Frifindelsen af Geert Wilders har en dybere betydning for Europas fremtid, end man umiddelbart kunne tro. Som Geert Wilders sagde: Det er en sejr for sandheden. Men hvad betyder sandhed i international politik?
Er det ikke gået op for os, at i Eurabia er ordene "retfærdighed og fred" en travesti, der dækker over, at vi har underkastet os uretfærdighed og terrorisme? Hvis man vil fatte, hvilken kopernikansk revolution, det er lykkedes Geert Wilders at gennemføre, må man agte på det system af løgne, der spredes på ethvert politisk og kulturelt niveau i Eurabia.
Wilders' sejr er vundet af en enkelt, ubevæbnet mand, som konstant er dødstruet, og hvis eneste forsvar har været hans mod og ubøjelige hengivenhed for sandheden – en sandhed begravet af hele det eurabiske transnationale og internationale system, der er skabt siden 1970'erne.
Det er et system, som europæerne har fået påtvunget af dem, der kontrollerer netværkerne, og som udspringer af Europa-kommissionen, hvis herrer er de europæiske regeringers politiske ledere. EU, denne mastodont af en kafkask konstruktion, som fortærer astronomiske summer, gør det ofte muligt for de europæiske ledere at virkeliggøre en autoritær politik, uden at folk lægger mærke til det.
Magtkampe, ambitioner og ideologi bringer eurokraterne i modsætning til de modstandere af deres globalistiske, islamofile ideologi, som de nedladende kalder "racister, populister og xenofober". Men der er mere end sædvanlig politik på spil i disse sammenstød. Nemlig hvad Wilders kalder sandheden, det menneskelige og moralske element.
Ytringsfriheden ifølge shariaen
For at forstå, hvilken strålende revolution, Geert Wilders har gennemført, må man gøre sig klart, at grundlaget for den eurabiske tankegang er to principper, der er nedfældet i Artikel 22 af Cairo-erklæringen om Menneskerettighederne i Islam fra 1990:
a. Enhver har ret til frit at udtrykke sin mening på en måde, der ikke strider mod shariaens principper.
b. Enhver har ret til at forfægte, hvad der er rigtigt, og tage til orde for det, der er godt, og til at advare mod det, der er forkert og ondt, i overensstemmelse med den islamiske sharias normer.
Samtidig med, at Europa hævder at forsvare menneskerettighederne, har det i realiteten affundet sig med disse principper og adlyder en af dhimmi-tilstandens basale love: Under truslen om dødsstraf er det dhimmier forbudt at udbrede tanker, der betragtes som fjendtlige mod islam.
Qadi [dvs. sharia-dommer, red.] ‘Iyad (d. 1149), der var den berømteste andalusiske imam og en meget produktiv forfatter og retslærd, gav en eksplicit beskrivelse af blasfemi.
Den består i at forbande Muhammed, rette anklager mod ham eller tilskrive ham eller hans religion fejl, uanset om sker i form af en forbandelse, er udtryk for foragt eller om hensigten er at bagtale ham. ‘Iyad erklærede, at enhver jøde eller kristen, der forhånede profeten, skulle halshugges eller brændes, med mindre han konverterede. Efter pres fra Den Islamiske Konferenceorganisation har Eurabia accepteret disse islamiske blasfemiregler.
En kæp i EU's hjul
Den dhimmi-indstilling, der har udviklet sig blandt europæiske intellektuelle, politikere og gejstlige, indebærer, at den vestlige offentlighed skal tilpasse sig en af dhimmi-tilstandens basale regler: det udtrykkelige forbud mod at kristne og jøder kritiserer islamisk historie og troslære.
Det indebærer, at europæernes egne dhimmi-ledere i deres bestræbelse på at komme islam i møde har påtvunget dem sharia-loven. Det er intet under, at eurokraterne siden 1970'erne har fordømt enhver kritik af jihad [islamisk hellig krig, red.], har inkrimineret Israels ret til at eksistere og betegnet den som udtryk for en aggression, der har udløst krige og terrorisme.
Europas afvisning af, at islam indebærer jihad, dets villighed til at efterleve sharia-lovene og retsforfølge og straffe egne borgere for at kritisere dem er de afgørende stridspunkter i retssagen mod Wilders. Ved at udstille dem har han sat en kæp i EU's politiske hjul.
Wilders står ikke alene i sin vældige kamp for sandheden. Mange ofrede deres position og omdømme, mange blev grebet af fortvivlelse som sociologen Jacques Ellul (d. 1994), der så nazismen komme tilbage, mens den forklædte sin fascisme og antisemitisme med ord som "fred, retfærdighed, kærlighed, menneskerettigheder".
Vi venter at høre fra muslimerne
Vil det lykkes Geert Wilders og hans modige støtter – som hver især kæmper i deres eget land mod deres dhimmi-ledere – at hidføre et mål af moral ansigt til ansigt med usselhedens politik og dens løgne, korruption, had og fejhed? Eller er hans sejr for sandheden blot et øjebliks lys og håb, før den bliver knust?
Vil muslimerne selv bruge denne gunstige lejlighed, som de har fået foræret af Wilders og af de unge anti-racistiske forkæmpere for ytringsfrihed, til at tænke over deres egen historie – fyldt som den er af en lang folkemorderisk jihad på fire kontinenter med dens kølvand af slavetagning og ekspropriation af folkene? Vi venter på at høre dem anerkende, at jihad-ideologien er forbryderisk, og at dhimmi-tilstanden er umenneskelig undertrykkelse.
Lige nu er verden vidne til den fanatiske og afskyvækkende forfølgelse af kopterne og andre kristne i islamiske lande og til det folkemorderiske had mod Israel. Og lige nu håber jøder, kristne, hinduer og andre ofre for de islamiske krige, der har måttet udholde ekspropriation, apartheid, deportationer, ydmygelser og bortførelser af deres børn – alt sammen forbrydelser, der er begået inden for rammerne af dhimmi-tilstanden – på en forståelse, der kun kan komme, når muslimerne har erkendt, at deres ideologi er forbryderisk og udtryk for en herrefolksmentalitet – og forkaster den.
Den jødisk-egyptiske forfatter Bat Ye'or, hvis virkelige navn er Gisèle Littman, er verdens ledende autoritet, når det gælder jøders, kristnes og andre dhimmi-folks skæbne under islamisk herredømme. Hendes kendteste værk er "Eurabia: The Euro-Arab Axis", der udkom i 2005.
Denne artikel, der er skrevet specielt til Sappho, vil senere blive offentliggjort på hovedsprogene.
Oversættelse fra engelsk: Lars Hedegaard.
