Den tiltagende ballade om Danmarks tilslutning til FNs migrationspagt har udviklet sig til en gedigen møgsag for statsministeren, der onsdag måtte ud i en haste-forespørgselsdebat foranlediget af Dansk Folkeparti:
Den FN-pagt, der skulle listes igennem i al ubemærkethed, og som i Lars Løkkes udlægning er så inferiør, og uvæsentlig, at man end ikke gad oversætte den, så danskerne havde mulighed for at sætte sig ordentlig ind i dens indhold, er nu en politisk stinker, der lugter så fælt, at han ikke kan få sine egne ministre til at tage til Marrakech for at underskrive den.
Men underskrives skal den, om han så selv skal gøre det, og dermed kan man konkludere, at Migrations-pagten nok er vigtigere og har større betydning, end statsministeren har forsøgt at bilde danskerne ind.
På samme måde kan man med stor ret antage, at Migrations-pagtens indhold kan blive langt mere bestemmende for Danmarks fremtidige migrations- og udlændingepolitik, end statsministeren umiddelbart lader forstå, selvom den ikke er retligt bindende. Danmark har en lang tradition for dydsiret hurtighed, når det gælder efterlevelse af internationale hensigtserklæringer, og Migrations-pagten er mere end det: I en artikel i JP 5. december, karakteriserer juraprofessor ved Københavns Universitet, Mikael Rask Madsen, som ”soft law”:
”Pagten deklarerer noget, men det er ikke som sådan juridisk bindende. Den er i stedet udtryk for en politisk overenskomst [ …] Man kan ikke køre en sag ved domstolen på det, som står i den, Men i konkrete sager, kan en domstol bide mærke i den, det vil sige, at den kan indgå som et fortolkningsbidrag. Pagten er altså ikke nok til en sag i sig selv, men den kan indgå i en sag om noget andet”
Set i et ytringsfrihedsperspektiv er Migrationspagten grum læsning – retligt bindende eller ej: med sin tilslutning til pagten forpligter regeringen sig (politisk) til at opdrage medierne til en positiv behandling af migrationsspørgsmål ved ”at fremme en åben og evidensbaseret offentlig diskurs om migration og migranter (…) som skaber en mere realistisk, human og konstruktiv opfattelse i denne sammenhæng.”
Mann merkt die Absicht, men skulle nogen vær i tvivl, skal man blot læse videre, for regeringen forpligter sig endvidere til at ”Fremme en uafhængig, objektiv og kvalitetsbaseret indberetning til medier, herunder internetbaseret information, herunder ved at sensibilisere og uddanne professionelle mediefolk i migrationsrelaterede problemstillinger (…) samt stoppe tildelingen af offentlige midler eller materiel støtte til medier, som systematisk støtter intolerance, fremmedhad, racisme og andre former for diskrimination af migranter – under fuld respekt for pressefriheden”
Det er i sagens natur ganske i modstrid med den pressefrihed Migrationspagten angiver at ville respektere, at regeringen blander sig i hvordan medier behandler migrationsstof, hvilken vinkling, der anlægges – og med hvilke politiske dagsordener. Ligesom det er fuldstændig uhørt at fratage medier deres støtte med den begrundelse.
At der ”kun” er tale om soft law, gør ikke statsministerens brøde mindre: Det er intentionerne bag Migrationspagten, der er det helt afgørende, og her er der ikke noget at tage fejl af: Det er et direkte angreb på presse- og ytringsfriheden, når en regering blander sig i pressens arbejde. Og det afspejler en bekymrende despekt for vores mest grundlæggende frihedsrettighed, når statsministeren ikke engang vil adressere problemet.
Det er kun rimeligt, at han selv tager til Marrakech og står personligt på mål for Danmarks tilslutning til Migrationspagten.
Artiklen har været bragt i 24Nyt
