LONDON – ”Jo, jeg fylder 30 næste gang. Men sig det ikke til nogen. Det er et følsomt punkt”. Douglas Murray ler.
Den 29-årige direktør for den London-baserede tænketank Centre for Social Cohesion har nu ikke spildt tiden. Født i Skotland og uddannet fra bl.a. Oxford University, udgav Murray som kun 21-årig en biografi om Lord Alfred Douglas. Som 26-årig var han forfatter til bogen Neoconservatism: Why We Need it, der fik en kritiker til at karakterisere ham som "højrefløjens svar på Michael Moore".
I dag trykkes Murrays artikler og kommentarer i internationale tidsskrifter. Han optræder regelmæssigt på BBC og andre store tv-kanaler. Han holder foredrag i Storbritannien og i Holland – hvor han i øvrigt må have politibeskyttelse – og i USA, hvor han sågar har talt i Det Hvide Hus. Og så var det også Murray, der sammen med den amerikanske forfatter Sam Harris lagde sig i selen for at finde beskyttelsespenge til islamkritikeren Ayaan Hirsi Ali, da den hollandske regering ikke længere ville betale.
Murray har igennem et år været direktør for Centre for Social Cohesion. Tænketanken har til huse et stenkast fra det britiske parlament og har specialiseret sig i en analyse af islamismens indflydelse på den sociale sammenhæng i Storbritannien. Af centrets hjemmeside fremgår det, at fokus og formål desuden er at tilvejebringe ny viden, der kan hjælpe med at bringe Storbritanniens etniske og religiøse samfund nærmere hinanden. Samtidig arbejder man på at ”styrke britiske traditioner for åbenhed, tolerance og demokrati”.
Murray og hans team af seks unge researchere – den ene er journalisten James Brandon, der oplevede at blive kidnappet i Irak – bor oppe under taget i beskedne lokaler i en bygning, der huser flere andre tænketanke. En af dem er den store Policy Exchange, der sidste år publicerede en fremragende og rystende rapport om ekstremisme i de britiske moskeer, som Sappho skrev om.
Men hvordan kom Murrays eget projekt i gang?
"Jeg blev for en 15 måneder siden opsøgt af folk fra tænketanken Civitas. Sammen med en gruppe uafhængige sponsorer ville de gerne stable en tænketank som denne på benene. Vi har i forvejen i Storbritannien en række mennesker i tænketanke, der udfører glimrende arbejde på området. Men de er nødt til også at beskæftige sig med trafikpolitik, energipolitik og den slags. Det er ikke mig. For mig ville det være en umådelig distraktion fra en mere påtrængende kamp."
Ekstremistisk litteratur på Londons biblioteker
Efter at have eksisteret i omkring et år er centret ikke længere knyttet sammen med Civitas, men står på egne ben. Centrets første lille publikation kom i august 2007. Den hedder Hate on the state: How British libraries encourage Islamic extremism. Den er et studie af den litteratur, der er tilgængelig på biblioteker i Tower Hamlets området, den bydel i London, hvor der bor flest muslimer. Rapporten konkluderer, at mange biblioteker i området har bøger i den islamiske sektion, der glorificerer terrorisme og opfordrer til vold både mod de, der afviser jihad-ideologien og mod kvinder.
I publikationen nævnes det helt konkret, at hvor man kan finde dusinvis af bøger, der forherliger wahhabisme og salafisme på områdets biblioteker, er der kun fem bøger, der kan betragtes som kritiske studier af disse ideologier. Og af disse fem er flere endda placeret i historiesektionen frem for i bibliotekernes islamafdelinger.
Et andet eksempel drejer sig om Det Muslimske Broderskabs grundlægger, Hassan al-Bannas bøger. Områdets biblioteker rummer 11 eksemplarer alene af hans biografi om Muhammed, men kun to bøger, der kan betragtes som akademiske studier af al-Banna, og som i øvrigt er skrevet af forfattere, der er pro-Broderskabet. Richard Mitchells kritiske og anerkendte bog om Broderskabet, The Society of the Muslim Brothers, findes for eksempel ikke.
Det fremgår også, at det eneste kritiske studie af Sayyid Qutbs tanker og skrifter øjensynligt er blevet trukket tilbage. Samtidig findes der på Tower Hamlets biblioteker 11 eksemplarer af Qutbs radikale bog Milestones.
Multikulturens fallit
Efter denne udgivelse fra Murrays tænketank kom Crimes of the Community: Honour-based Violence in the UK. Den er baseret på mere end 80 interviews med ofre for æresrelateret vold, kvindegrupper m.fl. og skabte forsider på flere britiske aviser. Rapporten peger bl.a. på, hvad forfatterne kalder ”forkerte samarbejdspartnere”, bl.a. Muslim Council of Britain (MCB), der er Storbritanniens største muslimske paraplyorganisation. Omtrent samtlige kvindegrupper, som rapportens forfattere talte med, mente, at MBC har gjort meget lidt eller ingenting for at stoppe æresdrab på kvinder.
MBC har også haft held med at blokere regeringens forsøg på at kriminalisere tvangsægteskaber ved at udtale, at det ville meget nemt kunne opfattes som et forsøg på at ramme etniske minoriteter. Delvis på grund af presset fra MBC, fremgår det af rapporten, opgav regeringen nemlig at kriminalisere sådanne ægteskaber og gjorde det til et civilretligt anliggende.
Ikke mindst denne rapport fik stor mediebevågenhed, også i den mere venstreorienterede presse. Murray bruger reaktionerne på rapporten som eksempel på, at der i dag i Storbritannien er en generel enighed om, at det multikulturelle samfund har fejlet på fatale punkter og at man har benyttet dobbelte standarder. Som han siger:
"Tænk for eksempel på de titusinder kvinder, der formodes at være blevet omskåret. Tænk hvis bare en håndfuld af dem havde været etniske, britiske kvinder, der var blevet omskåret af læger. Der havde lydt et ramaskrig. Men landskabet har ændret sig markant. Særligt på venstrefløjen, hvor de færreste bliver ved med fuldstændigt at afvise problemerne. Vi har overløbere fra venstrefløjen, og vi har folk, der siger, at de stadig hører til på venstrefløjen, men som spørger, hvornår det har været venstrefløjens opgave at alliere sig med religiøse fascister."
For nylig er centret kommet med endnu en publikation. Den har titlen Virtual Caliphate: Islamic Extremists and their Websites, der bl.a. fortæller om jihad-forherligende materiale på internettet, om virtuel distribution af tekster og videoer produceret af al-Qaeda og andre ekstremistgrupper, og om hvordan britiske muslimske ekstremister organiserer offentlige møder gennem de samme kanaler.
Spørger man Murray, har disse publikationer været mere end nødvendige, og han nævner problemerne med medierne. For vist er den britiske presse særligt inden for det seneste år begyndt at tage disse emner op. Men medierne har, mener Murray, det samme problem som en række af tænketankene:
"Den ene dag kan en journalist skrive om jihad, men hvis en pige den næste dag forsvinder fra et portugisisk feriested, så bliver vedkommende sendt af sted for at dække det. Den undersøgende journalistik, der strækker sig over en længere periode, findes ikke."
For Murray har det også været vigtigt at finde sponsorer fra hele det politiske spektrum. Det er nødvendigt, at kampen ikke blot pågår på højrefløjen. Han nævner som eksempel den venstreorienterede journalist Nick Cohen, der i 2007 udgav bogen What´s Left?: How Liberals Lost their Way. Og også en anden journalist, Andrew Anthony, der ligeledes sidste år udgav bogen The Fallout: How a Guilty Liberal Lost his Innocence. Som Murray siger: "Det er vigtigt, at disse folk bliver på venstrefløjen og minder deres fæller om, at denne kamp er alles kamp, ikke kun højrefløjens. Det multikulturelle samfund har fejlet på fatale punkter, ikke kun hvad angår kvinders rettigheder. Men også, vil jeg mene, i forhold til homoseksuelles rettigheder samt retten til frafald og til ikke at være religiøs overhovedet. Alt dette, retten til at leve og tænke, som man vil, er venstrefløjens mærkesager."
Den skræmte kulturelite
Murrays egen interesse for islam går tilbage til universitetsårene og det blodige opgør på Balkan. Som de fleste fra sin generation husker Murray også optøjerne i de nordengelske byer Bradford og Burnley. Og ikke mindst sagen om Salman Rushdies roman De Sataniske Vers i 1989:
"At en gammel ged i Iran (ayatollah Khomeini, red.) ville bestemme, hvad en britisk romanforfatter måtte skrive! Rushdie-sagen var det tidlige varselsskud. Forstod man Rushdie-sagen, så forstår man også, hvad der er sket siden."
I 2001-2002 syntes Murray også det var ganske klart, at den bevægelsen, der voksede frem efter 11. september, ikke var en anti-krigsbevægelse, men en art pro-krigsbevægelse.
"Demonstrationerne foregik omtrent lige uden for mine vinduer i London. Men det var så tydeligt, at demonstranterne med deres bannere ikke talte om Saddam Hussein, Taleban og så videre, men om amerikansk imperialisme, Gaza, Palæstina, Israel og Ariel Sharon. Oriana Fallaci har sagt: 'jeg er på jødernes side, jeg er på Israels side'. Og kommer det til et opgør mellem den mest barbariske fundamentalisme og det jødiske folks ret og Israels ret til at eksistere, så ved jeg også præcist, hvor jeg står."
Den unge direktør har også kun hovedrysten til overs for de britiske kvinder, der i forbindelse med Israels invasion af Libanon i 2006 gav deres støtte til Hizbollah: "Forfatteren Martin Amis har talt om de 'tåbelige hvide middelklassekvinder' foran parlamentet med deres plakater, hvorpå der stod: 'Vi er alle Hizbollah nu.' Man kan kun sige, okay, nyd det så længe, det varer, for Hassan Nasrallah (Hizbollahs leder, red.) er ikke på jeres side, selv hvis I er på hans." Og Murray fortsætter:
"Da Theo van Gogh blev dræbt, var det, der virkelig rystede mig, ikke, at det skete, men reaktionen på det. Du kan ikke forhindre nihilistiske jihadister i at ville dræbe dig. Det, du kan stoppe er din egen tilbøjelighed til at rette bebrejdelserne over handlingen mod dig selv. I hver eneste diskussion om ytringsfrihedsspørgsmålet bliver jeg chokeret over de mennesker, der siger 'men'. Som de mennesker i Hollywood, der proklamerede at de ville emigrere til Canada, hvis Bush vandt valget, og som desværre blev i USA. Alle de, der påstod, at Bush er fascist og at Amerika er en terroriststat. Og som slet ikke forstod, at det var en af deres egne, en filminstruktør, der blev myrdet på gaden i Amsterdam."
Murray langer også ud efter de britiske kulturinstitutioner og kulturpersonligheder. Han taler ligeud om ”den rædsomme gruppe af mennesker”, der dominerer britisk kulturliv og medier: "Når de giver et interview og siger, at Bush er en fascist, eller at Blair er en modbydelig mand, hyldes de af deres kolleger for at være modige. Eller de får en pris for deres mod. Men i det mindste ved vi nu, hvorfor de ikke siger noget om islam." Og Murray kommer med et par eksempler:
"The Chapman Brothers (Jake og Dino Chapman, to berømte og kontroversielle britiske konceptkunstnere, red.) har ligeud indrømmet, at de ikke vil lave noget om islam. En komiker udtalte for nylig, at BBC ikke engang vil tillade en sketch, hvor man siger 'Hvis Muhammed ikke vil komme til bjerget, må bjerget komme til Muhammed'."
I en kommentar i det nye magasin Standpoint nævner Murray flere eksempler, bl.a. transvestitten Grayson Perry, der ligeud har erklæret, at når han ikke kritiserer islam, er det fordi han ikke "vil have halsen skåret over". Murray har ingen respekt for den indstilling: "Disse folk burde jo være jaget vildt, alle ordentlige mennesker skulle sige til dem: 'Hvor vover I at foregive, at I er en kulturelite, når I er for skræmte til at diskutere og debattere?' Hvis alle turde diskutere dette emne, så var det ikke så ensomt for de mennesker, der står frem."
Selv har Murray i klar erindring, hvordan en dødlignende tavshed bredte sig i en sal på Cambridge University, dengang han ved et møde diskuterede islam og liberalisme. Tavsheden sænkede sig, da Murray lige ud sagde, at han ikke ville acceptere, at en galning fra det 7. århundrede skulle sætte samfundets dagsorden.
Centre for Social Cohesion har fire nye udgivelser på bedding. Inden længe udkommer Silent Jihad, der fortæller om intimideringer af journalister, kunstnere og politikere i Europa. Derudover er planlagt en udgivelse om saudisk finansiering af religiøse institutioner i Storbritannien, en om den saudiske indflydelse på de britiske universiteter og endelig en om Det Muslimske Broderskab i landet.
Udover de seks researchere på kontoret i London, har Murray endnu to ansatte posteret udenfor. Den ene i Holland. Han håber at kunne udvide med flere researchere af den støbning, som Murray i forvejen synes han har i sit team. Med ”gode instinkter og solid viden på området”. De er svære at finde, indrømmer han. Og så er der en ganske bestemt type forskere, journalister m.fl. han ikke kan holde ud:
"Jeg er dødtræt af folk, der opsøger mig og fortæller mig, hvor frygteligt det er med islamisk jihad. De tror, at det kan gøre det. Mit svar er altid: Ja, og hvad vil du så gøre ved det?"
Læs mere på www.socialcohesion.co.uk
