I 2021 mistede Trykkefrihedsselskabet to af sine bedste venner: Kurt Westergaard og Lars Vilks. To meget forskellige mænd, der alligevel havde noget helt centralt til fælles: de var begge kunstnere, der insisterede på deres kunstneriske frihed og dermed ytringsfriheden. Så urokkelige var de i forsvaret for Det Frie Ord, at de aldrig bøjede sig, aldrig trak i land og aldrig undskyldte, selvom det betød adskillige attentatforsøg mod dem og et liv under så massiv politibeskyttelse, at de ikke kunne leve en blot tilnærmelsesvis normal tilværelse.
Kurt Westergaards død var ventet - Lars Vilks voldsomme død i en bilulykke kom som et chok, men begge blev de begravet i stilhed. Westergaard i så dyb stilhed, at vi i Trykkefrihedsselskabet ikke anede hvornår vi skulle sende blomster. Med Vilks var det gudskelov anderledes: vi fik lov til at deltage, da han blev bisat fra et lille, hyggeligt kapel i Viken små 20 km nord for Helsingborg i fredags, den 26. november.
Viken er en lille og meget charmerende by på kanten af Øresund, en blanding af Svaneke og Gilleleje. Herfra kan man se over sundet til Kronborg og – ja, Gilleleje, og var det ikke for den triste anledning og den omstændighed, at den lille by vrimlede med politi i både uniform og civil, ville man denne kolde solskins-novemberdag tro, at var såre godt og alting i lave.
Men netop den omstændighed, at en lille flok mennesker – vi var vel i alt ca. 40 personer – ikke kunne gennemføre en mindehøjtidelighed i en lille by i Skåne uden talstærkt politi til at passe på, vidner om, hvor galt det står til ikke bare i Sverige, men også herhjemme, hvor Kurt Westergaard sandsynligvis var i jorden inden meddelelsen om hans død ramte medierne.
To mænd, der fortjente den største hæder og statsmandsbegravelser for deres ukuelige indsats for ytringsfriheden, endte med små, hemmelige bisættelser med få tilstedeværende.
Tag ikke fejl: Lars Vilks mindehøjtidelighed i kapellet i Viken var både smuk og stemningsfuld med fine taler af bl.a. Ewa-Gun Westford (tidligere pressetalsmand for det svenske politi) og islamisme-forskeren Magnus Ranstorp, og der blev spillet både Bach og musik tilegnet Lars Vilks. Det ændrer bare ikke ved billedet af to lande, der er så demokratisk trængte, at de, der offentligt insisterer på demokratiets bærende præmis, nemlig ytringsfriheden, mister både deres frihed i livet og deres ret til at blive hyldet og æret i døden.
Der er uden tvivl flere hundrede, der ville have ønsket at komme til både Kurt Westergaards og Lars Vilks bisættelser for at vise dem og deres familier en sidste ære og takke for deres indsats. I stedet blev de begge henvist til bisættelser i politibeskyttet stilhed.
Så langt er vi altså kommet ud, og så stor er truslen mod vore demokratier, at fredelige mænd ikke kan blive bisat i offentlighed som alle andre. Og hvad der er næsten lige så slemt: vi har vænnet os til det. Jeg skal være den første til at indrømme det, for siden attentatforsøget i 2013 på Trykkefrihedsselskabets tidligere formand, Lars Hedegaard, har vi haft politibeskyttelse til utallige af selskabets arrangementer. Og det er utroligt så hurtigt, man vænner sig til at rådføre sig med PET om trusselsniveauet ved et debatmøde og kontrolsluser ved indgangen. Det tager faktisk ingen tid, så er politibeskyttelse et vilkår og noget, man skal huske at tjekke på linje med at sørge for, at der er kaffe i pausen.
Men det ER ikke normalt. Det er et demokratisk sygdomstegn, ligesom det er et demokratisk sygdomstegn at forkæmpere for ytringsfriheden skal bisættes i stilhed.
Det er vigtigere end nogensinde at minde os selv og hinanden om dette faktum. Vi må ikke blive ved med at lade rammerne for det normale udvide sig den ene gang efter den anden. Til sidst har vi nemlig vænnet os til et liv i ufrihed.
