Det kan virke som en ubetydelighed – eller som en overfortolkning fra min side – at jeg hæfter mig ved, at Bent Wigotski, en vidende tidligere ambassadør, der har skrevet væsentlige indlæg i Den Korte Avis, aldrig nogen sinde er blevet interviewet i DR eller på TV2, mens Bo Lidegaard og hans meningsfæller tæppebomber de danske stuer.
Men det er det ikke.
Det er et kolossalt sygdomstegn. Et tegn på en ubalance i den demokratiske debat. Og en tilstand der i den grad er med til at fastholde folk i uvidenhed og ekkokamre. Politisk korrekte journalister inviterer politisk korrekte opinionsdannere ind, og så sidder de uden kvalificeret modspil og bliver enige om, hvordan verden hænger sammen.
Når Lidegaards stemme bliver den herskende på parnasset, så er sandheden det første offer, hvilket hans interview med Martin Krasnik i DR2 i torsdags i kølvandet på terrorudåden imod Charlie Hebdo så pinligt demonstrerede.
Her fremturede Lidegaard med sin påstand om, at ytringsfriheden som sådan ikke er truet, og lur mig: det vil ikke diskvalificere ham for at blive inviteret igen, selv om udsagnet jo så oplagt enten er et tegn på, at manden har mistet sin evne til at ræsonnere, eller bevidst lyver som led i en dagsorden om at fremme det multikulturelle projekt, som han tilsyneladende er forelsket i.
Korrekte oplysninger
Lad mig gå en omvej og illustrere min pointe. To personer A og B sidder på en café og diskuterer Rundetårn. De er uenige om mange ting.
A: ”Jeg er faktisk uenig med dig B. Jeg synes, Rundetårn er en rund og smuk bygning…!”
B: ”Det begriber jeg simpelt hen ikke, du kan mene. Det er en rædsel uden lige. Den største øjebæ i Danmarkshistorien. Den er jo rund, og rund er lig med grim.”
Hvem har ret i ovenstående udsagn? Det spørgsmål giver naturligvis ingen mening. For ingen af de to udsagn kan logisk være falske. A’s og B’s æstetiske syn på Rundetårn er en subjektiv vurdering, og B’s udsagn er lige så sandt; altså logisk lovligt, som A’s. Også selv om de resterende 6.999.999 mennesker på planeten Jorden måtte være uenige.
Min datter skal naturligvis have lov til at mene, at Minaj sidste pop-hit er langt bedre end Gustav Mahlers 5. Min nabo er i sin gode ret til bedre at kunne lide FCK end Brøndby, og det er ikke forbudt bedre at kunne lide Stryhns leverpostej end foie gras.
Det burde derfor umiddelbart være indlysende, at ’ja’ selvfølgelig har alle ret til at have en mening om alt. Men er det nu også så indlysende, for skal udveksling af meninger ikke som en forudsætning bygge på, at det faktuelle, det du bygger dine argumenter på, skal være faktuelt. Altså sandt?
Forestil dig, at samtalen mellem A og B havde været en smule anderledes, og B havde afsluttet sin æstetiske betragtning med en begrundelse der lød: ”(…) Den er jo rund, og desuden er der bred enighed om, at dens højde på 413 meter skæmmer hele bybilledet, hvilket Stauning godt vidste, da han godkendte byggeplanen i 1995…!”
A, der er en dannet og høflig mand, bliver en smule rystet af B’s kommentar, som han i første omgang har meget svært ved at tage alvorligt, men han bider sig selv i tungen, og svarer:
A: ”Kære ’B’, ikke for at fornærme dig, men jeg er altså ret overbevist om, at du tager fejl. Jeg har tjekket indtil flere uafhængige kilder, og de siger samstemmende, at Rundetårn er cirka 36 meter og blev bygget i årene mellem 1637 og 1642 med Chr. IV som officiel bygherre, og i øvrigt døde Thorvald Stauning, som jeg går ud fra, at du henviste til, i maj 1942.”
B: ”Nej, nej – er du åndssvag? Har du drukket af natpotten, din idiot? Rundetårn er 413 meter højt og blev bygget i 1995, og ja, det var Thorvald Stauning som var officiel bygherre. Stop din propagandakrig om Rundetårn. Det er typer som dig, der gør verden til et ondt sted at være!”
Tankefrihed
Vi kan hurtigt blive enige om, at A og B er uenige om visse faktuelle ting omkring Rundetårn. Vi er – forhåbentligt – også enige om, at ikke alene har A ret, men han er også med meget, meget stor sandsynlighed mere troværdig end B, hvis emnet havde været et andet end Rundetårn. Ikke alene udviser han både vilje og evne til at opsøge relevante kilder.
Det formoder jeg, fordi hans oplysninger er korrekte. Derudover kommunikerer han med behørig respekt for den usikkerhed, der teoretisk kunne eksistere, samt med (ufortjent) respekt over sin modstander.
B er til gengæld aldeles uvederhæftig. Hvis vi ser bort fra hans uforskammede manerer, som i og for sig ikke er vigtige for den pointe, der kommer om lidt, men som udelukkende er taget med for at illustrere, at der erfaringsmæssigt meget ofte er ligefrem proportionalitet mellem folks aggressive sprogbrug og mangel på viden, så er det vel ikke urimeligt at formode, at det vil være svært at tage B alvorligt i fremtidige diskussioner om helt andre emner end Rundetårn.
Og det uanset, om han vitterlig tror på det nonsens, han netop har sagt om Rundetårn, eller om udsagnet var en bevidst og kynisk løgn. Enten er han idiot eller også er han løgner.
Men ændrer dette faktum på B’s ret til at have denne mening?
Svaret må være, at det gør det ikke. B har lov til at mene, lige præcis, hvad han vil. At Rundetårn er 413 meter høj, eller 13 mm højt, at månen er lavet af grøn ost eller, at ytringsfriheden i Danmark ikke er truet selv om man arbejder i et bombeskjul, at Israel er en apartheidstat og Holocaust en zionistisk løgn.
Man kan naturligvis ikke kriminalisere det at være dum, uvidende eller indskrænket. Det ville være rendyrket totalitarisme. Et brud på den mest fundamentale af alle frihedsrettigheder: nemlig tankefriheden.
Efter tanke kommer tale, selv om man ofte ikke skulle tro det.
Men tænk sig engang, hvis du levede i en verden, hvor A’s og B’s ordveksling om Rundetårn foregik i det offentlige rum, og hvor et overvældende flertal af denne verdens anerkendte meningsdannere efterfølgende giver B ret og A uret?
Eller værre endnu. Tænk sig engang, hvis du selv var A, og emnet, der blev diskuteret, var af lang større vigtighed end dimensionerne for en renæssancebygning?
Du ville jo føle dig hensat til et parallelunivers. Ja, man ville ikke kunne bebrejde dig, hvis du begyndte at tvivle på din egen sindstilstand, når flertallet omkring dig, giver B ret i, at Rundetårn er 413 meter højt, og bygget på ordre af Thorvald Stauning i 1995.
A har vel kun tre muligheder, når tvivlen rammer ham. Han kan vælge at tie. Han kan også fejt vælge at bukke nakken og give B ret, ud fra en pragmatisk filosofi om, at Rundetårns dimensioner ikke er så vigtige for hans liv. B får ”ret”, så han kan få fred og fortsætte med sit liv uden at blive socialt marginaliseret for sine forbudte og politisk ukorrekte tanker. (Jeg kender mange, der har valgt denne model).
Eller A kan sige fra. Og det er det, jeg har valgt at gøre vedrørende en række emner: Konflikten i Mellemøsten, mit syn på multikulturalismen og på den uansvarlige indvandring.
Og jeg har gjort mig den ulejlighed at studere disse emner ved at læse intensivt. Og jeg har læst i begge lejre. Det at læse er naturligvis ikke det samme som at forstå, men det er ikke desto mindre et nødvendigt udgangspunkt for at kunne blande sig kvalificeret i en debat.
Desværre har de sociale medier gjort, at B i dag har fået en stemme. En stor stemme. Idiotien, uvidenheden og den aldeles tankeløse refleksreaktion hersker. B har ikke gjort sig den ulejlighed at prøve at sætte sig ind i de ting, han udtaler sig om. Jeg ved, hvad jeg taler om. Det er ikke et postulat.
Jeg følte mig under den seneste konflikt mellem Israel og Gaza som A.
Igen og igen og igen modtog jeg beskeder på Facebook og via mails fra ”venner”, der udtalte sig kategorisk om emner uden at vide det mindste om historiske årsagssammenhænge. Igen og igen og igen kolporterede disse gutenmenschen direkte usandheder hentet fra Internettets skraldespand af falske oplysninger.
Og igen og igen og igen blev jeg beskyldt for at være racist, islamofob eller højreradikal. Rundetårn var ikke 36 meter højt under krigen i Gaza.
Breivik-Light?
I starten var jeg høflig. Jeg svarede pænt, og prøvede nærmest desperat at lade folk forstå, at der er tale om en intellektuel kortslutning, når man sidestiller kritik af tankesystemer med kritik af mennesker. Hvor svært er det at forstå? Denne kortslutning er root-cause for den forfejlede diskurs om islam og multikulturalismen
Hvor svært er det at fatte, at en kritik af, hvad jeg mener dokumentérbart er en modbydelig politisk religion (da jeg i modsætning til mine kritikere har læst Koranen og meget, meget andet litteratur om islam) lige præcis intet har med kritik af det enkelte menneske at gøre?
Ingen af os er herrer over, hvor og af hvem vi blev født. Har man noget imod et menneske blot fordi det er rødt, hvidt eller gult. Jøde, muslim, kristen eller hindu. Ja så er man racist. Men det kan aldrig være racistisk at kritisere et tankesystem.
Til sidst blev jeg vred. Og frustreret. Det medførte en kommentar på min Facebook-side, Kommentaren fik mig bekymret til at tænke over, om jeg havde radikaliseret mig selv, ved kun at opsøge litteratur og kilder, der bekræftede mig i mit fast forankrede og aldeles urokkelige verdensbillede.
Med andre ord, om jeg havde taget mig selv og min fornuft til fange i ekkokammer, som Peter Øvig Knudsen venligt antydede, da vi debatterede i et radioprogram på Radio24Syv for nogle måneder siden.
”Havde Øvig ret? Er du ved at blive Breivik-light, Jeppe… ?” spurgte jeg ud i rummet til mig selv.
Kommentaren, jeg skrev og hurtigt slettede, sluttede med følgende to ord: ”Vågn op…!”
”Vågn op” … de to ord signalerede for mig fanatikerens afmagt. Et skingert skrig, der patetisk trygler om at blive hørt af en uforstående verden. En verden, der er fortabt, hvis den ikke lytter. Hvis den ikke vågner op.
Jeg slettede øjeblikkeligt kommentaren, og håbede inderligt og flovt, at de tretten minutter, hvor den var i live i cyberspace, var foregået i absolut ubemærkethed. Jeg husker endnu det lettelsens suk, jeg drog, da kommentaren ikke havde nået at få nogen ”likes”.
Platons hule
Men er jeg vitterlig havnet i et ekkokammer, hvor kun de rigtige meninger kan høres og alt andet sorteres fra? Jeg mener, at svaret er relevant for en bredere kreds, fordi jeg er overbevist om, at mange af denne sides læsere har været på samme rejse som mig.
Jeg lader dog mit bud på et svar vente en stund. For man kan med rette indvende, at der her opstår et paradoks. Hvis man vitterlig er fanget i ekkokammerets sorte hul, så er man ligesom manden i Platons hule. Hvordan kan man beskrive en verden, man ikke kan se. Ikke kan erkende?
Med andre ord: jeg kan kun afgive et gyldigt svar på spørgsmålet, om jeg er fanget i et ekkokammer, hvis svaret er ’nej’ og kendt på forhånd. Og så giver spørgsmålet jo ingen mening. Og heller ikke svaret.
Så den eneste måde at få afklaret ekko-kammer spørgsmålet på er at beskrive virkeligheden, som man ser den, og forklare, hvordan man er nået frem til denne opfattelse. Og så må andre bedømme, om man er havnet i det lydtætte kammer.
For mig startede min vej ind i ekkokammeret (eller ikke?) i begyndelsen af 90erne.
Jeg husker det lige så tydeligt. Det var en meget kort replik i dagbladet Politiken skrevet af en mand, jeg aldrig tidligere havde hørt om, der affyrede startpistolen.
Kai Sørlander
Manden var filosoffen Kai Sørlander, og hans replik var et svar på en eller anden hændelse, som havde fået nogle kulturradikale væk fra rødvinsglassene og til tasterne. Jeg har ingen erindring om, hvad polemikken omhandlede, men jeg husker den påstand, som Sørlander fredsommeligt fremførte.
Den kan virke banal, men påstanden rummer en elementær indsigt, der i realiteten essentialiserer debatten om multikulturalismen.
Sørlander kom med den enkle påstand, at alle kulturer ikke var ligeværdige, og at vi ikke alene skulle være stolte af vores vestlige kultur, men også aggressivt værne om den.
Det kan umiddelbart virke besynderligt. Måske ligefrem latterligt, men Sørlanders replik ramte mig som en damptromle. Det siger måske mere om mig end om påstanden, at den gjorde så vældigt et indtryk.
For det burde da, skulle man umiddelbart mene, være indlysende for ethvert selvstændigt tænkende væsen, at det ikke er en naturlov, at alle de måder, vi mennesker vælger at indrette os på, som udgangspunkt er lige gode.
Men det uhyggelige er lige præcis, at det ufatteligt nok jo netop ikke er indlysende for alle, at en kultur naturligvis kan være en anden kultur overlegen. Bedre at leve i simpelt hen.
Jeg havde på trods af, at jeg var over tredive år, aldrig reflekteret over denne selvfølgelighed. Med Sørlanders enkle påstand, som jo i sin essens er en beskrivelse af den relativisme, som han fandt så bekymrende udbredt i den vestlige verden, kunne jeg pludselig forklare og selv sætte ord på nogle af de ting, der latent havde ligget og ulmet.
Min far, Bent Juhl, og hans bedste ven Victor Andreasen havde i 80'erne meldt sig ind i Den Danske Forening, og det havde affødt vilde diskussioner over middagsbordet og når vores store jødiske familie var samlet. Men det var diskussioner, jeg ikke rigtig blandede mig i.
Jeg var simpelt hen forudsætningsløs. Havde ikke de nødvendige referencer eller det fornødne livskundskab til at kunne blande mig, hvilket faktisk er en lidt sær form for selvros.
Søren Krarup
Sørlanders artikel og min fars opfordringer åbnede op for Søren Krarups forfatterskab. Krarup er ubetinget en af de mest betydningsfulde intellektuelle samfundsdebattører i det tyvende århundredes, og hans forfatterskab er enestående konsekvent i sit budskab, der tager sit udgangspunkt i Luther og i Kierkegaard.
Han er ekstremt læseværdig, også selv om man ikke deler hans kristne livssyn. Og ’ja’ også selv om man er uenig!
Men tænk sig engang? I årevis var det nærmest forbundet med social udstødelse blot at antyde, at man respekterede ”Mørkets Fyrste”. Og fordømmelsen…? Ja den kom fra folk, der aldrig nogensinde havde gjort sig den ulejlighed at læse tidehvervspræsten. Fra åndsamøber, for nu at sige det som det er. Fra folk, der som papegøjer efterabede de forudsigelige idiosynkrasier som Georg Metz, Klaus Rifbjerg, Carsten Jensen og Rune Engelbreth med flere med flid og had udøste over tidehvervspræsten.
Den værdipolitiske venstrefløj med disse såkaldte kulturradikale koryfæer i spidsen skulle skamme sig. I forbindelse med tilblivelsen af denne artikel har jeg været inde og tjekke, hvad de rent faktisk har skrevet om DF, om Krarup, om Bent Jensen, om Hedegaard, Camre, Gress og Hasselbalch.
Det er én stor skraldespand. Ikke gran af argumentation. Alt. Simpelt hen alt - uden undtagelse - er konciperet efter et slags ”ondskabens aksiom”, der dikterer, at kritik af multikulturalismen per definition er af det Onde. Argumenter er der ingen af. Kun prædikater og sølle motivanalyse. Jeg tror faktisk ikke, at de kloge hoveder overhovedet har læst dem, de kritiserer.
Kældermennesker
Eksemplerne er legio. Kære læsere, gør jer selv den tjeneste at google ovenstående navne og læs, hvad der er blevet skrevet. De nationalkonservatives helt legitime bekymringer, og de faktiske begivenheder rundt omkring i det multikulturelle Europa, ignoreres totalt. Som eksempel for denne sande påstand følger det måske mest berygtede af disse skriverier. Det er et uddrag fra Carsten Jensens artikel: ”Vi har leget med afstumpetheden alt for længe”, fra den 17. September 2011 i Politiken:
Det er simpelt hen så pauvert, at man må knibe sig i armen.
”(…) Danmark blev en nation, hvor den konstante chikane af mennesker med muslimsk baggrund havde højeste politiske prioritet, og hvor intet af det, den norske massemorder Anders Breivik tænkte og sagde, kunne komme bag på nogen dansker, bortset fra det beklagelige faktum, at han tog konsekvensen af sine egne hadprædikener og gik ud og dræbte, for ellers så taler og tænker en betragtelig del af vore politikere nøjagtig som den forstyrrede korsfarer, og Breivik citerer da også entusiastisk prominente danske intellektuelle og roser vores nu forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen for at have haft »rygrad«, når det kom til muslimer.
Foghs afløser, den permanent forurettede Lars Løkke Rasmussen, havde nok ønsket sig et større, friere rum at handle i, men Fogh havde efterladt den håndfaste Pia Kjærsgaard og hendes skimlede sekt af klamme kældermennesker som fangevogtere for en regering, der i forvejen mest udmærkede sig ved sin principløshed, og Løkke må i dag nok indse, at eftermæle er alt for stort et ord for den fodnote, han kommer til at efterlade sig som endnu et af de mange trafikofre på Anders Fogh Rasmussens motorvej til magten i Nato-hovedkvarteret i Bruxelles.
En epoke slutter. Eller gør den?
Magt korrumperer, men man kan også blive dum af egen afmagt, og den danske opposition har i de sidste ti år haft historisk rekord i duknakkethed.”
Carsten Jensens artikel er et intellektuelt fallitbo, og et selvmål af de helt store. Hans kældermenneskecitat, der er tyvstjålet fra Dostojevskij, taler for sig selv, men mandens ikoniske status som humanismens og fornuftens talerør er jo en kosmisk joke, når man læser dette uddrag.
Vågn op
Den sørgelige sandhed er den, at den demokratiske debat mellem de politiske fløje i dag har åndenød. Debatten foregår udelukkende internt blandt borgerlige intellektuelle, hvor konservative og liberalister diskuterer og argumenterer, så det er en sand fryd.
Debatten på venstrefløjen og hos de kulturradikale er til gengæld stendød. Jeg mistænker dem for udelukkende at elske multikulturalismen, fordi deres fjender frygter dens konsekvenser. Og begrunder denne frygt.
De lever efter devisen om, at din fjendes fjende er din ven. Men der er håb forude. Håbet kommer dog til en stor pris. For hvor debatten ikke formår rykke os, så kan virkeligheden. Og jeg fornemmer at virkeligheden er ved at gå op for flere og flere i takt med, at den ikke længere kan holdes skjult.
Derfor kan IS og udåden mod Charlie Hebdo – perverst nok – måske ses som en forfærdelig ”blessing in disguise”.
Vi skylder alle – mig selv inklusive – Lars Hedegaard en undskyldning. Og er det ikke bemærkelsesværdigt, at alle de der er gået aktivt ind i anti-jihad-bevægelsen har én ting til fælles. Ikke ideologisk udgangspunkt, ikke nationalitet, ikke religion eller etnicitet. Næh – de har læst Koranen. De er belastet af noget så sælsomt som viden.
Jeg er ikke havnet i et ekkokammer. Jeg har argumenterne i orden. Jeg har været intellektuel nysgerrig. Opsøgt information. Sat mig ind i tingene.
Det skulle andre også gøre.
Vågn op…!
Læs første del af essayet her
