at fremkalde europæernes dårlige samvittighed, indgyde angeren, ”bøje den kristne næstekærlighed efter [deres] vilje” og således demoralisere folk, som holdt op med at stole på det, de er, og være stolte af deres kultur.
”Hos min bedstemor”, fortæller Raspail et sted, ”forbeholdt man en plads for den fattige. For én fattig, men ikke for en million” (”den fattiges plads” – ”la place du pauvre” – var en gammel skik, som bestod i regelmæssigt at invitere en fattig til middag) (Le Figaro Magazine).
Når ”den fattige” forsvandt, blev han erstattet med ”de fattige”, man skulle have medlidenhed med og invitere til middag; når ”næsten” forsvandt, blev han erstattet med den hele verden.
Men selv om ”de fattige” virkelig er fattige, selv om ”de sultne” virkelig er sultne, selv om deres våben kun er deres elendighed og deres svaghed, så er det stadig en pligt at forsvare sig selv, dvs. at forsvare sin verden mod undergang.
Med særlig kraft og i utallige variationer gentager Raspail dette moralske aksiom:
”Der findes ikke værre fejhed end den, som består i at give op over for de svage; der findes ingen værre fejhed end frygten for at bruge lovlig magt over for ulovlig vold”, siger han i sit interview i det ugentlige magasin Valeurs actuelles.
Og i De helliges lejr hedder det: ”Fejheden over for de svage er en af de stærkeste, mest underfundige og dødelige former for fejhed”.
Fra Konstantinopels fald til Europas fald
De helliges lejr er en stor freske, en allegori, en lignelse; et stærkt epos, på grænsen mellem det groteske og det heroiske.
En fortælling med voldsom fremdrift, en sand ”page turner”; en grusom satire over vores verdens forfald; et bevægende begravelsesdigt for det fortabte Europa, som har opgivet sig selv.
Lad mig nu lige give, ikke et resumé - for fornøjelsen ved læsningen må ikke ødelægges for læseren - men kun et kort omrids af bogen. De helliges lejr handler om Europa anno 2045-2050.
Den er altså en fremtidsroman, skrevet ud fra overbevisningen om, at ”nutiden indeholder fremtiden”, som Raspail siger i sit forord fra 2011.
Den fortæller om, at hundrede synkefærdige skibe – en sand armada – med hver 10.000 passagerer, i alt én million mennesker, har forladt Indien med det mål, som bliver gradvist klart, at nå til det europæiske ”paradis”, til ”det forjættede land”.
Forfatteren beskriver flådens sejlads og reaktionerne på alle niveauer (fra regering og massemedier til manden på gaden og aktivistmiljøerne) i Frankrig, i Europa og i hele verden.
Denne fremmede menneskemasse, som var stuvet sammen på skibene, og hvoriblandt der også var tusinder af lig, der vil blive smidt på Frankrigs kyst, går så i land påskenat.
Tyve tapre mænd forskanser sig i den landsby ved havet, hvor den gamle litteraturprofessor bor. Der etablerer de det frie Frankrig med egne love. De er ”la Résistance”.
Hvem disse 20 modstandsfolk er, er værd at nævne. Jeg har omtalt den ene af dem, professoren i sine forfædres hus. Ved siden af ham er der blandt andre:
Jules Machefer, chefredaktør på landets eneste selvstændige avis La Pensée nationale, som udkommer i meget små oplag, og hvis redaktionelle personel på tre unge mennesker arbejder uden løn**;
Statssekretær Jean Perret, den mindste i det franske regeringshierarki, og som bliver symbolet på den ene politiker af format i landet;
Den kostelige Monsieur Sollacaro, som udnævnes til en slags feltpræst og kirkeminister i Det Frie Frankrig – han er ”korsikaner, katolik og har ikke glemt én eneste bøn”, og han ejer et luksusbordel med navnet Sølvsynden i Nice.
Dette skal læses som en hyldest til det Europa, som har været i stand til at gøre selv sine laster til en civilisationskraft, og som en hyldest til det syndige, almindelige menneskes uforfærdede kristne tro.
Den kulsorte Monsieur Hamadura, ”fransk inder”, født i Pondicherry, som vælger at forsvare sit bosættelsesland, for det nationale tilhørsforhold er ikke et spørgsmål om ”hudfarve”, men om ”ånd”;
Hertugen af Uras, borgmester i en landsby med femten huse, sammen med sin chauffør og sin kammertjener, efterfølgere af to familier, der har tjent hertugens slægt i ti generationer, og som bærer de ærværdige navne Crillon og Romégas (det er navnene på to franske kaptajner, som deltog i søslaget ved Lepanto i 1571, hvor den kristne flåde besejrede osmannerne og standsede deres ekspansion);
Den græske skibskaptajn Luc Notaras (Lukas Notaras er navnet på den byzantinske storhertug og storadmiral, som var den sidste kommandant af den kristne flåde ved Konstantinopels fald; han blev fanget af tyrkerne og halshugget sammen med sine to halvvoksne sønner i juni 1453);
Og så er det generalstabschefen oberst Konstantin Dragases.
Dette er også et stort historisk navn:
Konstantin den 11. Palaeologus Dragases var søn af den serbiske prinsesse Helena Dragas og kejser Manuel den 2., som skrev de berømte ord om islam, som pave Benedikt den 16. citerede i sin tale i Regensburg i 2006.
Konstantin Palaeologus Dragases blev den sidste byzantinske kejser: Han faldt i kamp ved forsvaret af Konstantinopel den 29. maj 1453.
Det er disse mænd, forskanset i den eneste tilbageblevne frie landsby à la ”Asterix og Obelix”, der repræsenterer ikke kun Frankrig, men det hele Vesten.
Og stemningen blandt krigerne minder ikke kun om Asterix og hans fæller, men også om Chestertons pragtfulde bog Den flyvende kro (1914) – for alt er her munterhed, livsglæde og livsmod.
Den munterhed, som kun de, som ved, hvad de kæmper for, og vil dø med våben i hænderne, kan eje.
Det mirakel, som Chesterton beskrev i sin bog, hvor det lykkes hans to helte at vække det britiske folk til kamp, som så smider den muslimske hær i havet, gentager sig ikke her. Raspails helte kæmper til sidste mand – og den frie landsby bliver tilintetgjort.
Det, som Raspail fortæller om, idet han viser den frie landsbys fald – den landsby, som var Vestens sidste ”grænse” – er netop Vestens fald.
Ved at bruge stærke historiske navne (Notaras og Konstantin Dragases) sætter han Konstantinopels fald år 1453 og Vestens fald år 2050 i relation til hinanden.
Ligesom det mægtige Byzans efterhånden blev reduceret til byen Konstantinopel, som til sidst faldt, men faldt med ære, ligesådan er Vesten til sidst reduceret til en symbolsk landsby ved havet, som dog ikke giver sig uden sværdslag.
Konstantinopels fald er vævet ind i bogens substans som et memento, en konstant påmindelse om, at mennesket skal lære af fortiden.
Nu da al modstand er knust, bliver Frankrig hærget af en million elendige, men sejrende fremmede mennesker, som viser sig at være avantgarden af den tredjeverden, der har sat sig i bevægelse.
Romanen slutter med Europas undergang, idet alle grænser erklæres åbne. Der er ikke noget at sige mere, og forfatteren mindes den gamle rumænske fyrst Bibescos ”melankolske sætning”:
”Konstantinopels fald er en personlig ulykke, som har ramt os for en uge siden”.
Moskeen Notre Dame de Paris
På grund af Vestens demografiske og moralske forfald (demografien afspejler nemlig Europas moralske svækkelse) frygter Raspail, at det undergangsbillede, han har givet i sin bog, kan blive en virkelighed i løbet af en tre-fire årtier.
Europas befolkning vil blive til en minoritet, og den ganske kultur og civilisation vil ændre sig.
Når man spørger ham, hvad der så vil ske, plejer Raspail at sige, at disse europæiske minoriteter vil overleve i en slags reservater (”isolats”), ghetto-fællesskaber, hvorfra en modstandsbevægelse en dag vil konstituere sig og påbegynde en reconquista på linje med den, som fandt sted i Spanien og i de ortodokse lande under osmannisk herredømme.
Denne bog har Raspail ikke skrevet, men tråden er blevet taget op en anden forfatter:
Den russiske forfatterinde Elena Tjudinova. Hendes bog hedder Moskeen Notre Dame de Paris – anno 2048 (Elena Tchoudinova, La mosquée Notre-Dame de Paris: année 2048).
Elena Tjudinova ejer ikke Raspails sproglige geni, men hun er en talentfuld og modig forfatter. Hun har virkelig noget på hjerte – samme gode indtryk gør hun også i sine interviews:
Hun er uglamourøs, uden det mindste spor af selvoptagethed, hudløst ærlig og fuldkommen uforfærdet, et tænksomt menneske, som véd, at det kristne Europa strækker sig fra Paris til Skt. Petersburg, og som bekymrer sig over de kristne nationers skæbne, over det valg, som Europa skal træffe, men vægrer sig ved, og som simpelt hen er ”valget mellem Korset og halvmånen”.
Når Jean Raspail kunne skrive, som han gjorde, og få sin bog trykt, er det jo, som jeg nævnte før, fordi det skete i en tid, hvor der stadig fandtes en næsten ubegrænset ytringsfrihed.
Når Elena Tjudinova på sin side har kunnet skrive, som hun gør, er det ganske enkelt, fordi hun er russer – og den politiske korrekthed endnu ikke har nået at ”formatere folks hjernemasse” (som Raspail plejer at sige) og indføre censur og selvcensur.
Moskeen Notre Dame blev udgivet i Rusland i 2005 og er en bestseller.
Helt anderledes stiller sagen sig an, når det drejer sig om Vesten. Efter den russiske udgivelse henvendte forfatterinden sig til tres (!) franske forlag, som alle sammen afviste bogen.
Tjudinova betalte så selv for en fransk oversættelse og udgav bogen på internettet. Forlaget Tatamis, ledet af den unge og frygtløse journalist Jean Robin, opdagede den og besluttede straks at få den publiceret, hvilket fandt sted i 2009. (Forlaget Tatamis er en pendant til det danske Trykkefrihedsselskab.)
Moskeen Notre Dame de Paris – anno 2048 begynder der, hvor Raspail slap fortællingen.
Vi befinder os i det islamiserede Frankrig, regeret efter sharia. Kirkerne er, som Raspail nævner i slutningen af sin roman, blevet lavet om til moskeer – det gælder selv for katedralen Notre Dame.
Tjudinovas bog beskriver de islamiserede franskmænd – konversionen til islam er en overlevelsesstrategi – såvel som den parisiske ghetto af indfødte, som nægter at opgive deres identitet.
Med udgangspunkt hos Raspail fokuserer Tjudinova på modstandsbevægelsen:
En håndfuld mennesker, franskmænd (en af dem hedder endda La Rochejaquelein – det er navnet på en af de legendariske ledere af Vendée-oprøret mod den Franske Revolution), i samarbejde med en serbisk officer, som bærer smerten over tabet af Kosovo i sit hjerte, og med en ustyrlig ældre ortodoks kvinde med russiske og græske rødder.
Jeg vil ikke her røbe, hvordan det lykkes modstandsbevægelsen at gøre Notre Dame fra moske om til kirke og således forhindre, at den lider samme skæbne som Hagia Sofia i Konstantinopel, men blot fremhæve, at dette lykkes, fordi der er mennesker, der ofrer deres liv.
Bogen slutter med denne selvopofrelse og denne sejr og med, antydet gennem symboler, troen på opstandelsen – på Europas opstandelse.
Det korte øjeblik
Selvfølgelig er Raspails og Tjudinovas bøger fantasiens værk – hvad ellers kan skønlitteraturen ellers være?
Men fantasien er et erkendelsesinstrument, et middel til at udforske og afsløre virkeligheden, til at sige sandheden på en slående måde og til at bevare tanke- og ytringsfriheden.
De to bøger er en rystende appel til Europas selvbesindelse.
Både Raspails og Tjudinovas romaner er båret af kærlighed til det kristne Europa. De to kæmper med ordets magt for, at dette Europa fortsat skal eksistere. Vi befinder os mellem Konstantinopels fald (og Kosovos fald) og den fremtidsvision med dybe rødder i vores nutid, som de to bøger fremmaner.
Og i dette korte øjeblik mellem fortid og fremtid ligger vores ansvar.
Så har jeg kun ét at sige: God læsning og Bon courage! Tab ikke modet!
Monica Papazu er mag. art. og forfatter bl.a. til Guds klare solskin - H.C. Andersens kristne eventyr og historier
Noter
*Jean Raspail, Le Camp des Saints. Précédé de « Big Other », Paris, Robert Laffont, 2011; Raspail, « La Patrie trahie par la République », Le Figaro, 17. juni 2004; « Raspail: Ouvrir les yeux sur les mensonges », Valeurs actuelles, 10. februar 2011; « Jean Raspail: Aujourd’hui Le Camp des Saints pourrait être poursuivi en justice pour 87 motifs », Le Figaro Magazine, 5. Februar 2011.
Jean Raspails bog kan købes på fransk på Amazon.fr; på engelsk på Amazon.co.uk og på spansk på Amazon.es med titlen El Desembarco – El campamento de los santos. Den tyske udgave, Das Heerlager der Heiligen, ser ud til at være udsolgt. Den engelske oversættelse kan også læses online.
Elena Tjudinovas bog findes, så vidt jeg véd, kun på russisk, fransk og serbisk. Nogle afsnit er dog blevet oversat til engelsk og kan læses på nettet. Der findes også en del interviews med hende på fransk og på russisk (f.eks.) og adskillige artikler om hende på engelsk. (På engelsk staves hendes navn Chudinova).
** Jeg gætter på, at modellen til Raspails person Jules Machefer meget godt kan være den nu 91-årige og stadig meget aktive filosof og journalist Jean Madiran, som grundlagde tidsskriftet Itinéraires i 1956 og senere, i 1982, avisen Présent.
