Vreden, Gudinde! besyng, som greb Peleiden Achilleus.
Jeg er vred. Vred over det kolossale svigt, som jeg mener vores politikere, vores intellektuelle og store dele af journaliststanden hinsides enhver saglig tvivl har udøvet over for det danske folk.
Jeg har i de sidste ti år målløst været vidne til, at mennesker, som jeg plejede at respektere, har indtaget og forsvaret aldeles irrationelle holdninger.
Holdninger, der efter min allerbedste overbevisning er bundet i mangel på elementær indsigt og viden, og derfor holdninger, som de logisk kun indtager, fordi disse holdninger er politisk korrekte.
Hvis jeg har ret i min antagelse om, at mange af enten intellektuel dovenskab eller af lutter frygt for at falde ud af fællesskabet finder deres holdninger i det politisk korrekte univers, så kunne man trods alt nære det fromme ønske, at de holdt deres ”meninger” for sig selv.
Men ’nej’. Den velsignede tavshed har de såkaldte sociale medier én gang for alle sat en stopper for. Folk står i dag nærmest i kø på Facebook for at udstille tre ting: deres perfekte liv, deres kolossale mangel på viden og deres overskudsagtige godhed.
Især i forbindelse med konflikten i Mellemøsten og i debatten omkring multikulturalismen kan jeg komme med talrige eksempler på falske udsagn om faktuelle og historiske begivenheder.
Udsagn, der enten er hentet fra Internettets uendelige arsenal af kvalificeret vrøvl eller fra en artikel skrevet af en manipulerende journalist, og derfor udsagn, der gør al samtale til koncentreret spild af tid, fordi man med papegøjer ikke kan føre en meningsfyldt samtale. Et godt eksempel (af uendeligt mange) er myten om de unge kvindelige andengenerationsindvandreres relative uddannelsessucces.
Desværre er der ikke altid tale om uvidenhed. Jeg har også oplevet debattører, der bevidst benægter eller fordrejer fakta, som led i en slet skjult politisk dagsorden. Fathi El-Abed fra Dansk-palæstinensisk Venskabsforening er et skræmmende eksempel på denne praksis. Også her stopper al samtale. Løgnen kan man ikke samarbejde med.
Ludwig Wittgensteins gode råd om at tie om det, som man intet ved om, bliver ikke efterlevet i dagens Danmark. Den bevidste manipulation kombineret med intellektuel dovenskab og insisteren på at have en mening om alt mellem himmel og jord, som man ikke har gidet sætte sig ind i, gør mig træt, ofte apatisk og tiere vred.
Jeg deler vreden med mange. Formentlig med mange af læserne i dette forum. Problemet er bare, at vreden i sig selv jo intet løser. Tværtimod kan den ofte være selvdestruktiv, hvilket Achilleus’ triste skæbne jo så tydeligt viser os.
Og det hjælper heller ikke udelukkende at dele vreden med sine ligesindede. I kirken. Hos Greenpeace. I Modkraft. Hos AFA. I TFS. På Facebook eller på Twitter. Her bliver man som regel blot bekræftet og desværre alt for sjældent udfordret.
At skrige i ekkokammeret er i bedste fald selvterapeutisk, i værste fald destruktivt.
Nej. Vreden skal på en eller anden måde kanaliseres over i noget konstruktivt. Man kan blive aktivist eller politiker. Man kan også skrive kronikker og opsøge debatter. Altså indgå i en eller anden form for dialog med dem, der ikke deler din vrede. Med dem som ser verden på en anden måde. Med dem som har en anden vrede.
Hvem ved? Måske min vrede er helt eller delvis ubegrundet. Måske ”de andre” også har nogle helt valide pointer. Måske er de slet ikke så intellektuelle dovne, som jeg gik rundt og mente. Måske kan de anvise en anden og bedre vej til en løsning på de problemer, vi måtte være enige om, der er?
Og i det omfang vi ikke kan blive enige om, hvad der er problematisk, så kunne vi måske prøve at forstå, hvorfor det, jeg eksempelvis mener er et kæmpe problem, ikke er et problem for min modpart.
Helt konkret eksempel: Hvorfor mener en af mine nære venner, der er bøsse, at islams udbredelse i Danmark er uproblematisk for ham og andre homoseksuelle? Jeg fatter det ganske enkelt ikke. Og jeg kan jo kun blive klogere på denne tilsyneladende irrationalitet ved at bede ham om at begrunde sin holdning.
Åbne sindet
Vi bør altså rationelt undersøge, hvad de, der er uenige med os, egentlig mener. Og – ikke mindst – undersøge, hvorfor de mener, som de gør. Denne indsigt kan ikke komme som en åbenbaring. Den kræver hårdt arbejde. For begge parter. Også for dine modstandere. For hvad nytter det, at du har åbnet op, hvis de stadig er lukket i?
Du bliver nødt til med et åbent sind at læse, hvad de skriver. Ihærdigt og fordomsfrit prøve at sætte dig i deres sted. Fordomsfrit at prøve på at forstå dem. Og pænt forlange det samme af dem, som er uenige med dig. At de prøver at forstå dig. Og det gøres ved at føre en saglig samtale. Ved at mødes i en konstruktiv debat, der åbner op for en sokratisk tilgang, hvor saglige argumenter og modargumenter er vejen til forståelse, til indsigt, til viden og til erkendelse.
Det er i sidste ende den eneste farbare vej til først at adressere og derefter løse de udfordringer, tiden stiller os overfor. Uden viden og erkendelse famler vi i blinde. Og vores ”løsninger” på sande eller indbildte problemer vil næsten uværgerligt forværre status quo.
Substantiel demokratisk debat er den ilt, der bringer næring til vores samfund. Den ilt, der gør at tidligere dogmer kan udskiftes. Den ilt, der gør reformer mulige. Får positioner til at rykke sig.
Og det er netop derfor, at der skal stilles hårde krav til vores meningsdannere: de intellektuelle, vores politikere og vores journalister. Krav om, at netop de lever op til at få skabt en substantiel debat, da man ikke kan forvente, at den skal komme andetsteds fra.
Det ovenstående er faktisk uendelig banalt.
Problemet er blot, at det er ikke sådan, jeg oplever den demokratiske debat i Danmark. Prøv at huske grundigt tilbage i tiden. Kan du så komme i tanke om noget tidspunkt i dit liv, hvor du har hørt en debat, hvor en intellektuel eller en politiker med et afklaret smil har udbrudt: ”God pointe, det kan du måske godt have ret i.” Nej, vel…?
Jeg oplever i dag en asymmetrisk skyttegravskrig, hvor de fleste af kuglerne støbes og affyres fra fakta-resistente ekkokamre. Asymmetrisk, fordi der helt åbenlyst for enhver, der følger debatten i dagens Danmark, er langt, langt flere kvalificerede borgerlige debattører og intellektuelle end ikke-borgerlige. Og også asymmetrisk, fordi der efter min opfattelse er relativt flere ikke-borgerlige placeret i ekkokamre end borgerlige.
Vi debatterer ikke for at blive klogere. Vi debatterer for at vinde.
Saglige modargumenter?
Jeg satte mig for at undersøge dette postulat ved at skrive til nogle af de mest prominente kritikere af indvandringspolitikken, islam og multikulturalisme: Tidehvervspræsten Søren Krarup, historikeren og koldkrigsforskeren Bent Jensen og journalisten og historikeren Lars Hedegaard.
Mit fælles spørgsmål til de tre var, om de kort kunne give mig nogle eksempler, hvor de var blevet imødegået af saglige argumenter imod deres kritik af multikulturalismen.
Deres svar var enslydende, forstemmende og meget lidt overraskende:
Krarup:
”(Nej, for der) findes ikke saglige argumenter for at forvandle en gammel nation som Danmark til et indvandrerland – ikke andre end den humanistiske sentimentalitet, som ligger i menneskerettighedserklæringen og som jo finder enhver grænse og dermed enhver nation, enhver konkrete eksistens fornærmelig og “racistisk”. (Jeg) har aldrig mødt argumenter, men kun fornærmethed og sentimental forargelse, når (jeg) har hævdet danskernes ret til at være et folk i deres eget land. Jeg ved det af 40 års erfaring. I min bog “I min Levetid. 60 års Danmarkshistorie”, 1998 har jeg skrevet om det, men jo aldrig mødt argumentation, kun fornærmethed. ”
Bent Jensen:
”Det korte svar er NEJ! Mange henviser til USA (og Canada) som eksempler på succesrige multikulti stater, men de glemmer, at USA’s og Canadas multikultur helt overvejende er skabt af europæiske indvandrere. Problemet med det eksperiment, den politiske og kulturelle elite gennemfører i disse år, er, at gamle europæiske nationalstater fyldes med folk fra muslimske lande i Mellemøsten, Nordafrika og Pakistan - folk, som er direkte fjendtlige over for europæisk kultur. Det ved selv de mest enfoldige, men at påpege denne åbenlyse kendsgerning, stemples som racisme.”
Lars Hedegaard:
”Jeg har med skam at melde aldrig hørt et validt argument for masseindvandringen eller multikulturen. Det ærgrer mig, for det ville være rart at have nogen at diskutere med. Som det er nu, er det som om folk som mig taler ud i et rum befolket af meningsfæller. Den offentlige diskurs (hvis man overhovedet kan tale om en sådan) rokker sig ikke af stedet. Der er ingen samtale på tværs af boksene.”
Krarups, Jensens og Hedegaards oplevelser er helt på linje med Kai Sørlanders.
Sørlander, den førende nulevende nationalkonservative danske filosof, er en blid og stille mand. Han har stort set været forskånet for den massive hetz fra den etablerede presse og rigets intellektuelle elite, de tre andre har måttet stå model til.
Men heller ikke han har undgået overfald fra det kulturmarxistiske ekkokammer.
På et møde jeg havde med ham i efteråret, fortalte han mig om, hvordan han en af de første gange, han var i en offentlig debat, var blevet en anelse forvirret og slået ud af kurs, fordi han lige pludselig aggressivt og højlydt blev beskyldt for at være højrefløjens danske “hof-filosof”.
“Jeg forstod først ikke helt, hvad der blev hentydet til … for mig havde dette jo intet med højre eller venstre at gøre, men om argumenter”.
Skyttegravskrig
Det, der adskiller de fire ovennævnte debattører fra så mange af dem, jeg ellers møder i den offentlige debat og (suk!) på Facebook er, at de alle benytter argumenter for at forsvare deres holdninger. Argumenter, som man er mere end velkomne til at udfordre.
Krarup tager sit udgangspunkt i Luther. Jensen og Hedegaard i deres historiske studier, og Sørlander i sit etiske konsistenskrav.
Men er de også begravet i et ekkokammer? Svaret er éntydigt nej. Når man er åben for debat. Når man bruger argumenter og forholder sig til den virkelighed, der udfolder sig omkring én, så er man ikke fanget i kammeret.
Ekkokammeret er nemlig et anti-sokratisk sort hul, der suger dig ned i et selvforstærkende én-dimensionalt rum, hvor den eneste nysgerrighed, der driver dig, er jagten på de næste sound-bites, bøger, film, artikler eller YouTube-klip, der cementerer den sandhed, du har fundet. Det lys du har set.
Man læser i en uendelighed det, der bekræfter ens eget syn på verden, en gang imellem støder man på nuanceringer, men de ligger alle inden for det acceptable, og skulle man af vanvare støde på noget, der bryder med det nu fast etablerede verdenssyn, så er det uendeligt let kategorisk at afvise som nonsens, idioti eller umoral, for positionerne jo netop hører til i en ”anden verden”.
I en verden, som du ikke vil være deltager i, fordi den jo bygger på løgnen, og ofte også på ondskaben. Og i de tilfælde, hvor hverken løgnen eller ondskaben er i spil, så har idiotien, selvbedraget og manglende intellektuel formåen vundet kampen.
Når man først er dybt begravet i ekkokammeret, så er det i realiteten tæt på umuligt at åbne sindet for andre positioner end ens egne.
Dermed er debatten død. Polariseringen er total. Én-dimensionaliteten hersker. Skyttegravskrigen er uendelig. Og forstemmende unuanceret. Og hvis vi eksempelvis ser på debatten om multikulturalismen, den debat, der interesser mig mest, ja så er den enorm forudsigelig:
”Fascist, racist, islamofob”, skriges der fra den yderste venstrefløj.
”Kældermenneske, nationalist, højreekstremist”, skriges der af de kulturradikale.
”Pladderhumanist, naivist og landsforræder”, svares der fra dem, pressen kalder højrefløjen, selv om deres værdipolitiske positioner nærmest er identiske med dem, venstrefløjen hyldede i årene efter ungdomsoprøret.
Polarisering
Adjektiverne og de fordømmende prædikater fyger rundt. Ord bliver gjort meningsløse i fortvivlede forsøg på at dæmonisere modparten, når argumenterne er sluppet op. Der tales, der skrives, der debatteres. Men der lyttes ikke. Eller tilsyneladende ikke.
Vi er alle fastlåst i vaneforestillinger om hinanden, godt hjulpet på vej af en fordummende og overfladisk presse, der - med få gyldne undtagelser som eksempelvis Adam Holm - monomant fokuserer på form i stedet for indhold, og dermed bidrager til at øge både uvidenheden og polariseringen.
Og i det omfang, der ikke kun er fokus på form, så er de involverede parter ofte medlemmer af den samme klub, hvor den politiske korrekthed hersker, og hvor konsensus-meningerne og de etablerede sandheder udbasuneres uden kvalificeret modspil.
Giv mig således en god forklaring på, hvorfor en mand som Bo Lidegaard ustandselig er at finde i DR’s og TV’2 debatter, hvor han med fidel veneration behandles som et orakel, mens tidligere ambassadør Bent Wigotski aldrig nogen sinde har optrådt i de store etablerede medier, men kun har et talerør i den af journalister så forhadte Korte Avis?
Det er objektivt det glade vanvid. Bo Lidegaard, der hver eneste dag skal igennem en bombesluse for at sætte sig i sit hjørneværelse, udtalte i sin tid, at ”ytringsfriheden (i Danmark) ikke var truet”. Bent Wigotski har som højtstående diplomat og ambassadør på allernærmeste hold beskæftiget sig med forholdene i Asien, og har den sande eksperts livslange og intime kendskab til de emner, han skriver om.
Jeg vil i dette essays anden del gøre mere ud af dette tilsyneladende mysterium, men vil for nu blot konstatere, at der her er tale om en journalistisk perversitet.
Den førstnævnte burde være diskvalificeret for evigt. Han kan simpelt hen ikke tages alvorligt med en så monumental uintelligent kommentar, mens den sidstnævnte naturligvis burde være første prioritet i et nyhedsstudie, når talen falder på de politiske og faktuelle forhold i Asien og Mellemøsten.
Læs anden essayet her
