Vi har fået en ny regering. Og det gør mig trist til mode.
Glem efterløn, tilbagetrækningsreform, betalingsring, fedtskatter og topskattelettelser. I det store perspektiv er alle disse tiltag uendelig ligegyldige. De har lige lige så meget betydning for vores børnebørns liv i Danmark om tredive år som sidste episode af Paradise Hotel. Af flere årsager.
Den nære årsag er den kolde kendsgerning, at Danmark ikke er en isoleret størrelse, men en lille båd i et stort og stormfuldt hav. Den ubekvemme sandhed er jo, at hele den dagsorden, der dominerede den netop overståede valgkamp, var fup og fidus.
Et gigantisk illusionsnummer. Vi vælgere var ikke kun stemmekvæg, vi var mere at sammenligne med den pøbel, der sad i Colosseum og taknemmeligt og savlende samlede det brød op, som de despotiske romerske kejsere kastede ud over tribunerne for at holde pøbelvældet i ave.
Valget var et pinligt illusionsnummer, der takket være opportunistiske levebrødspolitikere og medløbende journalister, som fokuserede mere på form og spin end på substans, gik ud på konsekvent at fortie, at den til enhver tid siddende danske regering på den ene side har deponeret størstedelen af sin suverænitet til et kollektivistisk ikke-folkevalgt EU-aristokrati.
Og på den anden side har utrolig lidt økonomisk og finanspolitisk manøvrerum på grund af den totale og uundgåelige afhængighed af de internationale konjukturer.
Jeg var målløs af forbløffelse under valgkampen. Hvor svært kan det være aggressivt at formidle, at den siddende regering ikke var skyld i den internationale finanskrise?
Jeg var til gengæld slet ikke målløs over, at EU ikke blev nævnt med ét eneste ord. Hvem er interesseret i at udstille egen magtesløshed, når hele øvelsen, hele illusionsnummeret, går ud på at overbevise pøbelen om, at man har noget at skulle have sagt.
Tankeløs multikulturalisme
Det, politikerne sloges om i den politiske arena, kan koges ned til, hvordan en stadig mindre kage skal fordeles. Og lad dem om det. Det er fordelingspolitik. Det kan man have mange gode tanker om, selv abonnerer jeg helt og aldeles på en liberal politik.
Men det er i sidste ende ikke fordelingspolitikken, der er det altoverskyggende problem med den nye regering, selv om man bestemt ikke skal underkende den bekymrende kendsgerning, at knap tres procent af danskere i dag er på overførselsindkomst.
Grunden til min tristesse ligger i, at den nye regering sætter lighedstegn mellem det multietniske samfund og et dødsdømt multikulturelt eksperiment.
Deres nye regeringsgrundlag har vist, at de vil genskabe en polariseret og frugtesløs kulturkamp, hvor den nødvendige stramme udlændingepolitik skal rulles tilbage til fordel for den tankeløse multikulturalisme, som med magt skal være en del af Danmarks virkelighed.
Og det har langt, langt større konsekvenser for mine børnebørn end en skide betalingsring, for nu at sige det på dansk!
Og pøbelen? Vi skal holde kæft om denne bekymring og taknemmeligt spise krummerne fra politikernes buffet. Hvis ikke, så skal eliten nok forstå at fortælle os, hvem og hvad vi er: ”En skimlet sekt af klamme kældermennesker.”
Hvilket kolossalt svigt.
Jeg tilhører ikke den fløj, der abonnerer på konspirationsteorier. Jeg tror ikke, de socialistiske partier og Det Radikale Venstre bevidst tænker i at rekruttere en fremtidig stemmebase, som nogle af de mere forskræmte stemmer på højrefløjen holder af at mene.
Ja, faktisk tiltror jeg den værdipolitiske venstrefløj særdeles ædle motiver. De mener, hvad de siger. De tror vitterlig på, at åbne grænser og folkevandring er svaret på Danmarks problemer.
Og det er de i deres gode ret til at tro. Det er ikke forbudt at være vanvittig. Vi andre skal til gengæld også have lov til sagligt at argumentere for, at den vej er brolagt med gode intentioner, men i sandhed er en dokumenteret utopi, der helt uværligt vil ende i forfærdelige sammenstød.
Stop dæmoniseringen
Den historie er fortalt og beskrevet til hudløshed. Jeg er personligt ikke så bange for, at de værste rædselsscenarier bliver til virkelighed som eksempelvis en Lars Hedegaard. Ganske enkelt fordi, jeg er overbevist om, at der vil opstå en naturlig ”newtonsk” politisk modreaktion ligesom vi så i 2001.
Men jeg er heller ikke blind for, at de mest skræmte godt kan gå hen og få ret, hvis ikke fløjene finder hinanden og diskuterer denne problemstilling åbent og frit, og uden at dæmonisere hinanden. Den åbne og frie debat er ganske enkelt forudsætningen for at problemerne kan identificeres og siden hen løses.
At fornægte en ubekvem virkelighed, at dæmonisere sine modstandere, at kue det fri ord og den frie tanke, det er jo så krystalklart den sikreste måde til ikke at identificere problemet. Og dermed til ikke at løse problemet.
Sverige har derfor langt mere dystre fremtidsudsigter end Danmark.
Men når det så er sagt, så har den værdipolitiske venstrefløj jo i øvrigt ret!
Danmark har i den grad brug for indvandring. Derom hersker der ingen saglig tvivl. En førsteårsstuderende på geografistudiet vil let kunne gennemskue, at den øjeblikkelige trend i den demografiske udvikling simpelt hen dikterer, at vi får tilført arbejdskraft udefra.
Det altoverskyggende tema her er, hvad er det for nogle mennesker, vi vil have til Danmark?
Det er et fuldstændig legitimt spørgsmål. Lige så meget, som jeg er i min gode ret til at bestemme, hvem jeg vil have til middag, lige så meget er danske politikere i deres gode ret til at bestemme, hvem der skal komme til Danmark.
Korrektion! Nej, det er ikke kun deres ret. Det er deres pligt. Det har de skrevet under på, da de blev medlemmer af Folketinget!
Men dette spørgsmål er blevet betændt. Og det er i realiteten her selve svigtet opstår. Den manglende evne til at behandle dette helt eksistentielle spørgsmål om Danmarks fremtid burde jo ikke være omgærdet med fordomme.
Men det er det. Diskursen er blevet til De Gode mod De Onde.
Til altruister mod en egoistisk, klam og skimlet sekt.
Identitet og historie
Men hvad skyldes dette svigt? Hvad er det, der får et flertal af de politikere, der er ansat af os danskere til at varetage Danmarks interesser, til at foretage dette svigt?
Det undrer mig såre. For jeg tillægger som sagt kun de færreste andet end ædle motiver.
Jeg tror, vi skal et trin op ad forklaringsstigen. At forklaringen ligger dybt forankret i to sammenhængende størrelser. To størrelser, der for mig er aldeles konkrete, men som i dag er blevet abstrakte for langt de fleste. Og det abstrakte kan man ikke forholde sig til på samme måde som det konkrete.
De to sammenhængende størrelser er: Identitet og historie. Lad mig starte med identitet. Og her går jeg en pædagogisk omvej:
Adoptivbørn har én ting til fælles. De forsøger alle på et eller andet tidspunkt i deres liv enten fysisk at opsøge deres forældre, eller hvis dette ikke kan lade sig gøre, at tilegne sig så meget viden om deres biologiske ophav som overhovedet muligt.
Årsagen til denne søgen er letforståelig. Disse adoptivbørn har et helt naturligt behov for at vide, hvem de er. Hvor de kommer fra. Hvad deres baggrund er. Hvorfor de blev forladt. Hvad der er sket med deres biologiske forældre.
Processen kan være smertefuld for disse søgende adoptivbørn. Og et eventuelt møde med kendsgerningerne endnu mere smertefuld. Det ved de søgende godt. Alligevel kan de ikke lade være.
Uden en eller anden form for afklaring, så er der et vacuum i deres liv. Et stort tomt og indholdsløst hul, der skriger på at blive fyldt ud. Intet brød fra en kejser kan fylde dette hul. Det materielle bliver underordnet. Det eksistentielle overordnet.
Adoptivbørnenes adfærd fortæller os derfor med éntydig sikkerhed, at alle mennesker har brug for identitet. En eller anden form for base, et tilhørsforhold, der definerer dem. At fornægte dette, svarer til at fornægte selve livets essens.
Uden identitet er vi mennesker ingenting. Og et identitetsløst liv vil uværgeligt ende i meningsløshed og ultimativt i selvdestruktion eller rendyrket hedonisme. Ofte det første, afledt af det andet.
Selvdestruktiv proces
Identitet har mange ansigter. Den vokser som årringe fra et træ. Familie, kulturarv, religion, lokalsamfund og nation er navnene på nogle af disse årringe. Hvert individ lægger forskellig vægt på disse årringe.
Nogle ringe vokser sig større end andre, nogle opprioriteres, andre nedprioriteres, dette er et led i en ganske normal udvikling fra barnelivet til voksenlivet, men det er i bogstaveligste forstand med livet som indsats, at man fravælger dem alle.
Desværre er det lige præcis, hvad vi har været vidne til igennem en lille menneskealder i Danmark og i størstedelen af Europa.
Den systematiske og – værst af alt – bevidste fravælgelse af identitet. Og denne selvdestruktive proces er fuldstændig gennemgribende.
Først ophævede vi i Danmark familielivet og institutionaliserede vores børn. Så sagde vi farvel til den respekt for den judæo-kristne kulturarv, som er en essentiel del af det at være dansk, hvorefter vi meldte os ind i en forening, der har det erklærede mål at ville opløse selve de europæiske nationalstater.
En både historieløs og naturstridig gerning!
Prikken over det selvdestruktive ’i’ var da vores politiske elite – uden at spørge folket – valgte at tillade masseindvandring af mennesker fra kulturer, der ikke alene er tæt på at være uintegrérbare i vores samfund, men som samtidig for en stor dels vedkommende tilhører en religion, der foragter den kultur og de mennesker, som så venligt har taget imod dem.
Kollektivt vanvid
Der er tale om kollektivt vanvid. Et vanvid, der for Europas vegne på mange måder skal finde sin forklaring i de rædsler, der udspillede sig på europæisk grund under Anden Verdenskrig. Vi europæere er aldrig kommet os over, at Tyskland - den moderne europæiske kulturs højborg - stod bag den menneskelige civilisationshistories største perversitet: Holocaust.
Frygten og skammen fik kolossale negative følger for efterkrigstidens Europa. Mens vi byggede kontinentet op igen, voksede - bag alle de fine nye bygninger og institutioner, vi så skyde op overalt - et kulturelt forfald og indædt selvhad.
Og frygten for det fædrelandskærlige, der som en naturlig reaktion blev koblet sammen med aggressiv nationalisme, groede i takt med selvhadet. De blev spejlbilleder af hinanden.
Vi er derfor i dag vidne til et langsomt kollektivt europæisk selvmord. Når vores børnebørn møder en fremmed på en rejse et fjern sted, så vil de ikke svare ”dansker” på spørgsmålet: Hvem er du”. De vil svare ”europæer”.
Kære læser. Smag engang på ordet ”europæer”. Er det, hvad du føler dig som? Ordet giver jo ingen mening. Det er ligeså indholdsløst og kaloriefattigt som postevand. Ja, vi kommer fra Europa og er europæere.
Men der er da ingen, der vil kalde sig europæer, før de kalder sig dansker. En fisker fra Hundested har meget, meget lidt til fælles med en græsk portier fra Kalymnos. Og omvendt. Den ene er ikke bedre end den anden. De er blot forskellige. Den ene er dansk, den anden er græsk.
Gudskelov.
Historie er hukommelse
Og det er her vigtigheden af den anden størrelse kommer ind. Forståelse og indsigt i vores konkrete historie. Ligesom adoptivbarnet har vi danskere et eksistentielt behov for at kunne svare på hvem, hvad, hvordan og hvorfor.
Og dette er der intet galt i. Tværtimod. Kender man ikke sin fortid, kan man ikke forstå sin nutid og vil uværligt svigte sin fremtid. Sine efterkommere.
Det er her kimen til meget af dagens tankeløse politik ligger. De unge levebrødspolitikere i dag er ganske historieløse.
Lige som flertallet af alle danskere. Vi har svigtet vores ungdom, og i vores kulturrelativistiske selvhad undladt at give dem den helt nødvendige historiske identitet.
Historie er hukommelse. Uden historie ingen hukommelse. Danskheden bliver ikke kun abstrakt, når vi ikke viderefortæller vores historie, den bliver ligegyldig. Meningsløs.
Hvilket jo er lige præcis, hvad vi er vidne til i Folketinget, hvor ærlige og velmenende mennesker i misforstået godhed, svigter Danmark.
De kan slet ikke forstå, hvad det er, jeg mener. De har ganske enkelt ikke forudsætningerne. Jeg kunne lige så godt skrive på oldgræsk.
”Hvorfor skal jeg vide noget om Slaget ved Dybbøl, vi befinder os i 2011 …”. hvor tit har jeg ikke hørt det sagt?
”Hvem var Frode Jakobsen?” blev jeg spurgt af en forsamling, hvoraf flere var højtuddannede akademikere, journalister og forretningsmænd, da jeg nysgerrigt spurgte dem, om de vidste hvem han var, efter at have læst Sven Ove Gades fremragende biografi ”Frode”!
Jeg forventer ikke en nation af historikere, men har kun det fromme ønske, at vi erkender, at historie er det første, vi skal lære vores børn, efter de har lært at læse.
Havde vi gjort dette for fyrre år siden, var det såkaldte ungdomsoprør ikke slået igennem med alle dets falske dogmer, så havde vi måske undgået den katastrofale indvandringspolitik og undgået af få en minister, der aktivt støttede et dokumenteret totalitært regime, der havde atomvåben rettet mod Danmark.
