Frikendt og dømt
Første runde af retssagen mod østrigske Elisabeth Sabaditsch-Wolff (ESW), der har været tiltalt for at ”opildne til had” i forbindelse med en seminarrække om de politiske aspekter af islam, blev afsluttet tirsdag d. 15. februar af dommer Bettina Neubauer med kendelsen:
Frikendt for tiltalen om at opildne til had. Dømt for at nedgøre en anerkendt religions belæringer. Straf: 120 dagbøder á 4 euro.
Det er en dom, der fortjener nærmere analyse.
Oprindeligt anklageskrift
Først frikendelsen. Tiltalen for at opildne til had var oprindeligt det eneste punkt i anklageskriftet. Forsvaret havde imødegået anklagen på to måder:
For det første havde det gennemgået de faktuelle detaljer i foredraget og dokumenteret, at alt hvad der var sagt, var solidt baseret på islamisk kildemateriale, for eksempel Reliance of the Traveller fra Al-Azhar Universitetet i Cairo.
Forsvaret havde endda bekostet en autoriseret oversættelse af relevante passager til tysk, så de kunne indgå i domsforhandlingerne. Dommeren tog dokumentationen til efterretning, og den offentlige anklager anfægtede ikke det fremlagte materiale.
For det andet demonstrerede afspilning af optagelser fra foredraget, at det var holdt i en saglig og fredelig tone, og at materialet blev gennemgået i detaljer og at publikum spurgte til ting, de ikke umiddelbart forstod.
Afspilningen demonstrerede også en anden vigtig ting, nemlig at nogle af de citater, anklageskriftet tilskrev Elisabeth Sabaditsch-Wolff, i virkeligheden kom fra publikum, samt at citater fra foredragene var blandet sammen med løsrevne bemærkninger fra snak i pausen.
Den offentlige anklager, der ikke havde haft indlæg eller kommentarer siden sin indledende præsentation ved første høring, anfægtede ikke denne udlægning.
Forsvaret havde i forvejen fået ham til at indrømme, at han ikke havde gennemgået det primære bevismateriale (optagelserne), men i stedet havde anvendt den udskrift, journalisten fra magasinet NEWS.at havde vedlagt, da hun foretog den oprindelige politianmeldelse.
Forventning om frifindelse
Gennemgangen af dette materiale ved de første to høringer havde ført til en forventning blandt publikum om, at ESW ville blive frikendt og renset for anklagerne mod hende, men ved slutningen af den anden høring tilførte dommeren processen en uventet vending:
Hun udspurgte ESW om hendes bemærkning om, at Muhammed efter nutidens standard ville blive betragtet som pædofil. Ledsaget af en bemærkning til anklageren udvidede hun så anklageskriftet til også at omfatte ”Nedgørelse af en anerkendt religions belæringer”.
Forsvarsadvokaten om tid til at arbejde med dette nye anklagepunkt, da han ikke havde forberedt sig på denne vinkel.
En arv fra det østrig-ungarske kejserige
Det kan sikkert lyde mærkeligt, at dommeren i en retssag kan udvide anklagen, når hun finder det passende, men det er faktisk muligt efter østrigsk lov. Anklagen går specifikt på nedgørelse af belæringer fra religioner, der er statsligt anerkendte.
Det blev islam i 1912 via loven Islamgesetz, der havde til formål at integrere Bosnien-Herzegovina bedre i kejserriget og bosniske soldater bedre i rigets hær. Da Bosnien-Herzegovina som bekendt blev tabt i 1. verdenskrig faldt det oprindelige formål med loven bort, men den forblev i kraft, og islam nyder derfor særlig beskyttelse under østrigsk lov.
Pædofili skal forstås rigtigt
At det er forbudt at nedgøre islams belæringer kan være problematisk, for der står mange ubehagelige ting i Koranen, blandt andet om jøder, om kvinders stilling, om 'hyklere', der kalder sig muslimer uden at gå i krig for Allahs Sag, og ikke mindst om vantro, der ikke mener, at Muhammed var en profet eller at Allah er værd at tilbede.
Men selv om der var mange henvisninger til ubehagelige passager i Koranen i ESW's foredrag, var det ikke dette, anklagen gik på.
Anklagen gik derimod på det, Susanne Winter tidligere var dømt for at komme ind på: At man efter dagens målestok ville betragte Muhammed som pædofil. Det var velovervejet af dommeren at bekræfte dette citat fra ESW, inden anklagen blev udvidet, og det var dette punkt, der var bærende i domfældelsen.
Hvad er pædofili?
Først er det værd at se nærmere på, hvad 'pædofili' egentlig er. Fra Wikipedia:
Pædofili (græsk, pais: barn og filos: ven. Bemærk at på græsk hedder det en pæderast (pais: barn og erastes: en der (erotisk) elsker børn. Betegnelse for seksuel tiltrækning til børn. I medierne og den offentlige debat bruges begrebet pædofil oftest om personer, der dyrker sex med børn (hvilket er kriminelt). Som det vil fremgå nedenfor, anser eksperter det således, at en person ikke nødvendigvis er særligt tiltrukket af børn (og dermed pædofil), fordi vedkommende dyrker sex med et barn.
Pædofili som holdning, ikke handling
Her er det værd at bemærke, at pædofili er en holdning (seksuel tiltrækning af børn), ikke en handling (seksuel omgang med børn). Pædofili er i sig selv ikke strafbart, om end besiddelse og distribution af børneporno er. Sex med mindreårige, derimod, er åbenlyst kriminelt og strafbart.
En anden detalje blev afgørende for sagens udfald, nemlig at begrebet har forskellig betydning i folkemunde og blandt fagfolk. For folk flest betegner 'pædofil' en person, der aktivt krænker børn seksuelt. Det er det, der af gode grunde optager folk flest, for det er de konkrete personer og deres handlinger, der udgør en bekymring i dagligdagen.
Blandt fagfolk betegner ordet derimod trangen til primært at have seksuel omgang med mindreårige, uanset om den medfører konkrete overgreb eller om trangen bliver holdt i skak af patienten.
Dommeren gjorde i sin domsafsigelse opmærksom på denne skelnen mellem pædofili som holdning kontra pædofili som handling, og understregede, at blandt fagfolk udtrykker det en mental tilstand, der handler om at den primære seksuelle tiltrækning er rettet mod mindreårige børn.
Muhammed frikendt for pædofili
Her fandt dommeren, at Muhammed ikke med rimelighed kunne omfattes af begrebet, af to grunde:
1) Ud over ægteskabet med Aisha, der blev indgået da Aisha var 6 og fuldbyrdet da hun var 9, havde Muhammed mange andre kvinder, i ægteskab, som elskerinder, eller vundet som bytte i krig. Det dokumenterer, at Muhammed ikke havde en primær seksuel tiltrækning af mindreårige.
2) Ægteskabet og dermed den seksuelle omgang med Aisha standsede ikke, da hun blev kønsmoden, men fortsatte til hendes 18. år, da Muhammed døde. Dette understreger igen, at Muhammed ikke primært blev tiltrukket af hende, fordi hun var mindreårig.
Ulovlig nedgørelse af Muhammed
Derfor fandt dommeren, at betegnelsen 'pædofil' var en urimelig og ulovlig nedgørelse af Muhammed, at Elisabeth Sabaditsch-Wolff dermed havde gjort sig skyldig i at nedgøre en anerkendt religions religiøse belæringer, og derfor skal betale en bøde på i alt 480 euro (cirka 3.600 kroner) for at nedgøre en anerkendt religions belæringer.
At ordet 'pædofil' har en anden betydning blandt ikke-fagfolk, samt at ESW ikke er specialist på feltet, blev ikke tillagt vægt.
Domfældelse for enhver pris?
For den, der har fulgt sagen, kan det virke som om, dommeren aktivt har søgt at få dømt Elisabeth Sabaditsch-Wolff, og man kan ligefrem få en mistanke om, at der et eller andet sted eksisterer en beslutning om, at hun skulle kendes skyldig, uanset prisen.
Men prisen kan vise sig at være ganske høj.
Den offentlige anklager har, udover sin indledende præsentation, ikke sagt noget under sagens forløb, og udvidelsen af anklagerne skete på dommerens initiativ.
Det er også påfaldende, at dommen er baseret på en muligvis fejlagtig kategorisering af Muhammeds seksuelle tilbøjeligheder, ikke på Koranen, der ellers anses for at udgøre de egentlige religiøse belæringer i islam.
Logiske konsekvenser
Jura er heldigvis logisk, og derfor kan man tillade sig at udlede nogle logiske konkekvenser af den afsagte dom:
1) Det kan være strafbart at bruge et begreb forkert, uanset at det bruges i tråd med almindelig forståelse af ordet.
2) Det regnes af dommeren for bevist at Muhammed havde seksuel omgang med mindreårige. Alligevel vælger hun at kalde det 'nedgørelse' at bruge ordet 'pædofil' om denne opførsel.
3) Da loven kun omtaler 'religiøse belæringer', ikke 'religionsgrundlæggeres opførsel' eller lignende, må dommen tolkes på den måde, at Muhammeds liv og levned – herunder seksuel omgang med mindreårige – udgør en egentlig del af islams belæringer. Dette er i tråd med Koranens vers 33:21 og fundamentalisters udlægning af islam.
4) Islam har en bemærkelsesværdig grad af beskyttelse fra kritik under østrigsk lov, der i praksis udvider beskyttelsen til at omfatte negativ omtale af Muhammed. Andre religioner, f.eks. buddhismen, har ingen tilsvarende beskyttelse.
Hvis Muhammeds liv, som er detaljeret beskrevet i de islamiske skrifter, hermed anses for en uadskillelig del af islams belæringer, vil det blive juridisk problematisk at kritisere personer, eller enhver form for handling, der kan baseres på dem.
Det vil blandt andet sige kvinders manglende ligestilling, Muhammeds nedsættende holdning til jøder, hans brug af vold og drab af kritikere og modstandere, og andre artige sager fra hadith-samlingerne.
Muhammeds eksempel må ikke nedgøres?
På Muhammeds tid var børneægteskaber en tradition på den arabiske halvø, og ægteskaberne indgik ofte som brikker i politiske alliancer.
Det var også tilfældet med Aisha, hvis far Abu Bakr efter Muhammeds død blev hans efterfølger, den første kalif. Hendes unge alder (6 ved ægteskabets indgåelse, 9 ved dets fuldbyrdelse) er dokumenteret i mange hadith-beretninger, især fra Bukhari, der traditionelt anses for fejlfri i sine beretninger om Muhammeds liv og levned.
Al-Tabari nævner sit store historiske værk (bind 7, side 7), at Muhammed blandt alle sine kvinder kun blev inspireret til koran-åbenbaringer, når han var sammen med Aisha. Under østrigsk retspraksis er det i dag strafbart at sige noget negativt om dette.
At Muhammeds eksempel retfærdiggør børneægteskaber den dag i dag er nok et aspekt, der har undgået dommerens opmærksomhed.
Historier om disse barnebrude og deres aldrende ægtemænd når regelmæssigt ud til den vestlige presse, og man hører igen og igen, at ingen vil hjælpe de små piger.
Selv sheik'erne, der jo har en grundig uddannelse i islamisk lov, griber ikke ind og bruger sin autoritet til at forhindre børneægteskaber.
At Muhammeds liv og eksempel skulle udgøre en religiøs belæring, der er beskyttet under østrigsk lov, forekommer så absurd, at det må være uigennemtænkt.
Khomeinis bog må godt nedgøres
Man kan så spørge om Ayatollah Khomenis bog Tahrir-ol-vasyleh, der også anbefaler seksuel omgang med mindreårige, tilsvarende vil være beskyttet under østrigsk lov.
Her er svaret et klart 'Nej', da statsanerkendelsen af islam i Østrig specifikt omhandler Hanifi skolen, der er en gren af Sunni islam. Shia-islam, som Khomeini jo tilhørte, nyder ikke en tilsvarende beskyttelse.
En oplagt appelsag
Det burde egentlig være en dårlig sag for den østrigske stat at straffe sine borgere for at tale imod seksuel omgang med mindreårige.
Den sunde fornuft synes at have været på ferie i denne sag, hvis dom hviler på en spekulativ overvejelse af, om et i øvrigt almindeligt brugt begreb er korrekt anvendt eller ej.
Og uanset om det måtte være forkert anvendt, må man vel som borger ikke bare have ret til at ytre sine meninger, men også til indimellem at komme til at sige noget, der er forkert, uden straks at skulle stilles for en domstol.
Elisabeth Sabaditsch-Wolff, der erklærer sig som feminist og engagerer sig i islam-debatten for sin datters fremtids skyld, vil naturligvis ikke have denne dom og den tilhørende plettede straffeattest siddende på sig.
Dommen blev af forsvaret appelleret på stedet, og derfor er der lagt op til en ny runde høringer, der formodentlig vil gennemgå mindre flatterende sider af Muhammeds liv, samt spørgsmålet om, hvorvidt hans liv og eksempel kan betragtes som religiøse belæringer.
Sagen følges løbende på english.savefreespeech.org. Her er det også er muligt at støtte Elisabeth Sabaditsch -Wollf økonomisk, en hjælp hun får behov for i forbindelse med appelsagen.
