Der er ikke tvivl om, at de fleste politikere i dag kan se den fare islam udgør i forhold til vores sikkerhed og vores åbne demokrati. Det viser de indgreb og den særlovgivning, der gennemføres og vedtages i disse år. De er alle stort set udelukkende rette mod islam i en eller anden form, hvad enten det er terror, sharia eller manglende vilje til at lade sig integrere i vores vestlige, sekulære samfund.
På den baggrund er det et paradoks, at man ser truslen, men i realiteten nægter at lukke af for den. For selvom indvandringen fra muslimske lande er bremset noget op, er den ikke stoppet. Det går langsommere, men den del af befolkningen, der har muslimsk baggrund øges konstant – og dermed øges også presset fra islam mod vores samfund.
I stedet halser politikerne efter udviklingen og gennemfører det ene forbud efter den anden særlovgivning. Men det er og bliver en omgang lappeløsninger i forhold til det virkelige problem: At stoppe islams indflydelse ved at stoppe for den muslimske indvandring. Det viger man tilbage for – og når man ikke vil sætte hegn om friheden ved at værne landets grænser, så bliver den logiske konsekvens, at man må sætte hegn inde i samfundet.
Og det gør man så med tiltagende hyppighed, og imamlove, burka-forbud, ghetto-planer, koranklodser og politi-bevogtning af jødiske institutioner, er blot en forsmag på, hvad vi har i vente al den stund, at importen af islam ikke er ophørt og vi ikke har løst de assimilations-problemer vi i forvejen har. Og jo mere islam – jo mindre frihed.
Vi kommet ind i dilemmaernes tid: På den ene side må vi sætte vores fod ned og forsvare vores kultur, for så længe vi har en stor muslimsk minoritet i vor midte, så længe vil islam konstant udfordre vores værdier. På den anden side må vi heller ikke smide barnet ud med badevandet og sætte den frihed over styr vi så gerne vil forsvare.
De lappeløsninger og værn mod terror, der i disse år indføres i vores samfund er ikke desto mindre en begrænsning af vores frihed og det vil være naivt at tro, at det ikke på et eller andet tidspunkt rammer ytringsfriheden.
Når det sker, vil det være et angreb på selve fundamentet i vores åbne demokrati . Ytringsfriheden er vores mest fundamentale frihedsrettighed og forudsætningen for alle andre frihedsrettigheder. Eller rettere borgerrettigheder, for ytringsfriheden er først og fremmest en borgerrettighed, som vi giver hinanden og som staten står som garant for.
Det er meget vigtigt at anerkende, at ytringsfriheden er en sart plante, der kræver konstant pasning: Den kan kun vokse i en kultur, hvor der er udbredt enighed om, at ytringsfrihed er en rigtig god ide og hvor nationalstaten er villig til at beskytte den. Den er ikke er en frit i luften svævende værdi eller rettighed, som alle kan påberåber sig til enhver tid. Ytringsfrihed er kulturelt betinget og nationalt forankret.
Ytringsfriheden skal forsvares ved grænsen ved at sikre, at folk der vil undergrave vores frihed og demokrati ikke får lov til at komme ind i landet. For når først man er lukket ind, kan man ikke graduere ytringsfriheden eller pålægge bestemte befolkningsgrupper særlige restriktioner. I Danmark har vi ytringsfrihed med de få begrænsninger, vi nu en gang har sat.
Siden vedtagelsen af Udlændingeloven i 1983 har især centrum-venstre politikerne svigtet deres ansvar – og det svigt er den direkte årsag til, at vi nu står i dilemmaernes tid. Den tid vil dog også have sin udløbsdato, for særlove og forbud løser ikke det bagvedliggende problem og til sidst vil der ikke være nogen frihed at forsvare.
Artiklen har været bragt i 24Nyt
