"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Dommer vurderer, at Tommy Robinson ikke lider overlast efter snart 5 måneder i isolation

28. marts 2025 - Artikel - af Aia Fog

Han er ikke selvskadende eller selvmordstruet og er isolationsfængslet for sin egen sikkerhed. Det var grundlæggende Dommer Chamberlains konklusion, da Tommy Robinsons advokat forgæves forsøgte at få lempet hans afsoningsforhold.

”Dårligt nyt: retten tager parti for Tommys plageånder”. Sådan lyder overskriften på den canadiske journalist og jurist Ezra Levants opdatering på Rebel Media efter at han var taget fra Canada til London for at overvære den høring, som mange havde håbet ville bane vejen for, at Tommy Robinson kunne få mere tålelige afsoningsforhold.

Tommy Robinson sidder nu på 5 måned isolationsfængslet i Woodhill Prison for at have trodset et forbud mod at vise sin dokumentar Silenced om de engelske myndigheders svigt, korruption og dobbelte standarder. Han har således ikke begået noget kriminelt, men er oprindelig dømt i en civil sag, som myndighederne ikke desto mindre straffer ham hårdere for, end de mordere og voldsmænd, der ellers befolker cellerne i Woodhill Prison.

Og isolationen tager efterhånden hårdt på Tommy Robinson, hvilket Trykkefrihedsselskabet kunne konstatere ved selvsyn, da vi besøgte ham i februar, hvor han bl.a. fortalte os, at fængslets læge og psykiater ville sætte ham på antidepressiver og sovemedicin, hvilket han havde afslået.

I sidste uge forsøgte hans advokater – som Elon Musk betaler – så at få lempet hans afsoningsforhold på baggrund af en foruroligende rapport udarbejdet af en uafhængig psykiater, der har undersøgt Tommy Robinson i fængslet. Hendes rapport konkluderer, at Tommy Robinson har ADHD, at han desuden har pådraget sig PTSD da han sidst var isolationsfængslet i 2019 og at hans PTSD nu er blusset op igen. Han frygter for sin og sin families sikkerhed, hvilket fører til panikanfald, søvnforstyrrelser, opfarenhed, negativ selvopfattelse og problemer med at opretholde interpersonelle kontakter, f.eks. i forbindelse med besøg i fængslet.

Ikke mindst det sidste noterede vi os, da vi besøgte ham i februar, hvor den sædvanlige uformelle, åbne og meget venskabelige tone mellem os på lange stræk – og især i starten – var høflig, nærmest formel og en anelse distant, hvilket foruroligede os.

Psykiaterens rapport viser med al tydelighed hvilken psykisk tortur det er at udsætte et menneske for isolationsfængsel i månedsvis og at det er presserende at få ændret Tommy Robinsons afsoningsforhold.

Alligevel fandt dommer Chamberlain ikke, at der var grund til bekymring: i dommerens optik var der ikke grundlag for at antage, at Tommy Robinson var i risiko for at bryde sammen, ligesom han vurderede, at han hverken er selvmordstruet eller i fare for at ville påføre sig selv fysiske skader. De symptomer, som Tommy Robinson udviser, ville tværtimod sagtens kunne behandles af fængslets læge. Desuden er Tommy Robinson i isolation for sin egen sikkerheds skyld, for han har jo selv sagt, at han risikerede overfald, hvis han blev placeret sammen med muslimske fanger.

Dommer Chamberlain lagde også vægt på, at Tommy kan få besøg 2- 3 gange om ugen (men forholdt sig ikke til alle de gange fængslet har nægtet besøgende adgang, eller til de fortrolighedserklæringer de besøgende skal underskrive), har adgang til træningsfaciliteter, tv og læsestof.

Endvidere lagde dommeren vægt på, at fordi Tommy Robinson er en kategori C fange, så kan han ikke afsone i et kategori D fængsel. Dette kræver en forklaring: det engelske fængselsvæsen er opdelt i kategori A-D fængsler, hvor kategori A fængslerne huser de mest farlige kriminelle og kategori D fængslerne de mildeste lovovertrædelser, svarende til en mellemting mellem et åbent fængsel og afsoning med fodlænke, hvor man kan passe et arbejde sideløbende med afsoning.

Woodhill fængslet, hvor Tommy Robinson nu afsoner i isolation, er primært et kategori B fængsel – med plads til kategori A fanger. Dommer Chamberlain afviste altså, at lade Tommy afsone i et åbent kategori D fængsel, fordi han er kategori C fange – men fandt det modsat passende at fastholde ham i et kategori A og B-fængsel med de værste kriminelle – og derfor i fortsat isolation. Som et figenblad for denne absurde kendelse, anførte Dommer Chamberlain, at der rent faktisk er andre kategori C fanger i Woodhill fængslet: hele  32 ud af fængslets 819 fanger(!)

Dermed er Tommy Robinson indtil videre henvist til at fortsætte sin isolationsfængsling i Woodhill fængslet på fængselsdirektør Nicola Marfleets (u)nåde: hun har udfoldet så store bestræbelser på at genere Tommy Robinson, at det virker personligt, hvilket har fået den ellers så korrekte Ezra Levant til – helt konsekvent – at benævne hende som sadist.  Og ikke uden grund: hun har bl.a. forbudt alle med en platform på sociale medier at besøge Tommy Robinson i fængslet, krævet underskrivelse af fortrolighedserklæringer af de besøgende, der får lov at komme ind, forbudt besøg af hans eks-hustru og mor til parrets tre børn, nægtet Tommy Robinson at tale med sin 15-årige søn, og senest – under høringen i retten i sidste uge - afbrød hun telefonforbindelsen til Woodhill-fængslet, så Tommy Robinson ikke kunne tale med sin advokat under høringen.

Der er endnu appelmuligheder, som Tommy Robinsons advokater vil udnytte og næste retsmøde er allerede den 11. april. Men England er så langt fra den retsstat, den engang var, og der er indtil videre intet, der tyder på, at det engelske retssystem besinder sig og indrømmer, at Tommy Robinson de facto er politisk fange. Tværtimod.

 

Artiklen har været bragt i Den Korte Avis