Siden Mark Zuckerberg efter præsidentvalget i USA proklamerede ytringsfrihed på Meta-platforms – herunder ikke mindst på Facebook – og afskaffelse af de forhadte ”indholdsmoderatorer”, er det gået den stik modsatte vej i Danmark:
De seneste 2 uger har såvel Trykkefrihedsselskabet som jeg selv fået fjernet flere opslag end nogensinde før fra vores Facebook-profiler og i disse dage går det så stærkt, at jeg dårligt kan åbne hverken den ene eller den anden profil, før jeg får en liste med opslag (nogen af dem flere år gamle), der er blevet bortcensureret af Facebooks nidkære, danske ”indholdsmoderatorer”. Det vil være meningsløst at gengive begrundelserne, der alle er reelt indholdstomme, men censuren har i overvejende grad ramt selskabets satiretegninger samt et par nyere opslag om Tommy Robinson, som jeg i min åbenbare naivitet troede, at det nu var ”sikkert” at lægge på Facebook.
Èn fællesnævner er der dog for samtlige opslag: ingen af dem er ulovlige i betydningen uden for ytringsfrihedens grænser og ingen af dem ligger uden for den demokratiske skive. Det følger af forholdets natur, da det er Trykkefrihedsselskabets og dermed også selskabets formands mission at kæmpe for det frie ord inden for retsstatens rammer.
Set i et større perspektiv er der ikke grund til at tage censurangrebet så tungt: det er kun et spørgsmål om tid før ytringsfriheden også rammer den danske udgave af Facebook og det mest interessante i den sammenhæng er, om vi når at blive blokeret inden det sker. I går fik jeg af Facebook at vide, at det er lige op over med en blokering, så måske må vi opgive Facebook som platform, men vi er allerede aktive på X, så vi græder tørre tårer.
Ikke desto mindre er der god grund til at dvæle ved de snart tidligere magthaveres åbenlyse modvilje mod den borgernære ytringsfrihed på de sociale medier, som er på vej mod os fra USA: utallige er allerede de debatter og interviews i de statsstøttede medier, hvor hændervridende politikere og mediefolk advarer mod mis-, dis- og desinformation og fake news, hvis ordet bliver givet frit og censurens klamme hånd fjernes. Som oftest er de let skingre indlæg en kilde til underholdning, fordi de på lange stræk afspejler den desperation, der kommer af at mærke sine magtbastioner vakle under sig, men der er også indlæg i debatten, der har fået det til at løbe mig koldt ned ad ryggen. Som da digitaliseringsminister Caroline Stage i Debatten på DR2 16. januar argumenterede for, at man ikke skulle kaste censuren på møddingen bare fordi den ikke havde virket tilstrækkeligt effektivt, og som for at understrege behovet for indskrænkninger i ytringsfriheden sagde, at det i dag ”…er det for eksempel lovligt at kalde kvinder for husholdnings-projekter”. Og lidt senere satte hun trumf på: ”Det er ikke bare et spørgsmål om man må sige noget grimt eller pænt. Det er et spørgsmål om, hvad det er det for et demokrati vi vil have.”
Jeg tvivler stærkt på, at Caroline Stage overhovedet ved, hvad demokrati vil sige – endsige indebære, men det undskylder på ingen måde hendes standpunkt, når hun som minister de facto agiterer for at afskaffe det. Det er demokratisk helligbrøde – intet mindre, og var det ikke fordi hun i alt væsentligt er en lille parlamentarisk parentes, der snart bliver lagt ned af de nye politiske vinde, der kommer blæsende fra USA, ville jeg grue for Danmarks fremtid som liberalt demokrati.
Det Frie Ord går gudskelov nye og bedre tider i møde med den større ytringsfrihed på de sociale medier – og det kan hverken Caroline Stage eller andre (midlertidige) magthavere gøre noget ved – med mindre de for alvor vil fremstå som anti-demokratiske ny-stalinister i en verden, der er ved at genopdage de grundlæggende værdier, der har skabt vores frihed og vores liberale demokratier.
