”I øjeblikket er det bedst for dem at lade mig drive min virksomhed og samtidig brandbeskatte mig. Men om 25-30 år kan den danske retsstat nemt være afløst af et socialistisk diktatur. Jeg vil miste alt – og måske endda blive slået ihjel”
Så dyster lød forudsigelsen fra en af Saxo Banks administrerende direktører, Lars Seier Christensen. Udtalelsen faldt på et debatmøde arrangeret af Trykkefrihedsselskabet forleden, hvor han sammen med tre andre fremtrædende liberalister diskuterede liberalisme som forsvar for friheden.
I panelet sad desuden medlem af Folketinget, Søren Pind (V), redaktør af tidsskriftet Libertas, Rune Toftegaard Selsing og debattør og forfatter, Mikael Jalving. Som eneste ikke-liberalist havde Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, også en plads ved debatbordet.
Roden til alt ondt
Som erklæret kapitalist, liberalist og individualist lagde Lars Seier Christensen ikke skjul på, at han ser socialismen som det store dyr i åbenbaringen. Det er her kilden til alle tidens dårligdomme skal findes. Det være sig forklaringen på, at gale øksemænd pludselig trænger sig ind i ældre menneskers boliger - eller at danske institutionsledere og politikere synes at kapitulere overfor minoriteters krav om særbehandling.
Det grundlæggende problem er, sagde bankdirektøren, at der i Danmark ikke findes samme grundlovssikrede beskyttelse af individets rettigheder, som der eksempelvis gør i USA. Derfor vil et flertal i befolkningen have et incitament til gradvis at installere et flertalsdiktatur med massiv mindretals-undertrykkelse på programmet. Det fører igen til undertrykkelse af rationelle synspunkter og i sidste ende til problemer a la dem vi ser i dag med mislykket integration, terroranslag osv.
”Jeg tror, der er langt større risiko for et socialistisk diktatur end for et islamistisk. Derfor bør Trykkefrihedsselskabet efter min mening angribe problemet langt mere strukturelt, end det gør i dag”, lød opfordringen fra Lars Seier Christensen.
Socialismekritikere under jorden?
At socialismen spiller en afgørende rolle for tingenes tilstand, kunne de øvrige liberalister inklusive Lars Hedegaard hurtigt blive enige om. Men i modsætning til Lars Seier Christensen mente de, at den største trussel mod friheden kommer fra islamistisk side. Til støtte for den vurdering indskød ordstyrer Katrine Winkel Holm en bemærkning om, at socialismekritikerne ikke er tvunget til at leve under jorden. Det er derimod en hel del af dem, der stiller sig kritiske overfor fredens religion.
Den bemærkning fik Søren Pind til at slå fast, at Danmark er danskernes land, og at det derfor også er danskerne, der skal bestemme, hvem der skal have adgang til det. Han så gerne, at man begyndte at sortere indvandrerne ved grænsen og valgte dem ud, det er realistisk at assimilere. For det er assimilation, det handler om, forklarede han:
Træt af integration
”Jeg er så træt af udtrykket integration, når det i virkeligheden betyder en tilbagetrækning af dansk kultur fra danske institutioner. I stedet skal vi begynde at assimilere på den danske kulturs præmisser. Det kan vi gøre i institutionerne og i det offentlige rum, men så heller ikke længere. I den private sfære går jeg ikke ind for magt og tvang, der må vi stole på det rationelle argument, lød det med en henvisning til hans modstand mod blandt andet burkaforbud.
Kulturel oprustning
Redaktør af tidsskriftet Libertas, Rune Toftegaard Selsing, tilsluttede sig også ønsket om en udvælgelse af de indvandrere, der får adgang til Danmark. For Rune Toftegaard Selsing er sammenhængen klar: Mere islam betyder mindre frihed.
”Jeg er i princippet enig med Lars Seier Christensen i, at vor egen kulturs forfald er den største trussel mod friheden. Det er den blandt andet fordi, det er den, der har tilladt en fuldstændig uhæmmet indvandring gennem årtier. Indvandringen er så at sige et symptom på det kulturelle forfald. Derfor har vi brug for en kultur – og ikke bare et system, der sikrer friheden. Mennesker har en naturlig tilbøjelighed til at alliere sig med den stærke part. Derfor skal vi satse på en kulturel oprustning, der gør os – og ikke islamisterne – til den stærke part og dermed til det oplagte valg”.
Liberalister ikke til megen hjælp
Lars Hedegaard fortsatte i samme spor: ”Det er rigtigt, at islam ikke var nogen trussel, hvis vi havde et sundt og sammenhængende samfund. Men det har vi ikke, og derfor er vi nødt til at tage vores forholdsregler”.
I den forbindelse kan man med fordel lære af Tyskland, forklarede han. Her er staten på grund af de historiske erfaringer forpligtet på at bekæmpe grupper, der ønsker at omstyrte demokratiet. Trykkefrihedsselskabets formand forventede dog ikke den store hjælp til det projekt fra liberalisternes side.
”Mange moderne liberalister mener, at alt kan være lige godt. De har kun foragt tilovers for de ”hjemmefødninger”, der taler om sammenhængskraft og lignende fænomener”, sagde han.
En øksemand her, en bombemand der
En af de liberalister der trods alt bakker op om Trykkefrihedsselskabet og desuden tør kalde en spade for en spade, er Mikael Jalving. På mødet undrede han sig højlydt over, at velfærdsstaten efter hans mening financierer sin egen undergang ved uhæmmet indvandring og åbne sociale kasser. Et forsvar for friheden handler først og fremmest om at turde se konsekvenserne af den førte politik i øjnene, sagde han.
”Vores kultur går under, hvis vi ikke tør gå ind i den virkelighed, der findes ti min herfra (Rådhuspladsen i Kbh, red). Alt for mange liberalister har ikke øje for den bløde islamisering, der foregår. Spørger man dem, er der altid tale om enkeltstående tilfælde – en øksemand her, en bombemand der. Men der er et mønster, og det skal vi være opmærksomme på. Er vi ikke det, og formår vi ikke at reagere fornuftigt på det, så kan vores kultur og samfund meget let gå hen og blive taberen i en ikke så fjern fremtid”.
