Det var på en gang en absurd deprimerende og samtidig sært opløftende affære at følge Folketingets 3. behandling af koranloven torsdag: i samfulde 5 timer tordnede en samlet opposition – de Radikale undtaget – mod det øksehug i ytringsfriheden, som alle vidste var uafvendeligt, men som ikke desto mindre blev bekæmpet af alle fra Enhedslisten til Nye Borgerlige til det sidste.
Som gammel frontkæmper for Det Frie Ord, var det opløftende at følge ordførernes taler, der på lange stræk vidnede om, at der faktisk er politikere i alle dele af det politiske spektrum, der har loddet dybden af demokratiets grundpille – og kæmper bravt for den. Så meget desto mere nedslående var det derfor at se regeringen en bloc afstå fra at svare på oppositionens relevante spørgsmål og forholde sig tavst (og flere gange småfnisende) til oppositionen var ”færdige”: det var en skamfuld opvisning i en politisk og demokratisk deroute pakket ind i nedladende arrogance, der efterlod indtrykket af en magtfuldkommen regering, der end ikke gider stå på mål for deres egne tabersager.
Men var oppositionen gode til at gå i brechen for ytringsfriheden som demokratisk grundpræmis, haltede det til gengæld mere med at slå årsagen til at vi overhovedet har denne diskussion fast: den ville nemlig aldrig være opstået, hvis vi havde holdt islam ude af Danmark. For lad os være ærlige: de seneste 20 år har alle bestræbelser på at begrænse ytringsfriheden – med påvirkningsloven som eneste undtagelse – haft islam som årsag med den hensigt at tækkes muslimer. Det er islams konstante trussel om vold, der den ene gang efter den anden har fået vores politikere til at bøje sig og indskrænke danskernes frihed i den håbløse hensigt at tækkes muslimske særkrav.
Den grundpræmis kunne regeringen så til gengæld selv levere: samme dag som Folketinget vedtog koranloven, bragte Berlingske et interview med justitsminister Peter Hummelgaard, der under overskriften ”Det handler om danskernes sikkerhed” slog fast, at den eneste grund til, at regeringen gennemfører et forbud mod ”utilbørlig behandling af religiøse genstande med væsentlig betydning for et anerkendt trossamfund” er presset fra islam:
”Det er ubetinget det vigtigste argument for mig selv og for regeringen. Vi ville ikke gøre det, hvis ikke det var, fordi det vurderedes at kunne fremprovokere og udgøre en trussel over for danskerne (…) Grundlæggende kan det sammenfattes til, at det – som de her i hvert fald mere end 526 anmeldte demonstrationer med koran- eller flagafbrændinger siden midten af juli har gjort – det er jo, at det har vakt en opmærksomhed fra både egentligt radikaliserede organisationer og miljøer og også radikaliserede enkeltpersoner, som kunne finde på eller som vurderes at kunne skade Danmark eller danskere”
Det er ganske sigende, at regeringen i skikkelse af Peter Hummelgaard så åbent indrømmer, at truslen ene og alene kommer fra islam – og at man bøjer sig for voldsmandens veto. Og vel at mærke ikke blot en trussel som kommer udefra, men en trussel, som befinder sig i vor midte og som politikerne selv har inviteret. Til sammenligning har Polen, der effektivt har forhindret muslimsk indvandring, overhovedet ingen udfordringer med terrorangreb eller -trusler for den sags skyld.
Læg hertil, at frygten for islams vold og den deraf følgende tilskyndelse til at bøje sig for truslen, reelt ingen effekt har – bortset fra den opildnende effekt fra herboende muslimer til at rejse nye krav: Sverige (af alle lande) har således blankt afvist at indføre forbud mod koranafbrændinger uden at det har påvirket det svenske trusselsbillede nævneværdigt.
Og netop Polen og den seneste svenske reaktion bør vi tage pejling af, for de to landes reaktion viser klart, at svaret på islams trusler og særkrav er afvisning, hvilket i vores tilfælde kan gøres ved hjemsendelse eller konsekvent nægtelse af at tage særhensyn. Helst begge dele.
Indtil dette sker, vil vi se frygtsomme politikere fodre krokodillen med sin egen hale til vi til sidst ikke kan genkende vores eget land.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
