Tale til CEPOS' alumneforening, København, d. 12. maj 2011
Privilegeret
Jeg forstår, at aftenens opgave er at give en personlig beretning om, hvordan det føles at være upopulær og udhængt i den offentlige diskurs.
Det får mig til at tænke på det svar, som Victor Borge gav, da han blev spurgt, hvordan det føltes at blive 85 – eller hvad det nu det var, han blev. I hvert fald gammel.
Hans svar lød: "It beats the alternative."
Som landet ligger for tiden, kan jeg ikke forestille mig nogen værre skæbne end at være elsket af Ole Birk Olesen, Zenia Stampe, Uffe Ellemann, Anklagemyndigheden, EU, FN, Danmarks Radio eller De Forenede Medier A/S.
Faktisk føler jeg mig privilegeret.
Det er den rene svir at have kunnet sige min mening i mange år, samtidig med at jeg har været i stand til at betale min husleje og holde mig ved gin, cigaretter og andre af livets fornødenheder.
Hvordan det er lykkedes, har jeg ingen oversigt over. Endsige nogen god forklaring på. Men hvis der skulle sidde enkelte blandt tilhørerne, der kunne have lyst til at gentage eksperimentet, kan jeg kraftigt anbefale det.
I hvert fald kan jeg garantere én ting: Man kommer aldrig til at kede sig.
Man mister mange af sine gamle venner, men man får også mange nye. Og de er bedre end de gamle.
Det er, som Jodle Birge sang: "Rigtige venner kan ej købes for penge." Rigtige venner er også ligeglade med den status, du måtte have blandt magthaverne – de rige, de berømte og de feterede. Men først og fremmest: Rigtige venner har det sjovere end dårlige venner.
Derfor har det også moret mig at se mig selv beskrevet som en person, der søger et martyrium.
Ingen respekt for martyrer
Jeg har aldrig haft ringeste respekt for martyrer. Jeg anerkender deres ret til at tilstræbe denne status, men betragter den som en taberposition.
Enhver, der ikke er en hængerøv, må prøve at vinde. I det mindste på længere sigt.
Derfor tager jeg det let, når jeg er blevet udskreget som racist og højreekstremist. Men jeg tager det tungt, når den forenede politiske korrekthed griber til at beskylde mig for at søge et martyrium.
Hvorfor skulle jeg det? Jeg tror ikke på Gud og derfor heller ikke på nogen belønning med villige jomfruer i det hinsides.
72 gamle jomfruer?
Man kunne selvfølgelig blive muslim. Men, som min gode ven, professor Hans Jansen fra Holland, sagde til mig for nogle dage siden:
Islam lover godt nok 72 villige og skrupliderlige jomfruer til den mand, der vil give en hånd med i den hellige krig. Men der står ikke noget om, hvor gamle de er.
Vi ved kun, at deres mødom bliver genetableret hver dag. Så de kan i princippet være 1400 år gamle med dårlig ånde og knyster.
Er det noget at efterstræbe?
Nej, siger jeg. Lad os gribe fornøjelserne, mens de er der. Og min største fornøjelse er at bruge den fornuft, jeg er udstyret med, og den uddannelse som historiker, jeg har fået, efter bedste evne.
Jeg er altså historiker og har appliceret, hvad jeg har lært, i adskillige skrifter.
Min største interesse som historiker var til at begynde med det 20. århundrede, og jeg skrev speciale om optakten til den nazistiske magtovertagelse i Tyskland i januar 1933.
Marxistisk grundsyn
Jeg har også i min tidlige ungdom – sammen med andre – skrevet et lærebogssystem for gymnasiet om det 20. århundredes verdenshistorie ud fra et marxistisk grundsyn, som jeg stadig vil vedkende mig.
Nå ja, ikke det hele. Skulle jeg genudgive mine værker, ville jeg naturligvis revidere adskillige konklusioner under indtryk af, hvad der i dag er kommet frem, efter at arkiverne i England, USA og Rusland er blevet åbnet.
Men det spørgsmål, jeg stillede i min ungdom, ville være det samme: Hvem kan have haft interesse i at fremme netop denne udvikling, og hvorfor har de haft netop denne interesse?
I dag er spørgsmålet: Hvem har interesse i at fremme Europas islamisering, og hvorfor har de denne interesse?
Jeg må afvise påstanden om, at den forenede herskende klasse ikke aner, hvad islam går ud på, og derfor ikke kan vide bedre. De ved, hvad de gør, og derfor skal man ikke tilgive dem.
Islam en totalitær ideologi
Islam er ikke en religion, men for 95 pct.s vedkommende en totalitær ideologi på linje med kommunismen og fascismen – blot værre.
For kommunismen og fascismen kunne man bekæmpe med konventionel krig – eller de brød sammen på grund af deres indre modsigelser.
Islam er for evigt. Så længe, der er muslimer, der tror, at de er hjemfalden til helvedes pinsler, hvis de ikke bidrager til at undertvinge hele verden under Muhammeds vanvidsprojekt, vil islam ekspandere – med mindre andre sætter en stopper for denne ekspansion.
Islams facilisatorer har adgang til den totale universitetsekspertice.
De har magten over medierne. De behersker alle offentlige institutioner. De har råderet over de fleste kroner, som arbejdende mennesker indbetaler til de offentlige kasser.
Deres politiske partier kan ved hjælp af de offentlige kasser importere deres eget vælgerkorps fra de muslimske lande.
Mennesker, der er afhængige af offentlige overførsler og aldrig vil blive assimileret.
Aldrig har truslen mod friheden været større end i dag.
Jeg burde måske moderere mig. Måske tager jeg fejl?
Det har jeg tænkt meget over.
Reviderede synspunkter
For jeg har måttet revidere mange synspunkter, som jeg engang forfægtede.
Engang var jeg trotskist og mente, at kapitalismen med nødvendighed ville føre til barbari, hvis arbejderklassen ikke rejste sig og afskaffede den private ejendomsret og indførte en socialiseret planøkonomi.
Hvorfor jeg mente det, har jeg redegjort for i første bind af mine erindringer, Verden var så rød, mor.
I andet bind, der gerne skulle udkomme til efteråret, vil jeg fortælle noget mere om årsagerne til, at jeg i dag har måttet frafalde dette synspunkt.
Engang var jeg også tilhænger af den tættest mulige europæiske integration og derfor af EU. Jeg forestillede mig, at EU ville være et bolværk mod krig og ufrihed. Det tror jeg også, at mange andre mente.
I dag kan jeg se, at EU er præcis det modsatte.
Så hvordan kan jeg være sikker på, at jeg ikke tager fejl af islam? Når jeg nu har taget fejl før?
Absolut sikkerhed findes ikke i dette liv. Men jeg er overbevist om, at min vurdering af faren fra islam er korrekt.
Og det skyldes min uddannelse som historiker. Eller måske snarere det, der fik mig til at studere historie.
Ser vi på fænomenet marxisme og marxismens påberåbelse af at være vejen til menneskets befrielse, så taler vi om en periode på 163 år siden udgivelsen af Det Kommunistiske Manifest.
Altså 163 år, hvor vi har haft mulighed for at vurdere marxismens konsekvenser.
Og hvad gælder EU, så blev Romtraktaten undertegnet i 1957. Vi har altså haft 54 år til at vurdere denne traktats virkningshistorie.
Taler vi derimod om islam, og regner vi dens virkningshistorie fra og med Muhammeds udvandring til Medina i 622, har vi altså haft næsten 1400 år til at drage erfaringer med denne ideologis virkningshistorie.
Og for en historiker må historiske erfaringer veje tungt.
Hvis der erfaringsmæssigt, gennem 1400 år, er sket det samme, hver eneste gang og hvert eneste sted, hvor islam har vundet indpas, skal der meget overbevisende grunde på bordet for at antage, at der vil indtræffe noget helt andet, når islam får magt i Danmark – og ganske specielt, når vi har kunnet konstatere, at alt indtil nu er gået lige efter bogen.
Jeg vil tro, at det forholder sig helt på samme måde med en fysiker:
Hvis han hver eneste gang, eksperimentet har været foretaget, har kunnet konstatere, at et æble falder fra træet og rammer jorden, skal der meget gode grunde til at antage, at det næste æble vil blive hængende i luften eller stige til vejrs.
Men hvis nogen kan give mig overbevisende argumenter for, at et islamisk Danmark vil forblive demokratisk, frisindet, have ytringsfrihed, lighed mellem kønnene osv. – og altså ikke komme til at ligne ethvert andet sted på jorden, hvor islam har fået magt gennem 1400 år – vil jeg naturligvis bøje mig.
Men lad min understrege, at det vil kræve overordentlig stærke argumenter.
Indtil disse argumenter kommer frem, vil jeg af forsigtighedsgrunde antage, at et islamisk Danmark vil komme til at ligne Libyen, Egypten og Saudi-Arabien.
Jeg anerkender den herskende klasses ret til at kæmpe for et sådant Danmark.
Jeg håber så til gengæld, at denne herskende klasse vil acceptere min demokratiske ret til at modarbejde en sådan fremtid. I stedet for at trække mig i retten, når jeg åbner munden.
Ligeglade liberalister?
Nu befinder jeg mig jo i en forsamling af liberale i den gammeldags betydning.
Jeg formoder, at mange af jer mener, at kræfternes frie spil, minimalstaten og den antagelse, at alle kulturer er lige gode, vil løse alle problemer.
Så længe kapitalisterne kan tjene penge på deres investeringer, vil liberalister af Ole Birk Olesen-skolen være komplet ligeglade med, om landet er befolket af rettroende muslimer eller ikke-muslimer.
Om indbyggerne taler dansk eller arabisk. Om klancheferne bestemmer, hvem kvinder må gifte sig med.
Om flaget er Dannebrog eller islams sorte fane. Om mænd har ret til at banke deres talrige koner. Osv.
Islam og et frit erhvervsliv
Lad mig da fortælle disse økonomifikserede, at de tager aldeles fejl. Hvis de satte sig ind i, hvad islam går ud på, ville de forstå, at islam og et frit erhvervsliv ikke kan sameksistere.
Den private ejendomsret nyder ingen beskyttelse under shariaen. Indgåede kommercielle kontrakter kan ikke håndhæves ved uafhængige domstole.
Kvinder vil blive udelukket fra det økonomiske liv, fordi de ikke har ligeret som juridiske personer.
En vantro vil aldrig kunne få sin ret over for en rettoende. Og hvis denne rettroende tilmed er fætter til dommeren, kan man lige så godt opgive på forhånd.
God nattesøvn?
Til slut: Jeg undrer over de mennesker, der kan lukke øjnene for virkeligheden og sove godt om natten.
Jeg forstå ikke dem, der ræsonnerer på den måde, at så længe, jeg kan leve i gode materielle vilkår, drikke rødvin og bo i de hvide, nordlige forstæder til København, overlader jeg gerne mine efterkommere til Muhammed.
Det er mig umuligt at tænke på den måde. Om jeg så prøvede, kunne jeg ikke.
Det gør mig hverken til martyr eller et bedre menneske end andre. Sådan er jeg bare.
