For to uger siden vendte jeg hjem fra et ophold i Danmark, hvor jeg besøgte min søn og hans familie. Turen havde også til formål at gøre opmærksom på min nye bog, An Introduction to Danish Culture (McFarland Publishing), og jeg blev interviewet af Tim Anderson fra MyDenmarkTV.com, et ugentligt internet videoprogram om forskellige sider af livet i Danmark. Det ti minutter lange interview kan ses på deres hjemmeside om nogle uger.
Bogen om Danmark udkommer sidst i juli – altså kort tid efter, at New English Review Press den 10. juni offentliggør min publikation, The Left Is Seldom Right her i USA.
Hvorfor udkommer disse to bøger næsten på samme tid, og hvad har de til fælles?
München 2011
De er mit svar på den moralske krise, der bliver stadig mere ildevarslende og truende, som det fremgår af dommen over den fremtrædende danske forfatter Lars Hedegaard fra Trykkefrihedsselskabet - en dom, der skyldes, at han har benyttet sin ytringsfrihed til at kritisere mange muslimske indvandreres modvilje mod en meningsfuld integration i det danske samfund og mod at påtage sig et ansvarsbevidst medborgerskab – og præsident Obamas opfordring til Israel om at vende tilbage til Auschwitz-våbenstilstandslinjen fra tidsrummet 1949-1967, som om den udgjorde hvad FN's resolution 242 udtrykkeligt kaldte sikre grænser, der kunne forsvares.
Disse to begivenheder udgør tilsammen vores 2011 pendant til München 1938, som beseglede ødelæggelsen af Tjekkoslovakiet, Centraleuropas eneste demokrati, der blev tvunget til at gå i den kæmpefælde, der blev præsenteret som retten til "selvbestemmelse" for et modvilligt og fjendtligt tysk mindretal.
I stedet for at betegne mindretallet som tyskere foretrak den vestlige presse det politisk korrekte mantra "sudetere", som om de ikke var en del af den magtfulde og aggressive tyske nationalisme, der blev styret af Hitler.
Det er de samme krokodilletårer, der nu bliver udgydt for "palæstinenserne", som er ivrige efter at sønderlemme staten Israel med fuld opbakning fra den arabiske verden og den muslimske umma.
Respekt for historien
Den danske filosof Andreas Simonsen har bemærket sig den store respekt, som de fleste jøder nærer for fortiden, gamle venner og deres forældre så vel som for det lange historiske minde, den jødiske nation og de mange religiøse forpligtelser og mindedage.
Det er hvad han betegner som den jødiske evne til at "bære deres fortid med sig og blive næret af den". Det er den bedste definition på zionisme og et essentielt tegn på stolthed og selvrespekt, som nu er fuldstændigt ude af takt med samtidens kultur og dens antihistoriske holdning.
Som Simonsen ser det, "lever jøder, fordi de husker. Antisemitisme lever, fordi folk glemmer," og "jo bedre folk husker deres fortid og kan integrere den i deres værdsættelse af livet, des bedre kan de udvikle deres intellekt, menneskelighed og livskraft".
Danskerne, Europas ældste nation med eget flag, er blevet ofre for en organiseret, venstreorienteret og multikulturel kampagne med det formål at udslette en stor del af deres historie og kultur.
Under Muhammedkrisen mente mange på den politiske venstrefløj, at dansk kultur og samfund kunne reduceres til blege stereotyper og klicheer om socialisme, vugge-til-grav velfærd, fodbold, pornografi, Hamlet, grise, malkekvæg, øl og de uundgåelige beskyldninger om "racisme".
Danmarks bidrag
Danmarks bidrag til videnskaben, ingeniørkunsten, søfarten, opdagelser, litteraturen, filosofien, musikken, kunsten, teatret, filmen, dansen, sporten, landbruget, arkitekturen, menneskerettighederne, de demokratiske institutioner og humanistiske traditioner fortjener at blive langt mere kendt, særligt i kølvandet på den negative omtale, som de internationale medier har udbredt oven på Muhammedaffæren, der fremviste et fordrejet billede af det danske samfund og ignorerede dets århundred-gamle respekt for demokrati og tolerance.
Jeg er amerikaner, men boede i den danske by Aarhus i tidsrummet 1978-1985 – et stenkast fra den nu verdensberømte avis Jyllands-Postens hovedsæde.
Her lærte jeg på nærmeste hold om den danske folkekarakter og om landets lange historie. Danmark har mere end én gang været stillet over for det dilemma at skulle håndhæve det fundamentale demokrati og de humanitære principper over for overvældende, mægtige politiske, militære og økonomiske interesser.
Det, der var så chokerende ved Muhammedkrisen, var den almindelige uvidenhed om Danmark i USA og tilmed i Vesteuropa.
Det var en bitter pille at sluge for mange danskere, som i 2006 så, hvordan verdensomspændende demonstrationer og vold i de muslimske lande gjorde deres land til en paria-stat – samme skæbne som er overgået Israel, efter at jihad-ånden er gået amok.
Den sande historie
I går Israel, i dag Danmark ... i morgen verden!
Ikke desto mindre var omkostningerne ved den muslimske boykot af danske varer meget lavere end oprindeligt frygtet, og de blev mere end opvejet af den spontane "køb dansk"-kampagne, der helt og holdent opstod på initiativ af enkeltpersoner, og som ikke fik ringeste officiel støtte eller verbal opbakning fra Danmarks "allierede" i NATO eller fra vestlige statsoverhoveder.
Det er nødvendigt at fortælle den sande historie og at proklamere den højt og tydeligt. Mit kendskab til og min værdsættelse af Danmark, dets folk, kultur, sprog, traditioner og levemåde er opnået gennem mit førstehåndskendskab til danskere, som jeg er stolt over at kalde mine venner.
Hertil kommer min respekt og beundring for landet og den forpligtelse jeg føler til at gøre mine amerikanske landsmænd bekendt med, hvad jeg har lært.
Jeg har også skrevet bogen som et personligt vidnesbyrd om min taknemmelighed over for det danske folk for dets optræden under 2. Verdenskrig og særligt for den hjælp og støtte, danskerne gav deres jødiske medborgere.
Det lille lærred
Jeg havde set to danske film i den gamle Thalia-biograf på hjørnet af Broadway og 95. Gade i New York, og de havde gjort et enormt indtryk på mig.
Det drejede sig om Dreyers "Ordet", der bygger på et skuespil af præsten og modstandshelten under 2. Verdenskrig, Kaj Munk, og "Ditte Menneskebarn", der bygger på en bog af den store proletarforfatter Martin Andersen Nexø. Det fascinerede mig, hvordan disse forfattere – ligesom Hans Christian Andersen – bruger det lille lærred, som deres lille land og "lille" sprog (der tales af omtrent samme antal som taler hebraisk) levner dem, til at male et så stort, almengyldigt værk.
I 1872 udgav Hans Christian Andersen fortællingen "Det utroligste", som var hans svar på et spørgsmål, der skulle plage andre forfattere og intellektuelle i hans levetid og op gennem det 20. århundrede:
Hvordan skal man forholde sig til ondskabens problem og den umiddelbare trussel mod vores civilisation efter Preussens og Østrigs aggression mod Danmark i 1864, som blev iværksat under sloganet om "selvbestemmelse" for slesvig-holstenerne (helt på linje med "selvbestemmelsen" for sudetertyskerne og palæstinenserne).
Det var afgjort ikke noget eventyr.
Nej til eftergivenhed
Bemærkelsesværdigt var det, at den store danske "eventyrfortæller" fra det "åh så fredelige og rolige Danmark" hørte til de forfattere, der nægtede at lade sig kue af totalitær undertrykkelse.
Hans fortælling, "Det utroligste", viste sig at være en forudseende advarsel til fremtidige generationer. Den blev taget op af den danske modstandsbevægelse, som havde kæmpet under de første år af den tyske besættelse (1940-1942) med det formål at opildne til støtte for den aktive sabotage og en afslutning på regeringens eftergivenhedspolitik.
Den danske modstandsbevægelse opstod i opposition til eftergivenhedspolitikken. Blandt de aktive var en gruppe akademikere, som hjalp med at publicere nye udgaver af "Det utroligste" med illustrationer, som var en åben opfordring til at bekæmpe besættelsen og retfærdiggøre Andersens tro på, at ansigt til ansigt med en altgennemtrængende, aggressiv og voldelig ondskab er konstant årvågenhed, væbnet beredskab og energisk og kompromisløs militær handling de eneste midler til at sikre civilisationens overlevelse.
Den sidste illustration i 1942-udgaven af "Det utroligste" viser en nattevagt, der slår den onde bondeknold ned, mens en jødisk rabbiner med hat og skæg står over den faldne, halvnøgne arisk-udseende muskelmand, der presses mod gulvet af de ti buds to tavler, som er indskrevet med hebraiske bogstaver. Rundt om står en mængde almindelige danskere iført tøj fra 1940'erne.
Andersen ville utvivlsomt have glædet sig over, at hans historie om modstand mod ondskaben og hans tro på vores civilisations jødisk-kristne værdier skulle inspirere hans landsmænd under 2. Verdenskrig – på et tidspunkt, hvor opportunister og tilhængere af eftergivenhedspolitikken prædikede, at det var håbløst at gøre modstand.
Historiens morale er lige så sand i dag, og den har sat både Danmark og Israel i stand til at overleve og trives. Det er ingen tilfældighed, at disse to nationer er yndede skydeskiver for islamiske ekstremister, som hader dem for deres humanisme.
Den Franske Skole
Adskillige anklager fra Iraks, Pakistans og Afghanistans nuværende ledere udtrykker bekymring over ethvert utilsigtet civilt offer, som muligvis kan tilskrives, at vore styrker kæmper for at beskytte deres regimer mod sanseløs terrorisme.
Ved slutningen af 2. Verdenskrig skete en af de værste ulykker, der var forårsaget af den allierede bombekampagne mod de tyske besættelsesstyrker, ved Den Franske Skole på Frederiksberg og det omgivende beboelseskvarter.
Katastrofen skyldtes, at et af de britiske bombefly styrtede ned under udførelsen af en af Royal Air Forces mest spektakulære og succesrige bombemissioner i lav højde – ødelæggelsen af Gestapos hovedkvarter i Shellhuset, som tillod mange danske modstandsfolk at undslippe.
Ved middagstid den 21. marts 1945 angreb 46 Mosquito bomberfly og jagere Shellhuset med en præcisionsbombning, som ødelagde bygningens lavere etager.
Mere end 100 tyskere og danske kollaboratører blev dræbt under angrebet. Ledende medlemmer af modstandsbevægelsen, der var placeret under taget og på de to etager derunder, undslap i forvirringen. Denne storslåede aktion, som højnede den danske moral, blev skæmmet af ulykken ved Den Franske Skole.
Ulykkeligvis ramte et af de lavtflyvende britiske fly et signaltårn ved en nærliggende jernbane. Derved opstod der en brand, som fik andre fly til at kaste deres bomber over Den Franske Skole, med det resultat, at 112 danskere blev dræbt, heraf 86 børn.
Trods denne frygtelige tragedie havde angrebet en opildnende virkning over hele landet, idet det signalerede, at Danmark og den danske modstandsbevægelse var værdsat som allierede og ikke glemt.
Det medførte også et øjeblikkeligt, føleligt fald i antallet af kollaboratører, som havde fået et bevis på, at de allierede stod til at vinde, og at de kunne nå dem endog i deres mest velbevogtede hule.
Dette er, hvad vi har glemt i USA og Storbritannien: Pålidelige allierede er kun dem, med hvem vi deler grundlæggende værdier, som tilfældet er med Danmark, der har 1000 års historie bag sig.
Katastrofen ved Den Franske Skole er også et eksempel på, hvorfor sande allierede forstår, at trods sorgen burde sådanne ulykker og tildragelser ikke splitte os, og de skal ikke give anledning til en patetisk hændervriden og krav om "undersøgelser" (der hjælper og opmuntrer vore dødsfjender).
De må derimod accepteres som en del af prisen for sejr.
Venstrefløjens moralske forvirring
I vore dage er der mange, der ikke længere skelner mellem rigtigt og forkert (se Tammy Bruce: The Death of Right and Wrong: Exposing the Left’s Assault on Our Culture and Values. New York, Three Rivers Press, 2003).
I stedet har de accepteret en komplet falsk modstilling, der promoveres af medierne samt mange ledende intellektuelle og kulturguruer, som betyder, at Venstre på en eller anden måde er ensbetydende med "frihedselskende" (tolerant og kosmopolitisk), mens Højre er udtryk for reaktion, intolerance, racisme og antisemitisme.
Jeg skrev The Left is Seldom Right for at eksponere denne hæslige fordrejning, der er helt i overensstemmelse med Orwells beskrivelse i Kammerat Napoleon: "Fire ben godt, to ben ondt."
De politiske termer "Højre" og "Venstre" er blevet banale og støvede klicheer – ofte vildledende pejlemærker, der ikke giver nogen klar angivelse af politiske personers og partiers hensigter, motiver eller modstridende valg under skiftende omstændigheder.
Politiske lejesvende såvel som veluddannede borgere, der burde vide bedre, bruger disse udtryk som synonymer for "de gode" og "de onde", selv om vi ved, at "politik skaber mærkelige sengekammerater".
Jeg skrev The Left is Seldom Right for
1. At dokumentere tilfælde, hvor en stor del af den amerikanske offentlighed er blevet vildledt af modstillingen "højre mod Venstre".
Blandt eksemplerne er den herskende venstreorienterede kritik af Israels ret til selvforsvar og af retten til ytringsfrihed i Danmark og af kravet om, at indvandrere skal tilpasse sig landets herskende retsorden og moralkodeks.
2. For at vise, at det først og fremmest er det politiske venstre, som har en velforankret interesse i at holde fast i denne terminologi som følge af den betydelige medvind, som de venstreorienterede medier har i den offentlige mening.
Mange politiske meningsmagere har trukket på den prestige, der skyldes betydningsfulde forfattere og berømtheder fra Hollywood, og hvis værker er påvirket af den opfattelse, at den amerikanske kultur er højdepunktet af fremmedgørelse, hykleri og utilsløret materialisme.
De antager, at andre kulturer og samfund er mere autentiske, "holistiske", sammenhængende og hengivne til solidaritet og samfundssind. Dette syn er blevet forstærket af populærkulturen, særligt som den kommer til udtryk i film og populærmusikken.
3. For at vise, at antisemitismen ikke spillede nogen nødvendig rolle i mange nationalistiske, "højreorienterede" bevægelser, og at den i dag altovervejende propageres af det yderste venstre, der lader sig inspirere af den militante islams rigdom og magt.
Israel – en paria-stat
Tres år efter sin grundlæggelse er Israel blevet et udskud blandt nationerne, og jøderne er atter blevet pariaer. Hvordan kunne det ske?
Hvordan kunne Israel gå fra at have været venstrefløjens darling til en paria-stat, der udsættes for konstante, giftige angreb fra kredse, der betragter sig som "progressive" og "moralsk følsomme", dvs. de ledende kirkesamfund, universiteter, der agiterer for at boykotte Israel og undlade at investere i israelsk-ejede selskaber, medieeliten og venstresiden af det politiske spektrum?
Det, der er så chokerende, er, at så godt som ingen "progressiv" kritiker af Israel er villig til at anerkende de ulastelige fortjenester, som Israel indlagde sig, da landet i 1948 kæmpede mod de mest reaktionære elementer i den arabiske verden.
Dengang fik Israel massiv støtte fra det, som på det tidspunkt blev kaldt "den oplyste offentlige mening" og frem for alt fra det politiske venstre.
Disse kritikere er blevet forført af den offensiv af forfalsket og selektiv historie, der så ofte er blevet befordret af medierne.
En del prominente amerikanske jøder, især blandt dem, der ikke kan komme ud af den narkotiske trance, de har arvet i deres egenskab af "progressive", og som i alt væsentligt er sekulære og ultra-kritiske over for kapitalismen og det amerikanske samfund med dets underliggende kristne værdier, har udviklet en ny form for selvhad, der tjener til at demonstrere deres afstandtagen fra staten Israel og deres egen religiøse arv.
De er oprevne over det tætte israelsk-amerikanske venskab og ønsker syndsforladelse for den frygtelige anklage, at de engang faktisk følte sig solidariske med andre jøder. Det var dengang, det betød solidaritet med jøderne som ofre – jøderne som de evindelige martyrer.
Et jøderent Palæstina
Det anti-israelske mantra, som de hører fra alle sider – fra det politiske venstre og dets "progressive" medkæmpere – er blevet en erstatning for den historiske sandhed. Blandt disse fellow travellers er medlemmerne af den nyligt oprettede organisation J-Street, som rub og stub har taget Obamas partipropaganda til sig.
Den går ud på, at folk som Mahmud Abbas, præsidenten for de palæstinensiske selvstyremyndigheder, er fredspartnere, uagtet at Abbas' doktordisputats benægter, at Holocaust har fundet sted og afviser Israels ret til at definere sig som en jødisk stat.
J-Street har opfordret det amerikanske finansministerium til at undersøge enhver jødisk eller kristen humanitær organisation, der på nogen måde yder støtte til jøder, der bor i "Palæstina", dvs. på den anden side af den grønne våbenstilstandslinje fra 1949.
J-Street går altså ind for et "judenrein" [et nazistisk udtryk, der betyder "renset for jøder", red.] Palæstina.
J-Streets tvetungede fremgangsmåde er så meget mere grotesk i betragtning af, at organisationen vrider hænder over, at det holder så hårdt med at få oprettet den 23. selvstændige arabiske stat ["Palæstina", red.], samtidig med at J-Street håner dem, der frygter, at Iran udgør en eksistentiel trussel mod Israel, uagtet at mullaernes bøllestyre gentagne gange har lovet at udradere Israel fra jordens overflade.
Som reaktion på J-Streets propaganda har andre jøder oprettet Z-Street, der består af mennesker, som har indset, at J-Street er pengeindsamlere for det demokratiske parti, og at Obama har vist sig som en kolossal svindler, efter at han har stukket de jødiske stemmer i lommen.
Obamas krav til Israel om at vende tilbage til Auschwitz-våbenstilstandslinjen fra før 5. juni 1967 og hans blinde forgabelse i det såkaldte arabiske forår – efter at han har nægtet at røre en finger eller udtrykke sin afsky under de iranske massedemonstrationer mod den teokratiske mulla-stat – skyldes den almindelige vestlige vrangforestilling, at man må gøre alt for at fedte for "den arabiske gade", dvs. pøbelvældet i muslimske stater.
Denne indstilling rammer både Israel og Danmark, der står over for de samme udfordringer, blot fordi de vil eksistere og beholde deres demokratiske kultur og fundamentale rettigheder.
Det er mit brændende håb, at mange læsere, heriblandt nogle, der mener, at venstrefløjen altid har ret, eller som intet ved om Danmark, vil få noget at tænke over.
Norman Berdichevsky har en doktorgrad i mellemøstlig geografi. Han taler og skriver dansk og har undervist i hebraisk ved Aarhus Universitet, ligesom han har undervist på Aarhus Katedralskole, Aalborg Universitet og Danish School of International Marketing & Export i Herning. Berdichevsky er forfatter til adskillige bøger samt mere end 250 artikler, bl.a. som regelmæssig bidragyder til New English Review, hvor denne artikel oprindeligt blev publiceret.
Oversat fra engelsk og lettere forkortet af Lars Hedegaard.
