Princip tages for givet
Lighed for loven. En sætning som De, kære læser, sikkert ofte har hørt eller endda udtalt. Dette lighedsprincip har fået fornyet betydning efter at islam for alvor har slået rod i Vesten.
Sharialoven, islams hellige lov, bygger på ulighed og på at sikre den mandlige muslims privilegium. I europæisk lov, i vestlig lovgivning er vi derimod lige for loven. Om vi er mand eller kvinde, muslim eller buddhist.
Måske tager vesteuropæere dette princip for givet. Da organisationen One Law for All blev stiftet i 2007 som modvægt mod Storbritanniens introduktion af sharia inden for landets grænser, var det ikke gammelbriter der tog affære, derimod to tilvandrede kvinder:
Den iranskfødte producer Maryam Namazie og den kroatiskfødte husmor Goranka Gudeli. Begge har boet i USA, men har ellers vidt forskellig baggrund.
Namazie er opvokset i Iran, som hun sammen med sin familie forlod i 1980 efter Ayatollah Khomeinis islamiske revolution. Namazie er også medlem af centralkomiteen for Irans Kommunistiske Arbejderparti.
Gudeli er opvokset i Titos kommunistiske Jugoslavien og har, forsikrede hun mig i en pause ved organisationens seneste arrangement i London i midten af marts, ingen veneration over for nogen afart af marxisme. Men kampen for demokratiets lighedsprincip skaber alliancer på kryds og tværs.
Mod stening og sharia
I dag har One Law for All eksisteret i 4 år. Organisationen arrangerer blandt andet konferencer om frafald og sharia og kvinders rettigheder og demonstrationer mod stening.
Det er også One Law for All, der sammen med andre organisationer har rettet opmærksomheden mod den dødsdømte iranske kvinde Sakineh, som også Sappho har skrevet om.
Jeg har for Human Rights Service i Norge dækket tre af organisationens arrangementer. Første gang var i november 2010, da One Law for All var medarrangør af en kunstudstilling og en kunstkonkurrence.
Blandt de medvirkende var kvindelige italienske og polske kunstnere, der ikke var bange for at tage livtag med shariaens syn på kvinder.En kunstner havde således skabt en lille skulptur af sten, der forestillede ansigtet på en kvinde, der bliver stenet.
I det chikke galleri i Southwark i London var der så fyldt, at man dårligt kunne komme rundt. Gæster i alle aldre, med mørk og lys hud, gnaskede oliven og drak hvidvin, mens de diskuterede islams syn på bøsser og kvinder.
En ældre, pakistansfødt herre, jeg faldt i snak med fortalte mig, hvor nervøs han var for udviklingen i Storbritannien. Han tænkte på islams fremvækst i landet.
Næste arrangement, jeg deltog i fandt sted i december 2010 og handlede om frafald og sharia. Ved konferencens start i Conway Hall blev det sagt, at de, der ikke ønskede at blive fotograferet, skulle sætte sig på balkonen.
Her satte sig blandt andet en tidligere hardcore-salafist, der har forladt islam. Blandt paneldeltagerne var en tidligere mangeårig lærer på en islamisk skole, der har gjort det samme.
Unødvendig religionsfjendtlighed
One Law for All er domineret af folk fra venstrefløjen og har sine svagheder. Ved den seneste konference om kvinder, religion og sharia i marts i år, havde jeg til opgave at lede en af paneldiskussionerne.
Ikke mindst ved denne konference udviste talerne en agressivitet over for religion i al almindelighed, som jeg finder urimelig.
Til tider antog den groteske proportioner. Men det er forventeligt, for hver tredie taler ved One Law for Alls konferencer er ofte tidligere talsperson for en eller anden socialistisk organisation.
En ung kvinde, der ligesom Namazie er født i Iran, råbte at religionens repræsentanter var “agenter for den herskende klasse med det formål at kontrollere folk”. Derefter citerede hun fra et skrift af en iransk marxist.
En lige så umulig polsk taler flød ind over bordet, mens hun flere gange nævnte, at hendes hjemland Polen havde været styret af “såkaldt kommunisme”. Javel ja. Den sande kommunisme er naturligvis noget helt andet og fint.
For undertegnede, der er mangeårigt medlem af et buddhistisk trossamfund og er endt med at mene at konservatismen er medmenneskets bedste beskytter, er sådanne indlæg noget af en prøvelse.
Men som Buddha siger, hvad der ikke slår dig ihjel gør dig stærkere, og man lytter og lider og vinder i styrke. Og glæder sig over alle de spændende mennesker og energiske kvinder man også kan møde ved organisationens arrangementer. Her blot et par eksempler:
Amnesty i seng med Taleban
Journalisten Ghita Saghal, der sidste år blev suspenderet fra sin stilling i Amnesty International, fordi hun gik offentligt ud med sin kritik af organisationens promovering af den tidligere Guantanamo-fange Moazzam Begg.
Begg er leder af gruppen ”Cageprisoners”. Saghal har i pressen refereret til ham som ”Storbritanniens mest berømte støtte af Taliban”.
Marieme Helie Lucas, der i dag bor i Frankrig men også er en pioner i Algeriets´ kvindebevægelse. I 1980’erne demonstrerede hun sammen med andre kvinder mod islamiseringen af lovgivningen. For mange år siden grundlagde hun organisationen Women Living Under Muslim Laws, der eksisterer i dag med kontorer i en række lande.
Yasmin Rehman, der i dag arbejder som konsulent men har en fortid i det britiske politi. Hun talte åbent om hvordan unge, britiske muslimer i dag ikke længere introduceres til den poesi, kultur og pluralisme, der “engang fandtes i vores kultur”, men til wahabismens dogmer.
Og der er tilhørerne: Som den mand, der ved den seneste konference protesterede mod flere panel-deltageres totale afvisning af al religion: “Sætter I virkelig lighedstegn mellem kvækere og Al Qaeda?”.
Ligesom en amerikansk-britisk kvinde annoncerede, at hun var katolik og heller ikke gad høre på det der. Den pågældende driver en lille menneskerettighedsorganisation, der er dedikeret til en slægtning, der omkom under terrorangrebet 11. september 2001.
Der var også en ung mandlig journalist, der oprevet viftede med et klistermærke, hvorpå der stod “Gay-free zone”. Og nedenunder et korancitat. Dette og lignende klistermærker havde han set opsat i det indvandrertunge Tower Hamlets i London.
Ifølge journalisten ved politiet, hvem der er ikke vil have homoseksuelle i bydelen og er ansvarlig for opsætningen. Men politiet vil ikke tage affære.
One Law for All minder en om, at man som vesteuropæer er født på det frieste af alle kontinenter. Og at der i disse år skal ydes en indsats, hvis også de kommende generationer en dag skal kunne sige sådan. One Law for All er et godt indspark, så hatten af for Namazie og Gudeli, der grundlagde organisationen.
Læs mere om One Law for All her.
