Det var nogle af de spørgsmål, der blev diskuteret, da Trykkefrihedsselskabet og Konservative Studenter holdt seminar i Aarhus.
- Hvordan kan islam være moderat, når muslimer har ret og pligt til at slå frafaldne ihjel? Og hvordan kan så mange vesterlændinge tale henført om moderat islam, når man aldrig har set skyggen af en sådan?
Manden, der gerne ville have svar, er tidligere formand for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard.
Han var den 13. september en af talerne på et velbesøgt seminar i Aarhus, arrangeret af Konservativ Ungdom, Konservative Studenter og Trykkefrihedsselskabet.
Mødets emne var islam/islamisme, hatespeach samt forskelle og ligheder mellem kristendommen og islam.
Hvad er forskellen?
Lars Hedegaard, der er uddannet historiker, rettede sine spørgsmål til Mehdi Mozzafari, professor og islamismeekspert ved Aarhus Universitet.
Mozzafari havde i sit oplæg draget en skillelinje mellem islam og islamisme, og defineret islamisme på følgende måde:
”Islamisme er en religiøst baseret ideologi, som rummer en totalitær tolkning af islam, og hvis endemål er erobring af verden med alle midler.”
Lars Hedegaard gav udtryk for, at han havde mere end svært ved at se, at der skulle være tale om en tolkning:
- Mehdi Mozzafari må jo i så fald mene, at Allah ikke er muslim men islamist, lød det fra talerstolen, inden Hedegaard, der selv har et længere forfatterskab om islam bag sig, fortsatte:
- Jeg har meget svært ved at finde en forskel på islam og det, man kalder islamisme. Al fornuft tilsiger, at det er islamismen, der er den rigtige islam, og at det dermed er de moderate, der er frafaldne.
Skillelinjen går mellem muslimer og islam
Ifølge Lars Hedegaard er der altså ingen forskel på islam og islamisme, og når vesterlændinge forsøger at skille de to fænomener ad, er det enten af taktiske årsager eller fordi virkeligheden nogle gange kan være så barsk, at den er svær at se i øjnene.
- Hvis vi endelig skal drage en skillelinje, sagde Lars Hedegaard, går den mellem den enkelte muslim og islam. For der findes moderate muslimer, der ikke tager deres religion så alvorligt, men altså efter min overbevisning - ingen moderat islam.
Måske for farligt
Som replik til Hedegaards oplæg konstaterede Mehdi Mozzafari, der oprindeligt kommer fra Iran, at det for ham, ville være forbundet med en vis fare at udtale sig i alt for bramfrie vendinger om islam.
Han uddybede ikke den pointe nærmere, men understregede, at han ikke var ude på at friholde islam for ansvar.
Men det er vanskeligt at definere et entydigt islam, sagde han og argumenterede for, at det ville være bedre og mere praktisk at tale om kultur frem for religion.
Islamismen vokser
Medi Mozzafari var derimod enig i, at det er vigtigt, at have en definition af islamisme, og at Vesten bør være meget opmærksomme på fænomenet.
- Det skal vi af den simple grund, at der pt. udkæmpes fire-fem krige, hvor islamisme spiller en helt central rolle. Desuden er der islamistiske grupper over hele Europa, der vokser og bliver magtfulde. De forsøger at erstatte vores eksisterende normer med islamistiske. Derfor er islamisme absolut ikke noget ligegyldigt fænomen.
Kan sammenlignes med kommunisme og nazisme
Medi Mozzafari sammenlignede desuden islamismen med andre totalitarismer og forklarede, at der er mange fællestræk.
Islamismen har som fx kommunismen og nazismen brug for fjendebilleder, og kræver, at mennesker ikke bare tænker på en bestemt måde, men også tydeligt viser, at deres tanker og holdninger er i overensstemmelse med ideologien.
Der hvor islamismen adskiller sig er, at den er religiøst baseret. Det betyder, at dens ledere aldrig har et direkte ansvar.
- Hitler begik selvmord, da hans projekt mislykkedes. Det gør totalitære, religiøse ledere ikke, da de i egen opfattelse blot adlyder Gud.
Et uhyre med syv hoveder
Om islamismens mål, sagde Medi Mozzafari, at det ikke har ændret sig siden 1928, hvor Hassan al-Banna etablerede Det Muslimske Broderskab, der var det første forsøg på at organisere islamismen.
Målet har altid været at genetablere det kalifat, der forsvandt under Første Verdenskrig.
Når det indtil videre ikke er lykkes sagde Medi Mozzafari, har det at gøre med, at islamismen er svag. Den er f.eks. delt i Sunni, Shia og Wahhabi, der internt bekæmper hinanden.
- Dertil kommer, at man hverken er militært eller økonomisk autonome – det eneste, man producerer i de lande, hvor islamister har magten er olje, gas og masser af immigration, sagde Medi Mozzafari og konkluderede:
- På trods af det, ligner islamismen i dag et uhyre med syv hoveder. Hugger man et hoved af et sted, dukker der straks et andet frem et andet sted. Det er klart, vi ikke bare i Vesten, men i hele verden har et problem med dette uhyre, som vi skal tage meget alvorligt.
Et opgør med myterne
Formand for Trykkefrihedsselskabet, teolog Katrine Winkel Holm og bestyrelsesmedlem i samme selskab, Torben Mark Pedersen havde også hvert sit oplæg på mødet.
Winkel Holm talte om forskelle og ligheder mellem islam og kristendommen.
- Jeg ønsker primært at gøre op med de myter, der hævder, at alle religioner stort set er ens, at alle er lige intolerante og lige voldelige.
-
Det er ikke tilfældet. Der er helt afgørende, indholdsmæssige forskelle. Koranen er for det første den direkte gengivelse af Guds ord, hvorimod Bibelen er et menneskeligt vidnesbyrd. Det gør, at Bibelen kan og skal fortolkes, hvorimod Koranen skal læses bogstaveligt. Også selvom den er skrevet for 1400 år siden.
-
Opfordrer til vold og aggression
En anden vigtig forskel er opfordringer til vold i religionens navn, sagde Katrine Winkel Holm og henviste til en undersøgelse, som forsker Tina Magaard har gennemført på Aarhus Universitet.
Magaard når frem til, at der er meget stor forskel på i hvor høj grad kristendommen og islam opfordrer til vold. En kristen, der vil begå terror vil således have overordentligt svært ved at finde belæg for det i Ny Testamente.
Med islam forholder det sig anderledes.
Tina Magaard konkluderer i sin undersøgelse, at Koranen direkte opfordrer til vold og aggression.
- Allah giver sine tilhængere en åben og evig befaling om at underkaste eller dræbe ikke-muslimer. Volden er hverken afgrænset i tid eller sted, den er en religiøs pligt, sagde Katrine Winkel-Holm og understregede sit budskab med et Korancitat fra Sura 9:
”I skal bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion.”
Kristne opfordres til åndelig kamp
Alligevel mener mange, at Kristendommen ikke har noget at lade islam høre, når det kommer til voldsopfordringer.
- Men det er en misforståelse, sagde Katrine Winkel Holm.
- Sagen er meget klar i forhold til Det Nye Testamente. Der er ingen opfordringer til fysisk vold. Det, der ofte forvirrer, er de 30 steder, hvor der refereres til krig og kamp. Men det helt afgørende er, at det er en åndelig kamp, der er tale om – og ikke en fysisk.
Kristne ikke forpligtet af Det Gamle Testamente
I Det Gamle Testamente, der er jødernes helligskrift, forholder det sig lidt anderledes, fortsatte Katrine Winkel Holm. Her opfordres der ganske rigtigt til vold.
-
Og vi kan ikke bare sige, at Det Gamle Testamente ikke har noget med os at gøre. Men den store forskel er, at vi som kristne ikke længere er forpligtet til at følge loven i Det Gamle Testamente. Desuden er den vold, der opfordres til, altid afgrænset i tid og sted, og den omtales altid i datid, sagde Katrine Winkel Holm. Det skaber en afgørende forskel på jødedom og islam.
Begrænsning af ytringsfriheden
Som det vil være de fleste bekendt er ytringsfriheden under pres, ikke kun fra islamisters side, men også fra EU og fra diverse andre grupperinger, der mener, at det frie ord er farligt.
I den forbindelse har myndighederne ikke bare i Danmark, men i hele den vestlige verden, retsforfulgt det man definerer som verbale krænkelser af visse minoriteter.
Det kunne dagens fjerde taler skrive under på. Torben Mark Pedersen liberal debattør og mangeårigt medlem af Trykkefrihedsselskabets bestyrelse, er selv blevet tiltalt for racisme i en sag, som mange finder absurd.
I maj 2014 blev han således tiltalt for i en tekst at have krænket en lang række grupper, der til sammen udgjorde op mod 90 procent af jordens befolkning.
Teksten var skrevet som en kritisk kommentar til den måde paragraf 266b – den såkaldte racismeparagraf - bruges på. Byretten frikendte Torben Mark Pedersen, men anklagemyndigheden ankede efterfølgende sagen til landsretten.
Hate speech – en totalitær opfindelse
Torben Mark Pedersen gav i sit oplæg en lang række eksempler på, hvordan vestlige intellektuelle retsforfølges for ”hate speech”.
Han kom også ind på selve tilblivelsen af den internationale hate speech-lovgivning, som i Danmark blev udmøntet i paragraf 266b.
Det startede med, at FN, i 1964-65 under pres fra en række totalitære østblok-lande, opfordrede samtlige medlemslande til at kriminalisere såkaldt hadefuld tale.
Dengang havde Danmark i forvejen en bestemmelse fra 1939, der forbød udbredelse af falske beskyldninger.
Men det var ifølge FN ikke nok. I 1971 ændrede man derfor den danske formulering til det, vi kender i dag: en kriminalisering af den, der truer, forhåner eller nedværdiger nogen på grund af race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering.
- Man vendte i praksis tolerancebegrebet på hovedet, så loven nu blev til et forbud mod fornærmelser, sagde Torben Mark Pedersen og uddybede:
-Og man gik videre end det. Retspraksis viser, at den enkelte gruppe ikke behøver at føle sig krænket over en udtalelse. Det rækker, at andre indgiver en anmeldelse, så skal myndighederne tage sagen op.
Ligegyldigt om det er sandt
Og er man først slæbt for retten er oddsene dårlige. I sager om overtrædelse af 266b får den tiltalte ikke mulighed for at føre sandhedsbevis for sin påstand. Altså får tiltalte ikke mulighed for at bevise, at det vedkommende har sagt, faktisk er sandt.
Torben Mark Pedersen endte med at konkludere, at krænkelsesparagrafferne ikke hører hjemme i et demokrati:
- I dag har paragraf 266b og lignende bestemmelser i udlandet karakter af politiske våben, som man anvender til at skandalisere politiske modstandere med. Det er en skændsel for demokratiet, og noget, der hurtigst muligt bør laves om.
At dømme på bifaldet, var Torben Mark Pedersen ikke alene om den opfattelse.
