Gå i stedet til folket. Og vil du vide, hvad vi gør ved det? Spørg en gammel frihedskæmper
Lagde du mærke til det? Der var ikke mange vinduer, hvori man så stearinlys. Hverken d. 4. eller d. 5. maj. Hvert år bliver der nemlig færre danskere, der har oplevet fryden ved at blive befriet. Så vi gider ikke længere fejre det. Vi tager friheden for givet. Vi lever jo i en historieløs tid, hvor mantraet om vækst via teknologisering påbyder os at se ind i fremtiden i stedet for at lære af fortiden.
Heldigvis har vi så nogle vidtskuende intellektuelle, der kan advare folket, når noget er ved at gå skævt. Længe har deres diagnose lydt: det vi blev befriede for d. 5. maj 1945, er på vej tilbage: det yderste højre står nemlig stærkt i Europa. Bare se på Le Pen i Frankrig, Wilders i Holland, Åkesson i Sverige, Vermund og DF i Danmark. At bremse denne farlige udvikling kræver – spår de intellektuelle – at vi står sammen om EU og globaliseringen. For nationalisme fører til krig.
For at lyde ligeså kloge som de intellektuelle gentager mange kommentatorer, journalister og politikere denne argumentrække; den bliver en socialt konstrueret sandhed. At noget gentages hyppigt, bliver det sjældent mere sandt af, men dette afskrækker ingenlunde ”eliten”. I dens øjne har ondskaben således kun én ideologi: fascisme, kun én følelse: nationalisme, og kun ét ansigt: Adolf Hitler. Derfor leder eliten altid efter ondskaben på højrefløjen.
Af samme grund er elitens medlemmer i reglen de sidste til at erkende det, når ondskaben har vist sit ansigt et helt andet sted. Stalin, Che Guevara og Mao er blot tre eksempler på ledere, der i årtier tjente som ikoniske forbilleder for mange af Europas intellektuelle. Først for nylig gik det op for de intellektuelle, at de tre herrer, ud over at være ikoner, også havde fundet behag i massehenrettelser.
I tråd hermed er, at størstedelen af Europas befolkning er langt foran de intellektuelle i erkendelsen af vor tids største trussel: Islam. En fru Hansen fra Ishøj, der bebrejder Folketinget, at islamiseringen opløser trygheden i hendes nærmiljø, har f.eks. bedre føling med virkeligheden, end en Timothy Garton Ash, der råder Europas centrum-venstre-partier til at finde et sprog, hvormed de kan berolige den ”gamle hvide arbejderklassekvinde, der ikke kan genkende sit lokalområde mere” (Politiken den 19. februar i år). Hvordan en sådan sproglig beroligelse skulle få indvandringsproblemerne til at fordufte, giver Garton Ash klogt nok intet bud på.
Samme beroligelse synes dog at være taktikken, hvormed også efteraberne af de intellektuelle forsøger at dysse folkets dømmekraft i søvn. F.eks. prøver de etablerede medier og deres ideologisk udvalgte ekspertkommentatorer til stadighed at nedtone de for befolkningen indlysende problemer med Islam; igen og igen undlader de at nævne forbryderes etnisk-religiøse baggrund. Da et ungt bøssepar i Holland fik slået flere tænder ud forleden, måtte jeg således helt til en uafhængig engelsksproget internetavis for at få oplyst, at gerningsmændene havde været marokkanske muslimer (bøsser er jo en slags fredløse ifølge sharia).
Tilsvarende med nedskydningen af de franske betjente på Champs-Élysées for nylig. Her tøvede TV2 det meste af et døgn, før de meddelte befolkningen det indlysende: at det var islamisk terror.
Som hovedregel undlader selv talspersoner for dansk politi at give etniske signalementer, hver gang endnu en sag om grov vold chokerer offentligheden. Men folket er ikke dumt; de fleste har for længst lært at gætte sig til sandheden. Ligesom russerne i Sovjetunionens tid blev dygtige til at udlede de virkelige forhold af selv ganske få fordrejede oplysninger fra telegrambureauet TASS.
Et grelt eksempel var da både politi og medier – alle på nær Den Korte Avis – tav om den formentlige sammenhæng mellem Islamisk Stats direkte opfordring til terror i Danmark ”med alle forhåndenværende midler” (17. august i fjor) og så den bølge af stenkast mod biler fra danske motorvejsbroer, der begyndte få dage efter.
”Sådanne mulige sammenhænge har befolkningen ikke godt af at høre om”, lød nyhedsredaktørernes overvejelser velsagtens. ”Så forærer vi jo bare stemmer til DF og Nye Borgerlige. Puha-da! For nationalismen er jo faren over dem alle”.
Hvad kun få i vor indsigtsfulde øvrighed har forstået, er dog, at partier som DF og Nye Borgerlige intet har med nationalisme at gøre. De udspringer derimod af fædrelandskærlighed. En følelse, vor venstrefløjsdominerede elite formentlig aldrig har kendt. Det er således bekymring for fædrelandet, for overlevelsen af dets frie kultur, der får flere og flere danskere (og europæere) til at stemme populistisk. Og hvorfor har dette ord for resten fået så negativ en klang? Det kommer jo af det latinske populus, der betyder ”folk”. Ifølge Den danske ordbog betyder ”populisme” – ud over sin velkendte negative betydning – ”folkelig politisk retning som er imod en centraliseret styring af samfundet”. Hvad i alverden er der galt med dét? Det var jo netop de træk, som engang adlede vort folkestyre. Engang.
I dag har vi ikke længere et folkestyre. Vi har derimod et centraliseret embedsmandsvælde funderet på overnationalt vedtagne love, regulativer og konventioner. Til at bestemme, hvordan disse udmøntes herhjemme, vælger vi hvert fjerde år en forsamling af levebrødspolitikere – baseret på, hvor godt de præsterer i billedmedierne. Her dømmes de primært på, hvor kort og karismatisk de er i stand til at besvare spørgsmål om enkeltsager – baseret på fejlagtige præmisser. Såsom at alle migranter er flygtninge i nød, at alle der bor i Danmark, er danskere, at kun et fåtal af muslimer billiger terror, at det lykkelige multikulturelle samfund venter lige rundt om hjørnet, osv.
At en så reduceret udgave af demokratiet som denne, vil føre til folkelige protestbevægelser, virker indlysende. For vores elite er det dog ufatteligt. ”Hvad er det, folk ikke kan lide?”, spørger de. ”Vi insisterer jo på et åbent samfund, hvor alle står sammen mod hadet”.
Ja, som da Sveriges statsminister, Löfven, stod og holdt en smuk tale med samme magtesløse mine som Hollande og Merkel har stået med, hver gang en af deres afviste asylansøgere har undladt at rejse hjem – for i stedet at udsmatte nogle af os vantro. Den 7. april gik det blandt mange andre ud over en stockholmsk pige på 14. Hendes tvedelte lig på gågaden blev endnu et udtryk for, hvor stor Allah er.
Jo, Löfven var ked af det. Men vælger vi vore politikere for, at de skal føle for os? Nej, vi vælger dem for, at de skal handle for os.
Pernille Vermund skrev i Berlingske den 8. april, at hun var ved at brække sig: ”De samme politikere, som holder grænserne åbne, som holder fast i, at konventioner er vigtigere end borgernes sikkerhed, bliver ved med at sige, at nu skal vi stå sammen.”
Dette fik Enhedslistens Pernille Skipper til at kalde Vermund for ”islamisternes nyttige idiot”. Hvilket svarer til, at Neville Chamberlain i 1939 havde kaldt Winston Churchill for ”nazisternes nyttige idiot”. Og der er uhyggelig symbolik i, at Skippers selvmål af et jugement blev bragt 9. april, på årsdagen for besættelsen af Danmark. Den besættelse, der blev beordret af en mand i Berlin, som Chamberlain helt frem til krigsudbruddet i ’39 opfattede som ”moderat”. Til forveksling har Enhedslistens, ja hele den europæiske elites udlændingepolitik i årtier mindet om Chamberlains eftergivenhedspolitik (appeasement policy).
Men nej, kære ”intellektuelle”, denne gang har den onde hverken et lille overskæg eller en brun skjorte på. Han bærer derimod langt fuldskæg og kjortel, og hans håndlangere er skyld i, at europæiske jøder udvandrer til Israel i tal, vi ej har set siden 1940’erne. Jeg ved, det ikke passer så godt ind i jeres ideologi, men vil I ikke nok forholde jer til det alligevel?
Da mange af jer elitære finder fædrelandskærlighed lidt for old school- og DF-agtig, kender I næppe Chr. Richardt. Lad mig derfor oplyse det vers af ham, I burde have sunget d.5. maj (melodien er der måske en enkelt overlevende frihedskæmper, der kan lære jer):
Kæmp for alt, hvad du har kært,
dø, om så det gælder!
Da er livet ej så svært,
døden ikke heller.
