Det kan synes fuldstændig ubegribeligt, at et land er parat til at frigive over 1000 fanger for at få frigivet en enkel kidnappet statsborger, som sidder i fangenskab hos landets farlige fjende.
Det er ikke desto mindre hvad Israel har gjort for ganske nylig i en fangeudvekslingsaftale med den islamisk-fascistiske terrororganisation Hamas, der har kontrolleret det palæstinensiske selvstyreområde Gaza siden magtovertagelsen i 2006.
Den israelske soldat Gilad Shalit blev kidnappet d. 25. juni 2006 af muslimske terrorister fra Gaza, som havde gravet en tunnel ved grænseovergangen Kerem Shalom mellem Israel og Gaza.
I det uprovokerede angreb på israelsk territorium blev to israelske soldater, Pavel Slutzker og Hanan Barak dræbt, fem andre soldater blev såret og soldaten Gilad Shalit blev kidnappet.
Trods flere forsøg på at lokalisere den tilfangetagne Shalit, lykkedes det ikke.
Knap fem et halvt år senere kom fangeudvekslingen så i stand med en skyhøj pris at betale for Israel. Skelet-tynd, bleg og afkræftet blev Gilad Shalit sluppet ud i friheden fra Hamas´ fangehul i bytte med åbenlyst velnærede, solbrændte palæstinensiske fanger fra israelske fængsler.
Folkestemningen for en aftale
Skal man prøve at forstå baggrunden for, at israelerne var villige til at gå så langt som til at frigive 1027 palæstinensiske fanger, heraf hundredevis ansvarlige for blodige terrorangreb på civile israelere, så er der flere perspektiver, som muligvis kan belyse det svært moralske dilemma.
Overrabbiner Bent Lexner giver et fingerpeg, når han på religion.dk beskriver et princip i jødedommen, som suspenderer alle andre påbud:
”Jødedommens hovedsynspunkt er, at der, hvor der kan reddes liv, må mennesket gøre alt, hvad det er i stand til”.
Dertil skal man lægge folkestemningen og mentaliteten i Israel, som trods protester – bl.a. fra familier, som har mistet mange af deres kære i palæstinensiske terrorangreb, samt forældrene til Gilads Shalit, som har ført en årelang kampagne for at presse den israelske regering til at indgå en aftale med Hamas-islamisterne om en frigivelse af Shalit, var for en aftale.
Nærmere betegnet viste en måling i den israelske avis Yedioth Aharonoth, at næsten 80% af israelerne støttede fangeudvekslingen.
Netanyahu – livets ukrænkelighed
Israels premierminister Benyamin Netanyahu sagde i sin velkomsttale til Shalit, at hele den israelske nation var forenet i glæde og smerte.
Denne udvekslingsaftale var, sagde han, én af de sværeste beslutninger at træffe og advarede de frigivne terrorister mod at vende tilbage til løbebanen med terror.
Som leder slog Netanyahu fast, at når der hver dag sendes israelske soldater ud for at forsvare civile israelere, så er der et gensidigt ansvar, som ikke blot er et slogan, men én af grundpillerne for israelernes eksistens i Israel.
Der var to ufravigelige krav fra israelernes side til aftalen: Ingen Hamasledere skulle frigives og palæstinensiske mordere, som afsonede multible livstidsdomme skulle sendes til Gaza eller til udlandet.
”Israel er forskellig fra sine fjender. Her fejrer vi ikke løsladelsen af mordere. Her løfter vi ikke de mennesker op på vore skuldre, som har afskåret andre fra livet. I modsætning til det tror vi på livets ukrænkelighed. Vi helliggør liv. Det er en gammel tradition hos det jødiske folk” .
Terror er blevet til frihedskamp
Kontrasten var til at få øje på, når man i flere nyhedsudsendelser så modtagelsen af de palæstinensiske fanger på Vestbredden og Gaza. Både hos Hamas og den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas blev de frigivne palæstinensiske fanger modtaget som folkehelte og Abbas kaldte dem sågar frihedskæmpere.
Flere folkemængder råbte på yderligere gidseltagninger af israelske soldater.
Den ”moderate” Abbas udtalte blandt andet til til den egyptiske kanal Dream2 TV d. 23/10, at han aldrig vil anerkende en jødisk stat, og at kidnapningen af Shalit var en god ting.
Bombesprængninger af vilkårlige civile israelere på pizzariaer, i busser, nedskydning af børn og voksne i privatbiler og knivdrab er åbenbart i visse palæstinenseres surrealistiske logik at betragte som frihedskamp.
Jo, George Orwell har vist ikke levet forgæves. Terror er blevet til frihedskamp. Eller som vor hjemlige folkesocialist, formand for Dansk-Palæstinensisk venskabsforening og tidligere såkaldt brobygger i Mellemøsten for udenrigsministeriet, Fathi El-Abed, så smagfuldt udtalte det i forbindelse med fangeudvekslingen 18/10:
”Nu er det heldigvis ikke israelerne, der bestemmer, hvem der er terrorister, og hvem der ikke er. For hvis de løsladte virkelig kan kaldes terrorister, er der også tusinder af israelske soldater, der kan stilles til ansvar”.
Tag den Israel. Således siger en såkaldt Mellemøstbrobygger i Danmark anno 2011.
Blodtørstige terrorister
Lad os se lidt nærmere på hvem nogle af de løsladte palæstinensiske fanger egentlig er. Af fangelisten fremgår det, at der er 27 kvinder og 1000 mænd, som sammenlagt er ansvarlige for at have myrdet 569 israelere.
Wafa Samir al-Biss, den kvindelige wannabe selvmordsterrorist, var blevet behandlet på et israelsk hospital, og som ”tak” ville hun sprænge læger og sygeplejersker i luften i forbindelse med et ambulant besøg på hospitalet i Beersheva.
I 2005 blev hun taget på fersk gerning på en grænseovergang mellem Gaza og Israel med et bombebælte om livet. Efter frigivelsen sagde al-Biss til en gruppe skolebørn:
”Jeg håber, at I vil vælge den samme vej som mig, og hvis Allah vil det, så vil nogle af jer blive martyrer."
Ahlam Tamimi var udklædt som jødisk turist, da hun eskorterede den palæstinensiske selvmordsterrorist, Izz al-Din Shuheil al-Masri, til Sbarro pizzaria i Jerusalem i 2001, hvor 15 israelere blev dræbt og 130 såret.
Efter frigivelsen gav hun interview og på spørgsmålet om hun ville medvirke til et lignende terrorangreb igen, hvis hun kunne skrue tiden tilbage, svarede Tamimi:
”Selvfølgelig. Jeg fortryder ikke det, der skete. Overhovedet ikke. Det er den vej, som jeg har dedikeret til jihad for Allahs skyld og Allah har givet mig succes.....”.
Mona Jaud Awana som via et chatroom i 2001 lokkede den 16-årige skoleelev Ofir Rahum til et ”romantisk” møde, kørte ham til Vestbredden, hvor tre palæstinensiske terrorister likviderede ham med 15 skud i bilen.
Awana fortalte, at hun var til stede under den berygtede Ramallah-lynching, hvor hun besluttede sig for at ville bortføre en israeler og myrde ham.
Abd al-Aziz Yussuf Mustafa Salehi, som stolt fremviste sine blodige hænder på det berygtede foto fra politistationen i Ramallah i The 2000 Ramallah lynching. To israelske reservister, Vadim Nurzhitz og Yossi Avrahami, var ved en fejltagelse kørt ind i Ramallah på Vestbredden.
De blev tæsket på politistationen af en indtrængende pøbel, som smed den ene israeler ud af vinduet, og begge israelere blev efterfølgende på barbarisk vis maltrakteret og myrdet af en palæstinensisk pøbel, hvorefter ligene blev trukket gennem gaderne.
Abd al-Hadi Rafa Ghanim, som angreb en propfuld bus på vej fra Tel Aviv til Jerusalem i 1989, styrede bussen ned i en slugt, hvorefter bussen brød i brand og 16 israelere, som ikke kunne komme ud, blev brændt levende og 27 blev kvæstede.
Ahmed Jibril Othman al-Takruri, smed en brandbombe ind i en offentlig bus i Jeriko i 1988, hvor en israelsk mor, hendes tre børn og en soldat, som forsøgte at redde dem, blev dræbt.
Listen er ligeså lang som de palæstinensiske terrorangreb er blodige. Man noterer sig en ekstrem grad af ondskab og de ubegribelige bestræbelser på, at dræbe så mange israelere som muligt.
Der gik kun én dag efter fangeudvekslingen, inden en palæstinensisk terrorist var i aktion igen. Denne gang var det en palæstinensisk kvinde, som trak en kniv mod en civil israeler ved et busstoppested, medens hun råbte Allah u Akbar og død over jøder. Tre dage senere blev en 17 årig israelsk teenager stukket ned af en palæstinenser i bydelen Ramot i Jerusalem.
SF og Fathi el-Abed
Det har været interessant at følge diverse udtalelser i de hjemlige medier i kølvandet på den disproportionale udvekslingsaftale af fanger. Vor udenrigsminister Villy Søvndal fra Socialistisk Folkeparti mente, at vi skulle glæde os ubetinget over aftalen, og sagde:
”Det er en rigtig god nyhed, og jeg glæder mig over, at aftalen ud over sit umiddelbare indhold også kan ses som et vigtigt tillidsskabende skridt fra den israelske regerings side i forhold til fredsprocessen generelt”.
Det synes nu en anelse vanskeligt at glæde sig ubetinget over aftalen med bevidstheden om, dels smerten hos de efterladte til terrorofre, dels løsladelsen af en masse palæstinensiske terrorister, hvoraf flere ytrer ønske om at fortsætte jihadterroren mod civile israelere.
Man kan heller ikke lade være med at tænke på, hvorfor det mon er Israel, som ifølge Søvndal skal tage tillidsskabende skridt.
Skal palæstinenserne ikke tage tillidsskabende skridt ved som udgangspunkt at lade være med at sende terrorister ind i Israel samt stoppe med uophørligt at fyre granater og raketter ind over Israel?
Hvorfor påtaler vor udenrigsminister ikke disse angreb, som kunne minde om konstante krigserklæringer fra Hamas´ side?
Hvorfor kritiserer Søvndal ikke Abbas´ udtalelser om, at han ”aldrig vil anerkende en jødisk stat”?
Hvordan har man tænkt sig at Israel skal forhandle fred med en modpart, som ikke anerkender Israels ret til at eksistere? Svar udbedes, hr. udenrigsminister!
Søvndals partifælle, Fathi el-Abed, som også er formand for Dansk-Palæstinensisk venskabsforening har været nærmest euforisk i forbindelse med frigivelsen af de mange palæstinensiske mordere. Man tror næsten ikke sine egne øjne, når man læser følgende ord af el-Abed:
”Jo, der er mange af de løsladte palæstinensere, som er slemme set med israelske øjne. Men husk på, at israelske soldater også har slået mange palæstinensere ihjel gennem tiden”.
Er mange af de palæstinensiske terrorister mon ikke slemme set med el-Abeds øjne?
El-Abed går så vidt som til at kalde de palæstinensiske fanger for ”politiske fanger” - vel sagtens for, at man skal få den association, at de palæstinensiske fanger er uretmæssigt fængslet
El-Abeds udtalelser følger op på en ”perlerække” af udfald såsom:
”Israel er en paranoiastat, Israel er den eneste aggressor i Mellemøsten og Israels evige krigsglæde”, tangerer palæstinensisk propaganda af værste skuffe.
Det hænger mægtig godt sammen med, at Socialistisk Folkeparti indtil for ganske nylig som parti støttede det temmelig enøjede foretagende, der går under navnet ”Boykot Israel”.
Nazismens skygge
Det er tankevækkende, hvorledes en overvejende del af den danske befolkning har flyttet sig fra at støtte jøderne under 2. verdenskrig til nu overvejende at støtte kræfter, som ikke anerkender Israels ret til at eksistere.
Man støtter de selv samme tanker om jøderne, som man engang reddede de danske jøder fra. Under venstrefløjens godhedsfaner.
Det synes paradoksalt, al den stund at europæerne stadig er tynget af at leve i nazismens skygge.
