Fredag aften blev min Facebook-profil fjernet. Jeg fik ingen begrundelse, kun en henvisning til en liste over, hvad der ikke var tilladt på Facebook. En liste, der rummede så forskellige elementer som ”støtte til voldelig og/eller kriminel organisation eller gruppe”, ”angreb på andre mennesker på sitet” og ”grafisk indhold, som viser sadistiske handlinger mod mennesker eller dyr”.
Jeg har på intet tidspunkt posteret eller skrevet noget på Facebook, der overhovedet kommer i nærheden af de forbud Facebook henviser til. Tværtimod: som formand for Trykkefrihedsselskabet er jeg sat i verden for at forsvare ytringsfriheden inden for demokratiets og retsstatens rammer, så det giver nærmest sig selv, at jeg aldrig kommer i karambolage med de grænser for tilladt indhold, som Facebook henviste til.
Til gengæld havde jeg fredag aften linket til et indslag fra den canadiske tv-station Rebel Media, der omtalte at de ville være til stede, når Trykkefrihedsselskabet lørdag den 18. januar overrakte den engelske ytringsfrihedsaktivist Tommy Robinson selskabets ytringsfrihedspris, Sapphoprisen.
Jeg gætter på, at det var årsagen til, at jeg blev blokeret: i september sidste år sagde Facebooks talsmand i et interview i Deadline, at man kun måtte nævne Tommy Robinsons navn på Facebook, hvis man samtidig defamerede ham. Enhver anden omtale, blev betragtet som en støtte af Tommy Robinson og ville blive fjernet, sagde Peter Münster, og benyttede samtidig lejligheden til at sammenligne Robinson med den serbiske folkemorder Ratko Mladic. En helt uhyrlig sammenligning, som ikke desto mindre på grund af Facebooks censur af Tommy Robinsons navn risikerer at blive ophøjet til sandhed, fordi enhver, der kunne tænkes at ville modsige den, ikke får lov til at komme til orde.
Facebook er en privat virksomhed, og private virksomheder må selv bestemme indholdet på deres egen platform, vil mange indvende. Og det er også sandt, men når en virksomhed, en tech-gigant som Facebook bliver så enormt stor, at den får monopollignende status, så får tech-giganten rent faktisk en statslignende magt over, hvad der kan siges – og især, hvad der ikke må siges i Danmark:
I 2018 var mere end 90 % af danskerne på de sociale medier, 73% på Facebook. Med de tal giver det ingen mening at tale om, at man bare kan gå andre steder hen, hvis man bliver deaktiveret på Facebook, for så mister man bogstaveligt talt muligheden for at blive hørt. Det mærkede jeg selv i de få dage, hvor min profil blev deaktiveret: jeg anede ikke, hvad der foregik og vidste f.eks. ikke, at flere folketingspolitikere var begyndt at røre på sig og protestere mod Facebooks censur. Derfor kunne jeg heller ikke reagere på støtten, hverken som formand for Trykkefrihedsselskabet eller som privatperson. Jeg var sat helt af – og det var en meget besynderlig og lidt afmægtig oplevelse ikke at kunne følge med, men den viser med al tydelighed, hvor stor og hvor magtfuld Facebook er blevet. Og især, at det er på høje tid, at der bliver grebet ind.
Censuren af selve navnet Tommy Robinson viser som konkret eksempel i al sin fæle tydelighed, at vores ytringsfrihed i vidt omfang nu defineres af en tech-gigant, en privat virksomhed, og ikke af staten.
Det kan vi i sagens natur ikke leve med. Vi kan ikke leve med, at vi ikke må diskutere vores problemer og uenigheder på de sociale platforme, hvor stort set al kommunikation og information nu er flyttet hen eller flyder igennem. Det går ikke. Det er ikke Facebook, der skal definere rammerne for ytringsfrihed i Danmark. Og når det alligevel er kommet så vidt, at Facebook i kraft af sin monopollignende størrelse har fået den magt, er det på høje tid, at politikerne griber ind.
De kunne begynde med at kræve fuld gennemsigtighed i forhold til grænserne for tilladt indhold på Facebook, og forlange konkrete begrundelser for at censurere og blokere brugerne, så Facebooks afgørelser efterfølgende vil kunne danne grundlag for søgsmål. Det vil i nogen grad kunne inddæmme de problemer Facebook i kraft af sin størrelse og sin vilkårlige censur skaber for ytringsfriheden i Danmark.
Mandag fik både Lars Hedegaard og jeg vores Facebook-profiler tilbage. Ingen af os ved hvorfor, men vi gætter på, at presset fra flere Folketingspolitikere trods alt blev for stort. Men det løser jo ikke problemet: Vi har i Trykkefrihedsselskabet modtaget adskillige henvendelser fra folk, der er dybt frustrerede over, at de fortsat er blokeret for ytre deres lovlige og demokratiske meninger. Så længe de ikke har fået deres profiler genåbnet, er der ingen grund til at fejre, at Lars Hedegaard og jeg er tilbage. Det tror jeg kun er gjort for at ride den værste storm af. I Trykkefrihedsselskabet vil vi ikke helme før, at alle andre, der er blevet blokeret af samme årsager som Lars Hedegaard og jeg selv får deres facebookprofiler tilbage, og vi vil kæmpe for at Facebooks fællesskabsregler i Danmark skal følge de regler og rammer der er i det omgivende samfund.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
