I Trykkefrihedsselskabets bestyrelse har vi længe overvejet, om vi skulle have deleknapper til vores artikler på selskabets hjemmeside www.trykkefrihed.dk. Deleknapper er de små ikoner nederst på siden, der med et enkelt tryk gør det muligt at dele artiklen på forskellige sociale medier som Facebook, Twitter, Telegram, MeeWee m.fl. Ved at indføre deleknapper på vores hjemmeside, ville vi gøre det nemmere at dele indholdet med andre, og dermed også øge mulighederne for at komme ud til et bredere publikum med vores – i øvrigt glimrende - artikler.
Problemet med deleknapperne er, at det øger risikoen for sporing – eller tracking, som det også hedder - markant for dem, der bruger dem. Tracking betyder, at når man trykker på en deleknap, kan browseren fortsætte med at sende såkaldt ”personligt identificerbare oplysninger” tilbage til det sociale medie. Facebook er notorisk berygtet for at benytte sig af tracking, hvilket forklarer, hvorfor man altid får reklamer i sit Facebook feed, der præcis matcher de google-søgninger man lige har lavet på havemøbler eller billige flybilletter til Berlin.
Alligevel endte vi med at bede vores it-supporter om at installere deleknapper på Trykkefrihedsselskabets hjemmeside. Ulemperne ved tracking blev opvejet af fordelene ved ikke bare at kunne komme bredere ud, men især af muligheden for at gøre opmærksom på, at der er mange flere sociale medier til rådighed end Facebook. Og efter at Facebook endnu en gang havde sendt Trykkefrihedsselskabet i ”fængsel”, lå det lige for via deleknapper at åbne for brugen af alternative sociale medier og dermed bidrage en smule til at bryde Facebooks monopol.
Men det skulle hurtigt vise sig, at tech-giganternes magt ikke stopper ved deres egen havelåge: de bestemmer i praksis også, hvilke andre sociale medier det skal være muligt at dele på:
Medmindre man har masser af tid og ressourcer til at installere og opdatere deleknapper manuelt, er de fleste henvist til at installere dem en bloc i grupper, hvor udvalget af knapper til sociale medier er bestemt på forhånd. Og ingen af de grupper rummer konservative medier som Parler eller Gab. Disse medier er ellers blandt de mest interessante for alle, der bekender sig til Det Frie Ord, og som ikke vil udsættes for det tilfældige og politiske censurregime, som Facebook, Twitter og andre tech-giganter påtvinger brugerne.
Mange vil huske Parler, der slog sig op på at være en ytringsfrihedsplatform og som i januar i år pludselig fik millioner af brugere, da Twitter blokerede præsident Trump og han begyndte at bruge Parler som platform i stedet. Det straffede de venstreorienterede tech-giganter resolut og eliminerede Parler med den begrundelse, at Parler ikke havde censureret og blokeret de brugere, der havde jublet over angrebet på Capitol Hill: Amazon fjernede Parler fra sin web-service og Google fulgte op ved at fjerne Parlers app fra sin Play Store – og væk var Parler.
Det siger i sig selv en del om tech-giganternes magt og totalitære indstilling, at de føler sig på moralsk og politisk sikker grund ved at udradere en konkurrent på baggrund af indholdet på dennes platform, som ret beset overhovedet ikke kommer dem ved. Og det stopper tydeligvis heller ikke der, for selv efter at et svækket Parler har rejst sig igen, er det åbenbart tech-giganterne magtpåliggende at holde dem nede ved at gøre det nær praktisk umuligt at vise deres deleknap. Til gengæld kan man ved et enkelt klik tilføje Black Lives Matter´s deleknap til udvalget.
Man skal have samme personlighedsstruktur som en forbenet, partitro sovjetkommunist for at fastholde, at vi stadig har vores grundlæggende frihedsrettigheder i behold. Faktum er, at vores frihed – ikke mindst vores ytringsfrihed – i disse år bliver tyvstjålet af totalitære kræfter. Faktisk er sammenligning med det tidligere Sovjet ikke helt ved siden af, for tech-giganterne er, i lighed med det gamle Sovjet, både magtfulde, totalitære og venstreorienterede. Og ligesom det gamle sovjetregime føler tech-giganterne sig i deres gode ret til at definere sandheder, dominere andre og tage deres frihed – og i Parlers tilfælde deres eksistens – fra dem.
Det går kun én vej: den gale.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
