Højesteret dømte i onsdags Bent Jensen for ærekrænkende ytringer mod den tidligere journalist på Information – Jørgen Dragsdahl. Hele sagen drejer sig om en artikel fra 2007, hvori Bent Jensen skriver, at PET anså Dragsdahl for at være KGB-agent.
Det centrale spørgsmål i sagen var, om Bent Jensen med sin beskrivelse af PET's syn anklager Dragsdahl for at have begået et strafbart forhold. Dragsdahls advokat – Rene Offersen – forsøgte i sin procedure at overbevise dommerne om, at den almindelige læser måtte forstå Bent Jensens artikel således, at Bent Jensen anklager Dragsdahl for at have begået strafbare forhold.
Offersen mente, at da det var Bent Jensen velkendt, at der aldrig var rejst tiltale mod Dragsdahl, var det injurierende at anklage ham for at have begået strafbare forhold. Fem ud af syv dommere tiltrådte Offersens synspunkt.
Denne argumentation ser dog noget mærkværdig ud. For det første anklager Bent Jensen ikke Dragsdahl for noget. Han kommer blot med en beskrivelse af de dokumenter, han har fundet i arkiverne.
Det må immervæk være en forskers opgave at beskrive resultatet af sin forskning. Såfremt dette ikke kan lade sig gøre, betyder det enden på al historieforskning.
Dømt for det, han ikke har skrevet
For det andet er det bemærkelsesværdigt, at Højesteret vælger at dømme Bent Jensen for noget, han ikke har skrevet. Der er stor forskel på at være spion og agent. Det første er strafbart. Det andet er, ifølge de fleste jurister, ikke.
Når Bent Jensen skriver, at Dragsdahl var agent, menes det naturligvis, at han var agent – ikke spion. Alligevel når Højesteret ad nogle omveje til, at Bent Jensen har anklaget Dragsdahl for spionage, selvom det intet belæg har i artiklen.
Det mest interessante ved dommen er altså, at den ikke er en afvisning af, at Dragsdahl var agent. Havde Bent Jensen blot tilføjet, at der ikke var grundlag for at rejse sag mod Dragsdahl, var han blevet frikendt.
Dette bekræfter dommen ligeledes:
”Efterforskningen af Jørgen Dragsdahl endte imidlertid som nævnt med, at der efter PET’s opfattelse ikke var grundlag for at indstille til Justitsministeriet, at der skulle rejses tiltale mod ham, og vi finder derfor, at det var misvisende at give udtryk for, at PET anså Jørgen Dragsdahl for at være KGB-agent uden samtidig tydeligt at angive PET’s endelige opfattelse af tiltalespørgsmålet”
Højesteret gav dog ikke Jørgen Dragsdahl fuldt medhold. Det anerkendes for det første, at Bent Jensen havde faktuelt belæg for at skrive, at Dragsdahl havde konspirative møder med KGB-officerer. Det var altså ikke bare bare teselskaber.
Ej heller var der tale om, at Dragsdahl ikke vidste, hvad han gik ind til. Det var tale om, at Dragsdahl med fuldt overlæg konspirerede med KGB-officerer. Alle syv dommere var enige om at frifinde Bent Jensen på dette punkt.
For det andet havde Bent Jensen også faktuelt belæg for at skrive, at Dragsdahl desinformerede befolkningen ved hjælp af dokumenter, der var fremstillet af KBG. Ligeledes på dette punkt var samtlige dommere enige.
Når man anerkender, at Dragsdahl har holdt konspiratoriske mødet og har bedrevet desinformation, er det mærkværdigt, hvordan man kommer frem til, at det er injurierende at kalde manden for agent.
Det blev ikke desto mindre dommens udfald. Af dommen kan vi så udlede, at det er fuldkommen straffrit at fremsætte følgende påstande:
- Dragsdahl holdt konspirative møder med KGB-officerer
- Dragsdahl bedrev bevidst desinformation
- Dragsdahl var påvirkningsagent, hvilket dog ikke er strafbart
