Kernebudskaberne i Morten Uhrskov Jensens netop udsendte debatbog Indvandringens pris: På vej mod et fattigere Danmark står at læse på side 82 og side 126:
"Svaret til dem, der beklager og ikke forstår udviklingen [der er resultat af masseindvandringen fra den tredje verden, red.], må være: Følg uddannelsen, følg pengene. De veluddannede, den liljehvide elite, har læst lektien og kender udmærket konsekvenserne af den liberale udlændingepolitik."
"Jeg har skrevet denne bog på dansk, til danskere, og det er som dansker, jeg med dyb bekymring iagttager en udvikling, der er i færd med at omdanne mit land til noget, det aldrig tidligere har været, nemlig blot et beboet område."
Udtrykket "et beboet område" er, så vidt jeg kan huske, først blevet formuleret af Søren Krarup, med hvem Uhrskov formentlig er enig et langt stykke.
De liljehvide
"Den liljehvide elite" er et udtryk, der er overtaget fra amerikansk, hvor det bl.a. henviser til den velbeslåede elite, der har råd til at køre i limousiner med chauffør og bo i såkaldte gated communities, hvor man skal have en særlig invitation for at komme ind, kan sende deres børn til de bedste skoler – og i det hele taget holde en passende afstand til den almindelige hob, som de liljehvide som oftest foragter.
En af forfatterens hovedpointer i bogen er, at vi er på vej mod lignende forhold i Danmark.
Ganske særligt retter hans indestængte raseri sig mod det overdanmark, der aldrig bliver træt af at agitere for mere indvandring, som det mod alle undersøgelser og al sund fornuft hævder er til stor økonomisk fordel for landet, samtidig med, at overdanskerne ikke selv vil bo i nærheden af de mange hundredtusinder, der er kommet til landet, efter at udlændingeloven i 1983 åbnede porten på vid gab.
Pr. 1. januar 2012 er det blevet til 385.000 indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, men tallet er misvisende.
Det medregner ikke efterkommere, der har mindst en forælder, som har opnået dansk statsborgerskab, og det medtager naturligvis heller ikke folk, der opholder sig illegalt i landet – måske fordi de er kommet på et turistvisum eller som studerende og bare er blevet
Skolens sammenbrud
Den danske elite, heriblandt ledende politikere fra den indvandringsivrige venstrefløj og dens radikale venner, er også de første til at tage deres børn ud af den danske folkeskole, så såre der kommer et par "etniske" i klassen.
Men det er der også al mulig grund til, hvis man altså har råd til en privatskole.
Med udgangspunkt i de såkaldte PISA-undersøgelser, især PISA Etnisk 2009, dokumenterer forfatteren, at uddannelsessituationen er aldeles katastrofal: 45 pct. af indvandrerne kan ikke magte skolegang ud over folkeskolen.
Det samme gælder 35 pct. af efterkommerne, hvilket er dobbelt så mange som blandt etniske danskere. Og der er ikke udsigt til nogen forbedring, for som amerikanske undersøgelser har godtgjort, plejer anden, tredje, fjerde, femte osv. indvandrergeneration at opføre sig som den første efterkommergeneration.
De ældres byrde
Alt tyder således på, at specielt den ikke-vestlige indvandring, som regeringen med støtte af Liberal Alliance atter har åbnet for, bliver en økonomisk klods om benet, så langt vi kan skue ind i fremtiden.
Miseren kommer også til udtryk i beskæftigelsestallene: i 2010 var blot 44,7 pct. af efterkommerne i den arbejdsdygtige alder i beskæftigelse mod 67,4 pct. blandt danskerne.
Som Uhrskov bemærker, er forskellen gigantisk for ikke at sige grotesk i lyset af den propaganda, som den danske elite gennem årtier har udsat befolkningen for – nemlig at indvandringen er en økonomisk fordel og ganske særligt, fordi vi skal have nogen til landet, der kan hjælpe med at løfte "ældrebyrden".
Som enhver, der har lært regning i skolen, kan finde ud af, vil indvandringen gøre byrderne værre, så at det snarere bliver de ældre, der skal arbejde, til de bliver kørt på kirkegården, for at føde på det voksende antal indvandrere, der er ude af stand til at påtage sig lønnet beskæftigelse.
Opgør med vrangforestillinger
I det hele taget rammer Uhrskov en hegnspæl gennem adskillige af de eventyrlige historier, som politikere, journalister og eksperter har underholdt den undrende befolkning med de seneste årtier.
Det gælder blandt andet påstanden om, at vore vestlige menneskerettigheder, vort demokrati og vor frihedstradition skulle stå på ønskelisten over alt i verden, og at befolkningerne der ville gribe muligheden for at indføre vestlige tilstande, hvis bare de fik chancen.
Sådan er det ikke, anfører forfatteren med rette, og kan her bl.a. støtte sig til Samuel Huntingtons berømte tese om "civilisationernes sammenstød".
Store dele af verden vil ganske enkelt ikke vide af vores demokrati, frihed og lighed, og det er latterligt af os at ville påtvinge f.eks. Afghanistan eller Irak vestlige opfattelser, som befolkningerne afskyr.
Verden er altså ikke på vej til at blive vestlig. Tværtimod må Europa og USA indstille sig på, at vi relativt set kommer til at fylde mindre i verden, efterhånden som nye stormagter som Kina og måske Indien rejser sig.
Og når Vesten svækkes (relativt) i forhold til resten af verden, så svækkes Vestens værdier i samme takt.
Vi kan ikke redde verden
Den danske elite bliver desværre ved med at opføre sig, som om den ikke har forstået det og kører fortsat frem med gigantprojekter, der skal redde verden fra sult, CO2, ulighed og ondskab.
Den burde have fuldt op at gøre med overhovedet at holde sammen på landet, som den imidlertid gør alt for at splitte i indbyrdes stridende enklaver baseret på religion, etnicitet og afvigende kulturer.
Fremtiden – ikke bare i Danmark, men i verden som helhed – vil tilhøre "en myriade af partikularismer" – altså det modsatte af den harmoniske og yndige "mangfoldighed", som magthaverne stiller i udsigt, og som de mener berettiger dem til at gennemtrumfe en indvandringspolitik, der aldrig har kunnet mønstre flertal blandt danskerne.
I øvrigt er de aldrig blevet spurgt. F.eks. er de ikke blevet spurgt, om de ville lægge al magt over indvandringen over til EU, som Danmark i realiteten gjorde i 2002 og i forbindelse med opholdsdirektivet i 2004.
Rekordindvandring under VKO
En anden vandrehistorie, som Uhrskov har forsøgt at gøre op med ikke bare i denne bog, men i adskillige aviskommentarer, er påstanden om, at der skete en opbremsning i tredjeverdens-indvandringern i årene 2001-2011, da VKO sad ved magten. Den var tvært imod rekordhøj, hævder han.
Her er talmaterialet noget mindre overbevisende, bl.a. fordi påstanden støtter sig på formodninger om størrelsen af den illegale indvandring.
Der er ingen tvivl, om at VKO's på papiret stramme indvandringspolitik i vidt omfang er blevet omgået ved forskellige krumspring, som regeringen må have kendt til, men ikke har gjort noget for at forhindre.
Nyttig opsummering
Så vidt jeg kan se, rummer bogen ikke pointer eller væsentlige oplysninger, der ikke tidligere har været fremme i andre bøger eller artikler, men den er velskrevet og velargumenteret, og det kan være nyttigt at blive ved med at fortælle sandheden – specielt i lyset af at eliten bliver ved med at fylde befolkningen med ammestuesnak.
Tilbage står det spørgsmål, som mange har overvejet og ingen endnu har fundet noget godt svar på – heller ikke Morten Uhrskov: hvad har fået overdanmark til stædigt at føre en masseindvandringspolitik, når det dog måtte stå klart, at den aldrig kunne blive til fordel for landet – og specielt ikke til økonomisk fordel?
Indtil begyndelsen af 1970'erne kunne man med en vis troværdighed argumentere for, at indvandrerne leverede nyttig arbejdskraft, som ikke kunne dækkes af det hjemlige udbud, men den antagelse blev aflivet i forbindelse med oliekrisen i 1973.
En delforklaring kunne være, at offentlig støtte til masseindvandring virker som en social markør, der viser, at man er så velstillet, at man ikke behøver at bo i nærheden af indvandrerne – omtrent ligesom det for et par generationer siden tydede på høj social status, hvis man kunne rejse til Paris, og ligesom det stadig er fint at stå i Den Blå Bog og blive inviteret til hofbal.
Fint skal det være, men om det er hele forklaringen, må vi overlade til fremtidens historikere, der utvivlsomt vil tumle med tidens altoverskyggende mysterium: hvorfor besluttede Danmarks politiske klasse at ødelægge landet?
Hvis der altså til den tid er historikere, der tør røre ved et så farligt emne.
Morten Uhrskov Jensen: Indvandringens pris: På vej mod et fattigere Danmark. People's Press. 150 sider
