Han starter med blankt at indrømme det: Selv han, Bent Blüdnikow – af de røde bedre kendt som ”Bent Blod” – har selv været rød engang. Først som medlem af DSU og dernæst SF.
- Men jeg kunne ikke holde løgnene og hykleriet ud, så i 1983 meldte jeg mig ud, skynder han sig at sige.
- Derefter blev jeg konservativ.
Trykkefrihed.dk møder Blüdnikow på Berlingske i hjertet af København. Det er herfra han siden 1994 – først som debatredaktør på Weekendavisen og siden på Berlingske – har kæmpet en drabelig kamp om den rette udlægning af det 20. århundredes historie.
Venstrefløjssympatier i medierne
Som uddannet faghistoriker og med det, han selv kalder en særlig jødisk intellektuel ”no bullshit-tradition” i rygsækken, har han været godt rustet til jobbet.
Du var seniorforsker i Rigsarkivet i ti år, før du skiftede til mediebranchen. Hvordan oplevede du det skifte?
- Det, jeg mødte, var et journalistisk miljø præget af tidsånden, hvilket vil sige venstrefløjssympatier. Hele journaliststanden var op gennem 70’erne og 80’erne meget venstreorienteret for ikke at sige kommunistisk.
- I den forbindelse blev det klart for mig, at vi aldrig ville kunne forstå det 20. århundredes tragedie, hvis vi ikke forstod venstrefløjens tragedie. De frygtelige forbrydelser som diverse regimer havde begået, blev jo ignoreret af det journalistiske og historiske etablissement. Jeg så det ret hurtigt som min opgave at forsøge at få skabt en debat om emnet. Så at sige tvinge journalister og historikere til at forholde sig til de emner, de helst ville ignorere; medløberiet og massemyrderierne.
Du begyndte selv at skrive kronikker allerede i midten af 1980’erne, og senere inviterede du som debatredaktør blandt andre historieprofessor Bent Jensen og filosoffen Henrik Gade Jensen til at deltage i avisens spalter. Hvordan var reaktionerne?
- Vi mødte fra starten en kæmpe modstand, som det er svært at forestille sig i dag, hvor kommunismens forbrydelser er erkendt. Dengang i midten af 80’erne var det anderledes, og det medførte en lang række angreb, som var ubønhørligt hårde.
- Vi dokumenterede jo, at den danske venstrefløj havde støttet PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse, red) og dermed støttet terrorismen. Vi viste, hvor langt ude en kvinde som folketingsmedlem og formand for Venstresocialisternes Internationale Udvalg Anne Grete Holmsgaard var, med sine antisemitiske ideer.
- Hun ville ikke tage afstand fra massakren på de israelske sportsfolk ved olympiaden i 1972, og hun og andre venstrefløjsgalninge underskrev en samarbejdsaftale med de samme PFLP-ledere, der styrede Blekingegadebanden. De var gale og vanvittige ekstremister, og det skrev vi, siger Bent Blüdnikow og fortsætter:
-Dermed var der jo heller ikke bare tale om et politisk opgør. Det var et menneskeligt opgør, hvor vi rev idealismens maske af deres ansigter. Venstrefløjen havde jo altid set sig selv som humanismens forkæmpere og som de undertryktes forsvarer. Det var dem, der kæmpede den retfærdige sag, hvorimod de borgerlige var ondskaben selv.
-På den måde kom vi ind i et frygteligt opgør med mennesker, hvis livsløgn, vi tog fra dem. Det blev utroligt ubehageligt. Havde jeg ikke haft en fantastisk kone, der støttede mig hele vejen igennem, tror jeg ikke, jeg havde klaret det.
Tilsviningskampagner i DR
Hvad var det for nogle ubehageligheder, du blev udsat for?
- Det var alt fra tilsviningskampagner i Danmarks Radio og Politiken til debatarrangementer, der var sat op med det ene formål at få mig ned med nakken. Så var der folk, der forlod festen, når jeg ankom, og både på Weekendavisen og Berlingske medførte mine kronikker dyb animositet i medarbejderstaben.
- Det kom på et tidspunkt så vidt, at fællestillidsmanden på Berlingske krævede mig fyret. Det var ni år efter murens fald, men de krævede mig fandeme fyret! Det var meget ubehageligt at være her i den tid. I perioder var jeg ikke meget for at gå op i kantinen.
-
Og ja, jeg har også mistet et par venner, men det har til dels været min egen skyld. I perioder har jeg været kørt meget op over at være blevet svinet til, og så oparbejder man måske en sårbarhed og et krav om at vennerne skal støtte. Et krav, som ikke altid er rimeligt.
Hvad har drevet dig til at blive ved?
- Godt spørgsmål. For selvom de venstreorienterede kaldte mig ”Bent Blod”, er jeg egentlig et meget blødt menneske. Jeg kan ikke lide konfrontationer, og jeg vil helst være gode venner med alle, griner Blüdnikow og tilføjer:
-Men jeg tror, det har noget at gøre med en særlig intellektuel jødisk stil, som man ser masser af eksempler på i f.eks. New York. Man vil til bunds i tingene.
Din jødiske baggrund spiller en rolle?
- Ja, det gør den nok.
- Som dansk jøde er man jo kun tilstede, fordi ens forældre var så heldige at overleve. Man har en fornemmelse af, at være et produkt af tilfældigheder. Dermed er historien ikke bare noget abstrakt og akademisk, men noget, der har med overlevelse at gøre.
-
Desuden har venstrefløjen jo gerne villet bruge jødernes historie som et bevis på, at nazismen var noget unikt og exceptionelt ondt. Men når ens egen familie både er blevet forfulgt af nazisterne i Danmark og af kommunisterne i Sovjet, så skærer det i ens ører. Man er nødt til at sige fra. Så jo, ud over akademisk redelighed, så spiller min personlige baggrund også en rolle.
Har du som jøde følt dig forpligtet til at tage debatten op?
- Ja. En del af debattens motiv har været, at det skulle være en advarsel. Et håb om, at nogen vil lære, at målet ikke helliger midlet. Det er man nødt til at banke ind i kommende generationers hoveder ikke bare én, men mange gange.
- Se bare på 68’erne. Intet rationelt tænkende menneske burde efter 1968 have været i tvivl om, at kommunismen gjorde sig skyldig i forbrydelser. Alligevel fik vi et kæmpe medløberi af unge danskere. Advarslen kan ikke gentages ofte nok.
Hvad tror du, der drev dem?
-Jeg mener ligesom mange andre, at marxismen var en erstatningsreligion, og at der var en stor psykologisk gruppe-identifikation på spil. Man følte sig GOD sammen med andre mennesker. Det er en stærk drivkraft, som vi også ser udfolde sig i Politiken-segmentet i dag.
-Derudover må vi have et urinstinkt, som driver os til at søge lighed og retfærdighed. Ellers kan det næsten ikke forklares, at så mange mennesker var villige til at begå så store forbrydelser i kommunismens navn.
Højrefløjen har ikke haft samme idealistiske drivkraft. Vil du sige, at borgerlige generelt er dårlige til kulturkamp?
-Ja, det kan du bande på! Da den borgerlige regering kom til, håbede vi jo på forstærkning, så det ikke bare var os få borgerlige krybskytter, der skød løs. Men vi blev slemt skuffede. Der var stort set ingen støtte - med Brian Mikkelsen som en af de få undtagelser. Borgerlige politikere herhjemme lider af mangel på intellektuelt format, og har måske også erkendt, at man som borgerlig i konsensus-Danmark klarer sig bedst ved ikke at søge konfrontation.
Hvad er det, der er farligt ved konfrontationen?
-Jeg tror, det har at gøre med, at hele højrefløjen blev dæmoniseret efter Anden Verdenskrig, mens venstrefløjen gik fri. Det var en historisk uretfærdighed, som i høj grad var udtænkt af Stalin. Han havde held til i folks bevidsthed at få nationalsocialismen placeret på højrefløjen, selvom den i virkeligheden har langt mere til fælles med kommunismen end med konservatismen. Det har efterfølgende lammet højrefløjen i den politiske debat.
Venstrefløjen sejrede karrieremæssigt
Og hvordan er situationen så i dag. Hvem klarer sig bedst i kulturkampen?
- Når det drejer sig om at få den danske offentlighed til at erkende, hvad kommunismen har gjort sig skyldig i, så synes jeg, vi har sejret. Derudover er der skabt en langt større borgerlig debatdeltagelse med mange flere - også kvindelige debattører. Det er meget glædeligt. I dag gør vi i det hele taget et meget større indtryk på den brede offentlighed, end vi gjorde tidligere.
- Jeg synes heller ikke, venstrefløjen sidder på definitionsretten i samme omfang som tidligere. Carina-sagen er et godt eksempel. De er blevet lettere at slå tilbage, og har ikke længere samme held med at stemple os som onde. Selv indenfor journaliststanden, tror jeg, der er en erkendelse af, at venstrefløjens fremmeste værktøj - offergørelsen - ikke er til gavn for nogen. Jeg synes faktisk, at vi har sejret på mange områder.
Og på hvilke områder har venstrefløjen klaret sig bedst?
- Venstrefløjen sejrede karrieremæssigt. De gik sejrrigt gennem institutionerne og sad på journalistforbundet og på lektorater og professorater. I dag sidder der stadig et utal på centrale poster, som var skrigende venstreradikale, det nævnes bare aldrig.
- Vi befinder os jo i en periode af retouchering forstået på den måde, at alle i dag godt kan se at kommunismen var en tragedie. Men når der bringes 60-års fødselsdagsomtaler af akademikere og journalister, nævnes der aldrig et ord om deres venstreradikale fortid. Det er retouchering hele vejen igennem.
Den borgerlige tænketank CEPOS blev etableret som en del af kulturkampen, og det var dig og journalisten Samuel Rachlin, der tog initiativet. Hvad ville I med CEPOS, og hvordan ser du tænketankens arbejde i dag?
- Ud over at påvirke den offentlige debat i borgerlig retning, var tanken at skabe et netværk i lighed med det, venstrefløjen har. Vi var alt for få, og vi havde brug for hinandens støtte.
- På den måde synes jeg, CEPOS har været en kæmpe succes. Der er kommet en helt ny generation af debattører, som har været forbi CEPOS-universitetet, og det har styrket den borgerlige side.
- Jeg må så også sige, at vi havde håbet, at de ikke kun ville beskæftige sig med økonomi, men også tage historiske og kulturelle emner op. Det gør de jo kun i begrænset omfang, så på det område har den ikke levet op til vores forhåbninger.
Hvorfor vil de ikke berøre de emner?
- De vil ikke ud i den hårde debat, hvor de kan beskyldes for at være højreorienterede. De mener, deres økonomiske argumenter står stærkere, hvis de ikke blander sig i debatten.
Er det et godt argument og er der udsigt til, at CEPOS vil forandre sig på det punkt?
-Det er ikke et argument, jeg personligt ville bruge. På den anden side, kan jeg godt se det fra deres synspunkt; der er en vis risiko ved at stikke næsen frem på det område.
- Og nej, jeg tror desværre ikke, der er udsigt til en kursændring.
En anden institution, der har spillet en stor rolle i kulturkampen er Danmarks Radio. Hvordan ser du dens rolle i dag - er den stadig venstredrejet?
-DR er blevet bedre. Nogle af de gamle venstrefløjsfolk fra P1 er væk, men der er stadigvæk automatholdninger, som skinner igennem. Det kan man se og høre mange steder, men det er ubevidst, tror jeg.
Hvad kan man gøre for at bekæmpe de automatholdninger?
- Der kommer ingen ændringer fra direktionen eller bestyrelsen, det håb har vi opgivet for længst. Bestyrelsen må ikke blande sig i enkeltprogrammer og direktionen gør bare ikke noget. Der er kun én måde at skabe forandringer på, og det er ved at få nogle yngre borgerlige mennesker ind i DR - og i TV2 for den sags skyld. Venstrefløjen vandrede gennem institutionerne. Vi skal gøre det samme.
Og mere generelt - hvordan vil du karakterisere dansk journalistik anno 2014?
- Jamen lidt på samme måde, præget af automatholdninger, der blev grundlagt i efterkrigstiden. Havde dansk journalistik været befriet for vildfarelserne om, at man er GOD, hvis man tilhører venstrefløjen, så havde meget set helt anderledes ud. Vi havde fx haft en kritisk dækning af fænomener som Redox, De Autonome og AFA. Jeg kan blive helt bleg af raseri, når såkaldt borgerlige medier blot kikker den anden vej.
I dag er det islam-debatten, der fylder meget på avisernes debatsider. Men her ser man ikke meget til Bent Blüdnikow. Er der en særlig grund til det?
- Ja, jeg har med vilje holdt mig væk fra den debat. Dels fordi det 20. århundrede er mit område, og dels fordi, jeg har været dæmoniseret i så mange år. Jeg magter simpelthen ikke at blive fremstillet som den onde mand en gang til.
- Derfor har jeg også stor respekt for folk som f.eks. Pia Kjærsgaard og Søren Krarup, der har ført debatten og taget tæskene. De har åbnet for en meget positiv udvikling, hvor andre – f.eks. CEPOS-juristen Jacob Mchangama og professor Frederik Stjernfelt går imod venstrefløjen og Politiken og forsvarer ytringsfriheden. Jeg ser det som meget positivt, at helt nye stemmer, der ikke kan kategoriseres som højrefløj, blander sig i debatten.
Hvordan ser du islam-debatten. Er den en parallel til de debatter, du har ført?
-Ja, fuldstændig. Det er stort set de samme aktører, der er på banen, men i stedet for kommunismen har vi nu en islamisk totalitarisme, der har mange ligheder med marxisme og nazisme og desuden har sin egen perverse, religiøse overbygning. Det er en gennemført rædselsfuld ideologi.
- Derudover er det had, som venstrefløjen og Politiken har forsøgt at piske op omkring Dansk Folkeparti meget parallelt til det, vi blev udsat for. Man forsøger at gøre dem til onde mennesker, som det er legitimt at hade. Det følger helt samme mønster. Der er kun én ting at gøre, og det er at være stærk og holde ud. Så kommer sandheden frem før eller siden.
Det er min erfaring.
Om Bent Blüdnikow
Bent Blüdnikow er 59 år og uddannet historiker. Han arbejdede i ti år som seniorforsker i Rigsarkivet, før han i 1994 blev debatredaktør på Weekendavisen. I 1998 skiftede han til en lignende stilling på Berlingske, hvor han stadig arbejder. Han har udgivet seks bøger, hvoraf den sidste -”Min fars flugt” – handler om faderens flugt fra tyskerne over Øresund. Bent Blüdnikow er gift og har tre børn.
