Alt mens de egyptiske valg er i gang, forsikrer vestlige politikere og medier os om, at én ting er sikker: Det er et kæmpe fremskridt, at egypterne langt om længe kan stemme.
Men er selve stemmeretten et gyldigt tegn på "fremskridt"?
Nej, i bund og grund er demokratiet simpelthen en styreform, der giver magt til folket.
Det sande fremskridt kan aflæses af, hvad dette folk bruger magten til – hvilken civilisation, det skaber, hvilke regler, det knæsætter
Kik på dette billede. Til højre et maleri af en egyptisk kvinde, som kvinder så ud tre tusinde år før den islamiske invasion, da Egypten var en af verdens første civilisationer.
Til venstre en typisk nutidig egyptisk kvinde – et produkt af den arabisk-islamiske civilisation.
Lad os ikke romantisere fortiden, men blot sammenligne disse portrætter, der er adskilt af 5000 års historie. Som mange historikere vil bekræfte, var de gamle egyptiske kvinder "frigjorte" sammenlignet med oldtidens normer.
I dag derimod er Egyptens kvinder ikke bare holdt indpakkede, men bliver også indoktrinerede af deres profet. Det hævdes tilmed, at "kvinder savner intelligens".
Så hvis vi glemmer alt om plusord som "demokrati", "valg" og "stemmeret", er Egypten så på vej frem eller tilbage?
Faktisk er Egypten skridt for skridt og årti efter årti gået tilbage.
Og nu – efter at folket har talt og givet magten til Det Muslimske Broderskab og dets salafistiske bødler – forbereder Egypten sig på at springe hovedkulds ned i en ny primitiv tidsalders mørke.
Oversættelse: Lars Hedegaard
Raymond Ibrahim er amerikansk islamekspert, forfatter og blogger og bidrager fast til Sappho