For 3. gang siden 1. juni har jeg og Trykkefrihedsselskabet været til demonstration i London arrangeret af den engelske borgerjournalist og ytringsfrihedsaktivist Tommy Robinson under den fælles overskrift ”Unite the Kingdom”. Første gang var 1. juni i år på Parliament Square, hvor godt 30.000 mennesker deltog, 2. gang var 27. juli på Trafalgar Square, hvor estimerede 100.000 mennesker mødte op – og hvor Tommy Robinson viste sin forbudte dokumentar ”Silenced” – og nu i lørdags, den 26. oktober, igen på Parliament Square, men denne gang med estimeret op mod 300.000 deltagere.
Unite the Kingdom – demonstrationerne har udviklet sig til en voksende bevægelse med afsæt i den engelske arbejderklasse, der både først og mest massivt har mærket konsekvenserne af befolkningsudskiftningen i England og islams mere og mere presserende og krævende tilstedeværelse i det engelske samfund. Det er en bevægelse, der i sit udspring kræver det England tilbage, som stadigt flere må erkende, at de er ved at miste: et sekulært England baseret på kristne værdier, med fast forankrede frihedsrettigheder – ytringsfrihed ikke mindst, ligestilling mellem kønnene, ret til sundhed, velfærd og et upartisk og stabilt politi og retsvæsen, der udgør et sikkert værn om borgernes frihed.
De seneste årtier er dette billede af et stabilt, liberalt demokrati smuldret med den grasserende befolkningsudskiftning og har paradoksalt nok med den nuværende Labour regering med den forhadte premierminister Kier Starmer i spidsen, nærmest spiralleret helt ud af kontrol: optøjer i sensommeren efter et (viste det sig) terrorangreb på småpiger til et dansearrangement i Southampton afslørede et politi på hælene, der ikke kunne inddæmme volden i tide og varsling af drakoniske indgreb i sociale ydelser til de dårligst stillede med afskaffelsen af pensionisternes varmehjælp som det mest markante eksempel, har vakt vrede i store dele af befolkningen.
Denne tiltagende vrede har vi, der har fulgt udviklingen kunnet se direkte afspejlet i Tommy Robinsons ”Unite the Kingdom”-demonstrationer hen over sommeren og efteråret: fra at være demonstrationer for engelske værdier og for det nationale sammenhold, der kendetegner en nation og et fædreland, er der sket en markant ændring i den underliggende stemning: til demonstrationen lørdag den 26. oktober var fejringen af de engelske værdier veget for frustrationen over regeringens indgreb i ytringsfriheden, socialhjælpen, fængslingen af Tommy Robinson dagen forinden og ikke mindst Peter Lynch´selvmord efter at være blevet idømt 2 år og 8 måneders fængsel for bl.a. at have råbt ”barnemordere” efter muslimske asylansøgere.
Det var en på en gang betagende og ildevarslende oplevelse at deltage i lørdagens demonstration på Parliament Square: betagende fordi alt forløb i skønneste orden og ganske uden de optøjer eller stridigheder, man ellers kunne forvente, når så mange er samlet i protest: som dansker ”bevæbnet” med et stort Dannebrog, blev vi overalt nærmest omfavnet og takket fordi vi var kommet så langt for at deltage i demonstrationen og bakke op om den voksende bevægelses krav om at få England tilbage. Ildevarslende fordi der bag den civiliserede opførsel og den velorganiserede demonstration på ganske få måneder er opbygget en så stor vrede mod magthaverne og utilfredshed med udviklingen i England, at det på lange stræk blev det dominerende tema.
Hertil kommer, at deltagelsen i ”Unite the Kingdom”-demonstrationerne er nærmest eksplosivt voksende og nu også har fået tag i den middelklasse, der ellers har lidt af udtalt berøringsangst mod Tommy Robinson og den ”uæstetiske” underklasse, han har været eksponent for og som i alt væsentligt har båret Unite the Kingdom-bevægelsen frem.
Det er betegnende, at de engelske mainstreammedier slet ikke har loddet dybden af, hvad der er ved at ske under næsen på dem og resten af det engelske establishment: de har negligeret både Unite the Kingdom, demonstrationernes voksende størrelse og værst af alt: den voksende vrede og utilfredshed, der ligger lige under overfladen. Og heri ligger den største fare, for den tonedøvhed over for det voksende folkelige krav om gennemgribende ændringer, der stadig spores hos medierne i almindelighed og hos regeringen og Kier Starmer i særdeleshed, vil ikke meget længere udmøntes i fredelige og civiliserede demonstrationer.
England er en trykkoger og det er kun et spørgsmål om, hvornår den næste radikaliserede muslim angriber sagesløse civile – eller endnu en borger begår selvmord i sin fængselscelle fordi han bliver kriminaliseret for at bruge sin ytringsfrihed – så tager englænderne sagen i egen hånd.
