Sjældent har en bog skabt så meget postyr som Thilo Sarrazins skandalesucces. Lad det derfor være sagt med det samme. Det er en velskrevet, stringent, foruroligende og provokerende bog. Selv for danskere.En bestseller
Thilo Sarrazins Deutschland schafft sich ab. Wie wir unser Land aufs Spiel setzen (Tyskland afskaffer sig selv. Hvordan vi sætter vort land på spil) blev øjeblikkeligt en bestseller, da den udkom i sidste måned. Der blev langet 25.000 eksemplarer over disken om dagen og nåede i løbet af få uger op på 300.000 solgte eksemplarer. Allerede før udgivelsen udløste den et ramaskrig på grund af offentliggjorte kapitler og interviews i aviser.
Særligt udtalelser i Die Welt am Sonntag satte tingene i kog: ”Alle jøder deler et bestemt gen, baskere har bestemte gener, som adskiller dem fra andre.” Selvom det af sammenhængen fremgik, at Sarrazin mente genetiske ligheder, blev nazikortet med det samme trukket, og en mediestorm i Eva Herman-stil var en realitet.
Dieter Graumann, næstformand i det jødiske centralråd, beskyldte ham for at være racist, selv om rådet tidligere havde tiljublet en hjemmeside, hvor man ved hjælp af en gentest kunne få fastslået, om man havde jødiske gener. Kansler Merkel mente, bogen ikke var særlig ”hjælpsom” – uden at have læst den. Forfatteraftener blev aflyst af sikkerhedshensyn. Integrationsdebatten eksploderede i et land, der stadig er plaget af nazifortiden. Højre og venstre i det politiske spektrum faldt over ham.
Thilo Saraceneren
Inden vi kigger på selve bogen, er det værd at dvæle lidt ved personen Sarrazin selv. Hans familie kan føres tilbage til Sydfrankrig, og efternavnet betyder saraceneren - middelalderens betegnelse for muslim - hvilket er historiens ironi, debatten taget i betragtning.
Han var i 32 år topembedsmand, ansvarlig for den tyske møntunion efter Murens fald og leverede efter eget udsagn forskønnende analyser til politikere, inden han selv blev socialdemokratisk finansminister 2002-2009 i Berlins rød-grønne regering.
Det var som finansminister, han udtalte følgende: ”Man opfører sig, som om børnene bliver sendt i kz-lejr.” Det var et svar på rasende reaktioner, fordi forældrene skulle betale mere til daginstitutionerne. Da han senere påviste, at man kunne leve af Hartz IV-indkomsterne (kontanthjælp) ved at offentliggøre en spiseseddel og samtidig opfordrede modtagerne til at tage en tykkere trøje på for at spare på varmeregningen, ville raseriet ingen ende tage.
I 2009 blev han bestyrelsesmedlem af den tyske nationalbank, inden han i september 2010 efter massivt politisk pres og en månedlig pensionsforhøjelse på 7.000 euro (52.000 kr.) som plaster på såret trak sig fra bestyrelsen.
Angreb på velfærdsstaten
Deutschland schafft sich ab handler om, hvad Tyskland kan gøre for at beholde dets nuværende førerposition. Det er en patriots bekymrede tale til nationen. Han skriver med lige dele seerkraft og videnskabelig begrundelse. Provokerende spørger han, hvorfor man skal bekymre sig om de stigende vandstande, når tyskerne kun udgør 3 mio. om 300 år?
Den er uhyre velskrevet og omhyggeligt dokumenteret. Den er et frontalangreb på velfærdsstaten, fordi den fratager mennesket ansvar og belønner uproduktive kræfter. Den er et forsvar for familien og er et opråb om Tysklands frelse. Den skriver sig ind i et kulturkonservativt forsvar for fædrelandet, for Vesten og for gammeldags dyder såsom pligt, flid og disciplin.
Sarrazin er imod indvandring af uproduktive og uintegrerbare indvandrere fra Mellemøsten, Jugoslavien, Tyrkiet og Afrika, fordi deres frugtbarhed og lavere intelligens gør Tyskland dummere. Hans tese er, at de ustabile, de mindre intelligente og mindre dygtige vil overtage Tyskland, med mindre velfærdsstaten ændrer kurs.
Mennesker på overførselsindkomst får flere børn end arbejdende borgere, fordi staten betaler 322 euro (2400 kr.) om måneden for hvert barn. På grund af meritokratiet vil de dygtige og intelligente i en darwinistisk bevægelse undslippe underklassen, og de mindre intelligente vil blive tilbage. De har på grund af statens gavmildhed ingen tilskyndelse til at undslippe deres situation, fordi det kan betale sig at få flere børn.
Da hovedparten af modtagerne fortrinsvis er muslimske indvandrere fra, hvad han kalder lavintelligensområder, og fordi tyskere generelt og højtuddannede i særdeleshed får færre eller ingen børn, vil det på sigt medføre, at førstnævnte overtager Tyskland. 35 % af skoleeleverne i Berlin er i øvrigt børn af forældre på overførselsindkomst.
Sarrazins bog har lange og meget læseværdige kapitler om skole og uddannelse, og han gør sig til talsmand for kundskaber og terperi. Han henviser til homogene landes succes i Pisa-målingerne, fx Korea og Finland.
Han påpeger det påfaldende ved, at de sydtyske skoler er de billigste og de mest gammeldags, men samtidig dem, der klarer sig bedst, langt bedre end de reformpædagogiske i Hamborg, Bremen og Berlin. Det er rystende at læse om Berlin, hvor en skolereform har ført til katastrofale konsekvenser for indlæringen.
Er Sarrazin racist?
Men er Sarrazin så racist? Sigmar Gabriel, de tyske socialdemokraters begavede partiformand, havde læst bogen og mente i talkshowet Maybrit Illner følgende: ”Sarrazin er ikke racist eller antisemit, men han griber tilbage til socialdemokraternes eugenik i begyndelsen af det 20. århundrede.”
Her har Gabriel fat i det helt centrale. Sarrazin er socialdarwinist, og i bogen lægger han ikke skjul på det, men citerer udførligt fra Darwins og Mendels værker. Hans udgangspunkt er, at intelligens for 50-80 % vedkommende er arveligt – et synspunkt som også vor hjemlige Helmuth Nyborg igennem årene har forsvaret.
Derfor er løsningen for Sarrazin nærliggende. At indrette staten således, at mere intelligente opfordres til at få flere børn end mindre intelligente. Det betyder blandt andet, at det ikke skal kunne betale sig at få mange børn, når man er på overførselsindkomst, men at arbejdende familier tilsvarende skal opmuntres, især højtuddannede. Hvis ikke dette sker, vil selektionen tippe i forhold til en uintelligent og uproduktiv underklasse.
Løsningen finder Sarrazin i det amerikanske workfare-program fra 1996 (altså under præsident Clinton), Personal Responsibility and Work Opportunity Reconciliation Act, der har bevirket, at personer på overførselsindkomst ikke længere belønnes økonomisk ved at få børn.
Højtuddannede kvinder, der får børn, før de er tredive, skal have 50.000 euro (372.000 kr.) Beløbet svarer til alle børnepengene i 25 år. Samtidig foreslår han heldagsskoler, skoleuniform, vuggestuer og børnehaver for at imødegå parallelsamfundene. Og endelig, at Tyskland har retten til at bestemme indvandringens indhold og omfang.
Med Deutschland schafft sich ab fremlægger Sarrazin et fuldfærdigt politisk program om velfærdsstatens indretning, indvandring, islam og uddannelse. Et nyt folkeligt og nationalt parti er ikke utænkeligt. I en meningsmåling sagde 51 % af tyskerne, at Sarrazin har ret. 39 % var uenig. 69 % mente, det var rigtigt, at han havde indledt debatten om indvandring og integration. Næsten hver femte ville stemme på ham, hvis han dannede et parti.
Men tendensen er ikke klar, for lige nu står den samlede venstrefløj i Tyskland til at få 60 % af stemmerne. Der er med andre ord spillerum for et national-socialdemokratisk parti. Det er et spørgsmål om tid, inden det sker. Jeg vil i en efterfølgende artikel komme ind på en nærmere vurdering af Sarrazins bog, hvorfor han vælger den darwinistiske vej, og hvilke konsekvenser bogen har for det politiske Tyskland.
Tilbage er kun at påpege det besynderlige i, at man i 2009 fejrede Darwins 200 årsdag, mens man året efter hetzer en darwinistisk discipel. Men det er jo hele det vesterlandske skizofreni i en nøddeskal.
Thilo Sarrazin: Deutschland schafft sich ab. Wie wir unser Land aufs Spiel setzen, DVA 2010.
