En nødvendig krig, ikke en hellig krig

Anmeldelse af: Thomas Østergaard Aallmann: Løvehjerter. Med panserinfanteristerne i Helmand. Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, 128 s., 174,00 kr. Udkommer i dag. Køb bogen her

I efteråret 2008 bragte flere danske aviser nogle bemærkelsesværdige interviews med en feltpræst, der netop var hjemvendt fra tjeneste i Afghanistan. De stak ud fra den sædvanlige journalistiske grød ved at tale uden ironi eller fordømmelse om offervilje, heltemod og
fædrelandskærlighed, om ridder, død og djævel i de fremskudte baser i den berygtede Helmand-provins. Her talte en stemme, man normalt kun hører i heroiske film, det var som om en søvndyssende tv-avis blev afbrudt af et episk bråvallaslag fra Ringens Herre.

Nu har Thomas Østergaard Aallmann, sådan hedder manden, der i sit civile liv bebor præstegården på det kønne Thurø, skrevet en bog om sine erfaringer: Løvehjerter. Med panserinfanteristerne i Helmand. Den er hurtigt læst, men sent glemt.

Mytologisk univers

Først og fremmest er den en inderlig hyldestsang til de danske soldater, især vennen Christian ”Rocco” Raaschou, der faldt under en træfning i Upper Gereshk Valley d. 31. marts 2008. Sideløbende med fortættede beskrivelser af soldaterhåndværket er dens ærinde at
fortælle, hvorfor vi slås derude. For Thomas Aallmann er sagen klar: Det var vores vestlige kultur, vores frihed og orden, der blev angrebet 11.september. Derfor er vi i en selvforsvarskrig mod Al Qaeda og Taliban, som, understreges det, ikke repræsenterer det afghanske folk. Forfatterens egen position kan nærmest beskrives som en slags en slags poetisk konservatisme. Mistænkeliggjorte - eller bare latterliggjorte - ord som folk, fællesskab, fædreland, troskab og ære
er for ham umiddelbar virkelighed. Vi er formet af alt det, som forfædrene i deres glemte grave har ment, vi skulle have med. Det forpligter.

Dette verdensbillede formidlede han til soldaterne i lejren, og han indfældede dem bevidst i et mytologisk univers, hvorfra de kunne hente styrke til kampen mod en fjende, der har sin egen, dødelige mytologi. For der er en tid til kritik og analyse, og en tid til fortællinger og poesi. Danske soldater risikerer ikke først og fremmest deres liv for folkeretlige paragraffer, men for deres hjem og deres kære.

Det er kraftfulde - og farlige - sager, han rører ved, især på grund af hans evne til at fremmane stemninger med ord, som dette citat viser:

”Når først klokken falder i slag, og man kryber i læ bag en maskingeværposition, når lemlæstelsens krogede finger peger på dig og kaster al pjat på porten, når alt omkring dig er død og undergang, og intet af det, du møder og ser, minder dig om, hvem du er, så forstår man, hvad det betyder at høre hjemme, at have fred og del i et fortjent og fremavlet fællesskab. Et fællesskab som du glædeligt deler med dine landsmænd. Når man rykkes dybt ned under overfladens messende
krav om velfærd til den ældste erfaring i menneskets historie: en omringet borg, så afsløres den gamle kulturs dybeste ånd og nødvendighed – en hjemlig ånd, som det har taget hundredvis af år at fremelske.”

Kristendom og krig

Bogen er gennemgående holdt i denne særegne, lidt arkaiske og højstemte prosa, der mig bekendt ikke har sin lige i den samtidige litteratur. Jeg ved ikke, hvor denne sprogtone kommer fra, og jeg ved heller ikke, hvordan det lykkes forfatteren at undgå det svulstige, men det gør det. Han beskriver selv feltpræsten som en ”fortæller, trubadur, minnesanger”, og det passer perfekt på ham selv. Aallmann er godt klar over, at man med ond vilje kan læse Løvehjerter som et krigsforherligende manifest. Som jeg ser det, er den lige det modsatte, selv om visse passager er skrap kost for en normal dansk hobbit, der ikke engang har aftjent værnepligt. Aallmann er bevæget, men aldrig ude af sig selv. Det fremgår klart i bogens principielle overvejelser om det altid problematiske forhold mellem kristendom og krig. I visse situationer er pacifisme nemlig den mindst næstekærlige løsning:

”Ikke at gribe ind, fordi man ikke bryder sig om vold, fører ofte til mere vold. At ”vende sin anden kind til” har aldrig betydet, at du skal vende den andens kind til”.

Det er den stærkes pligt at beskytte den svage, og det kan indebære at gribe til vold. Senest efter 11. september 2001 står det klart, at Vesten er under angreb fra mennesker, der ikke vil os det godt og for hvem krigen er hellig, hvilket den ikke er for os. Men det betyder ikke, at den er
illegitim og at soldater er større syndere end civile:

”Taleban går i hellig krig, og deres vold er i overensstemmelse med deres gud. Men den kristne soldat går i krig fordi Danmark vil det, og han må sætte sin lid til syndernes forladelse som alle andre.”

For Aallmann giver det politisk mening, at vi bekæmper dem, der påviseligt vil os det ondt, i Afghanistan frem for i Vesterlandets hovedstæder, ude og ikke hjemme. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvad han ville sige som feltpræst til soldaterne i en krig uden samme legitimitet, f.eks. Irak, som han ikke ofrer mange ord på.

Tragiske helte

Løvehjerters ridderromantik har det selverfaredes ret, men vil sikkert vil støde nogle alligevel. Krigen anskues som et urfænomen, en elementær tildragelse, der smeder drenge om til mænd og afslører ”dybe sandheder” om den menneskelige tilværelse. Hør blot denne beskrivelse af en patruljering i fjendeland, hvor snigskytter og vejsidebomber gør døden akut nærværende:

”Og jeg blev overvældet af den afklarethed, der åbnede sig for mig – det var, som om fortid og fremtid forsvandt, og tid var en søjle af øjeblikke, en søjle af nutid, der rejste sig omkring mig – jeg gik inde i øjeblikket! Jeg var midt i evigheden. Søjlegang døbte jeg det”. Ernst Jünger kunne have skrevet noget lignende, men forskellen på Aallmann og Jünger – en afgørende forskel, efter min mening - er, at for sidstnævnte blev frontoplevelsen den sande ”indre erfaring”, som den grå hverdag ikke kunne måle sig med. Krigen blev et mål i sig selv. For Aallmann er den et forbigående og nødvendigt onde hvis vi vil bevare vores lyse, fredelige dagligdag.

Derfor er Løvehjerter en smuk og gribende bog om en ulyksalig krig, skrevet af respekt for dem, der gør tjeneste derude. De er løvehjerter og tragiske helte. Tragiske, fordi vi, der har pålagt dem at gribe til våben, aldrig vil kunne dele deres erfaringer. Hvis vi kunne, ville vi ophøre med at være det hjem, som soldaten har valgt at forsvare. Derfor er det mindste vi kan gøre at ære dem. En måde at gøre det på er at læse Løvehjerter.

Lars Christiansen er cand. mag., freelance journalist og medforfatter
til ”Gudløse hjerner. Et opgør med den nye ateisme” (2009).