Kirsten Valeur har læst hans kommentar til det seneste terrorangreb i Paris.
En tilbagevendende reaktion på de jævnlige terrorangreb er, at det er uforståeligt, hvordan nogle kan finde på at udføre sådanne forfærdelige handlinger. Noget må være gået galt i gerningsmændenes liv; de må have oplevet svigt.
Årsagen må være noget udefrakommende, og ifølge disse mennesker må vi i Vesten overveje, om vi har et indirekte medansvar – på grund af vores engagement i Mellemøsten - over for de gerningsmænd, der voksede op i vore lande, og som vi tilsyneladende ikke har været gode nok til at inkludere og integrere.
Man tager dermed udgangspunkt i os selv og vores kultur, men som den franske filosof Robert Redeker påpeger, oven på terrorangrebene i Paris, er det yderst påtrængende, at vi sætter os ind i det, som vi ikke forstår.
Et sårbart samfund, der har glemt alvoren
Robert Redeker kritiserer, at man betragter terrorhandlingerne som værende uforståelige og absurde.
Man reducerer dermed handlingerne til at være nihilistiske, men det er derimod vores kultur, der er blevet nihilistisk, fordi vores samfund er blevet drænet for værdier og nu er præget af tomhed. Vi tager ikke længere noget alvorligt, alt er blevet lige meget, alt kan sameksistere med alt, og i vores ubekymrethed leger vi os gennem livet.
Vi betragter livet som en børnehave og gør det til en forlystelsespark. Vi opfører en parodi på virkeligheden i stedet for at se realiteterne i øjnene. Vi spiller ideer og fordomme, og vi spiller sammenstød og opponenter. Vi tager ikke tro alvorligt, lige som vi ikke tager jihadisterne alvorligt. På grund af denne udbredte legen er vi magtesløse, når vi står over for en reel og radikal fjende.
Den militante, der kæmper for en sag
Jihadisterne, derimod, leger ikke. De leger ikke med livet og døden, lige som de ikke leger med troen. De er seriøse og til forskel fra os lever de stadig i virkeligheden. De agiterer ikke for intethed og tomhed, for de har en sag, som de kæmper for. Vejen til deres mål går gennem hærgen, død og ødelæggelser. Det er midler, der skal føre til fuldbyrdelsen af deres visioner for den yderste dag.
Jihadisten er en militant – et begreb, som vi ikke længere forstår. Vi forstod ellers modstandsmændenes aktioner under Anden Verdenskrig, og man forstod stadig militarismens natur i 1970'erne, hvor Baader Meinhof gruppen og De Røde Brigader begik terrorangreb.
Der var dengang forståelse for, at nogle valgte at kæmpe og dø for en idé, men de vestlige samfund har siden bevæget sig i en retning, hvor vi ikke længere har et psykologisk fundament til at forstå militarismen. I dag er vi fremmedgjorte over for ideen om, at man kan ønske at dø i kampen for en sag.
Den militante ser sig som fornuftens bannerfører. Han forestiller sig, at han deltager i opfyldelsen af en skæbne, der er større end ham selv, og at han er med til at skabe historie.
Sammenstødets karakter
Jihadisternes åbne krig mod Europa er den mest synlige manifestation af et civilisationssammenstød. Det er dog ikke et sammenstød mellem Koranens civilisation på den ene side og Bibelens og oplysningstidens civilisation på den anden side.
Det er et sammenstød mellem to virkelighedsopfattelser: mellem dem, der lever i en virkelighed, hvor de tilhører en ideologisk bevægelse, der strukturerer alle livets aspekter for dem, og dem, der lever i et legende univers, hvor intet dybest set er vigtigt. For den første gruppe er vold en legitim del af deres virkelighed, mens vold for den anden gruppe er uforståelig.
Hvis vi skal undgå at blive fejet væk og ende vores liv som slaver, er vi nødt til at vende tilbage til den virkelige verden og til historien. Vi må igen lære, hvad en soldat, en militant og en fjende er. Først da har vi mulighed for at vende udviklingen.
