"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Eksmuslimen, der blev Muhammed-tegner

20. december 2015 - Artikel - af Katrine Winkel Holm

Muslimer må vælge side til fordel for for Vesten og mod jihad, mener eks-muslimen Bosch Fawstin

Der er dumpet et julekort ind af brevsprækken til Trykkefrihedsselskabets medlemmer, traditionen tro udført af en kunstner, der har markeret sig på ytringsfrihedsfronten i det forløbne år.

Denne gang den amerikanske satiretegner Bosch Fawstin. Han vandt en konkurrence om at tegne den bedste Muhammedtegning, men ved kåringen i Garland, Texas, i maj, blev arrangementet udsat for terror. Alligevel fortsætter Bosch Fawstin med at tegne islams grundlægger.

Trykkefrihed har talt med den frygtløse kunstner og spurgt ham, hvad der får en tidligere muslim til at ”krænke” muslimske religiøse følelser.

Bosch Fawstin er en ihærdig Muhammedtegner og har bl.a. skabt tegneseriefiguren ”Pigman”, ”grisemanden”, der er en anti-jihadistisk superhelt, der jager Muhammed. En tegneserie, der altså er ekstremt krænkende set med muslimske øjne.

Men selv er han faktisk vokset op i en muslimsk familie i USA, indtil flovhed og skam fik ham til at forlade religionen, fortæller Fawstin til Trykkefrihed:

- Jeg forlod islam, da jeg begyndte at tænke over, hvad moral er. Jeg vidste så meget om religionen, at jeg blev flov over at blive ved at være en del af den. Det bliver særligt påtrængende, når man vokser op i USA, et land hvis værdier står for det helt modsatte af islamiske værdier. Selv om man i dag ville kalde min familie for ”moderate muslimer”, (vi kaldte os nu bare muslimer) var den umådelige kvindeforagt og jødehad, der er en indbygget del af religionen, også en del af min opvækst, og det ønskede jeg ikke længere at være en del af.

Hvad fik dig til at begynde at tegne Muhammed?

- Det, der fik mig i gang, var dødstruslerne mod de danske Muhammedtegnere. Jeg har aldrig haft en bestemt intention om at 'nu ville jeg tegne Muhammed'. Men når andre vesterlændinge blev angrebet for at tegne grundlæggeren af en religion, der inspirerer til krig mod Vesten, så er det mindste, jeg kunne gøre da at lave Muhammedtegninger for at vise min støtte til dem og til ytringsfriheden. Jeg ville simpelthen vise fjenden, at de ikke har nogen magt over os.

I amerikanske medier er du flere stedet blevet betegnet som ”antimuslimsk”. Er du det?

- ”Antimuslimsk” er det, kritikerne af islam altid beskyldes for at være, fordi man forsøger at sætte lighedstegn mellem legitim kritik af islam og had mod alle dem, der identificerer sig som muslimer. Jeg er en kritiker af islam og af de mest konsistente udøvere af religionen, ikke af ”alle muslimer”, for de fleste muslimer ignorerer islam ved deres måde at leve på. Det gælder især de muslimer, der lever i Vesten. Men jeg forholder mig kritisk til dem, der holder fast ved en religion, der inspirerer til de mest uhyggelige grusomheder, uanset hvilke løgne, de selv fortæller om religionen. Så på den ene side anerkender jeg, at mange muslimer ikke er i krig med os, men at de på den anden side heller ikke er på vores side. Muslimer, der ikke klart vælger side til fordel for Vesten og mod jihad, giver ammunition til dem, der ikke gider skelne mellem islam og muslimer, og som derfor fordømmer alle muslimer, rettroende eller ej. Men sagen er, at muslimer i det store og hele har gjort meget lidt for at få dem, der er ”antimuslimske” til at ændre holdning. Det er derfor, de har så elendigt et ry.

I Danmark oplever vi stærkt stigende selvcensur. F.eks. turde ingen danske aviser genoptrykke Muhammed-tegningerne ved 10-årsjubilæet for dem. Tror du, der er nogen chance for, at det vil ændre sig i fremtiden?

- Det håber jeg, men lige nu er det meget populært at give Muhammedtegnere skylden for islamisk vold, selv om det faktisk er islamisk vold, der inspirerer til at lave Muhammedtegninger. Det, jeg vil gøre, er at fortsætte med at lave Muhammedtegninger – jeg har lavet seks Muhammedtegninger, siden jeg vandt konkurrencen – og offentliggøre dem på internettet.

Jeg ved, at du har fået dødstrusler. Det har ikke fået dig til at overveje at stoppe?

- Nej. Selv om det ikke er en fornøjelse at tegne noget, der udløser dødstrusler, så er det dødstruslerne, der skal stoppe før jeg overvejer at stoppe med at tegne Muhammed.

På dit julekort ønsker du glædelig jul og fred på jorden – vel at mærke den dag islams sorte flag er blevet hvidt. Det er der vist lang tid til, så ærlig talt: er der nogen grund til at ønske glædelig jul?

- Uanset hvad der foregår i verden og hvad der foregår i min egen lille verden, er der grund til at ønske glædelig jul. Personligt elsker jeg julen og jeg elsker at ønske alle fredelige mænd og kvinder en glædelig jul.

 

Besøg Bosch Fawstins hjemmeside her

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg