Jeg hører nok til de få, der allerede i starten vidste, hvordan hele eventyret ville ende.
Det skyldtes ikke en åbenbaring fra oven, men simpelthen det faktum, at jeg for mange år siden var så heldig at falde over David Pryce-Jones' The Closed Circle, der gennemforklarer det arabiske samfund, som Pryce-Jones voksede op i.
En lukket kreds
Titlen siger det hele: Den arabiske verden er en lukket kreds (man tænker på en glasklokke), hvor de agerende lever og dør uden nogensinde at slippe ud af dens tankegang.
Det er en verden af forstillelse og stræben efter magt, hvor familien og klanen betyder alt, og mennesker uden for meget lidt.
Andre mennesker er konkurrenter. Eller fjender. Sir John Bagot Glubb, der under navnet Glubb Pasha trænede Jordans Arabiske Legion, er glad for arabere og beundrer dem. Men de er misundelige, skrev han.
Pryce-Jones er enig, og han taler også om had.
Det belægger han med rammende citater fra bl.a. forfatter Isabel Burton, der skrev om sine oplevelser i Mellemøsten før 1. Verdenskrig. Hør blot den her:
“De hader hinanden, sunnierne lyser shia'erne i band og begge hader druserne. Og allesammen hader de alawiterne (...) Maroniterne elsker kun sig selv, og er hjerteligt hadet af alle. De græske katolikker afskyer både de græsk-ortodokse og latinerne, og alle foragter jøderne”.
(“And everybody hates the Jews” som Tom Lehrer sang for en lille menneskealder siden”).
Vi vender tilbage til Pryce-Jones om lidt. Hans bog er et facit til alt, hvad der foregår i den arabiske verden, og lur mig, om ikke det arabiske forår vil gå præcis efter samme mønster som i The Closed Circle.
Anders Fogh Rasmussen har tydeligvis ikke læst den, og kan derfor uden at blinke udtale, at det arabiske forår minder meget om østblokkens opløsning. Lars Norman Jørgensen, formand for Amnesty International er en anden jubelidiot, der i P1 måtte indrømme, at han intet vidste om Egyptens nye forfatning.
Han læser sikkert Politiken, men havde han holdt øje med Ralf Pittelkows klumme i JP, ville han have opdaget, at artikel 2 i Egyptens ny forfatning fastslår, at "Islam er statsreligion, arabisk er det officielle sprog og den væsentligste kilde til lovgivning er islamisk retspraksis (sharia)."
Bang!
Egypten er lige lukt på vej til tilbage til en middelalderlig undertrykkelse af kvinder og kristne, alt imens Vestens nyttige idioter fejrer dets overgang til demokrati!
Nøgtern vurdering
Heldigvis ser andre kommentatorer mere nøgternt på Egyptens fremtid. Og de er bekymrede.
Hvorfor? Fordi der snart ingen mad er mere (er), skriver den borgerlige blogger Spengler i “The Hunger to come in Egypt”.
“The collapse of Egypt's credit standing, meanwhile, has shut down trade financing for food imports, according to the chairman of the country's Food Industry Holding Company, Dr Ahmed al-Rakaibi. (...) According to the country's statistics agency, only a month's supply of rice is on hand, and four months' supply of wheat. “
Men ikke nok med det:
“Egypt's currency has declined by only about 6% since January, despite substantial capital flight, due to market intervention by the central bank, but the rapid drawdown of reserves is unsustainable. At this rate Egypt will be broke by September.”
Og Spengler forudser, hvad dette vil betyde for de menige egyptere.
“It (Egypt) will look like the Latin American banana republics, but without the bananas. That is not meant in jest: few people actually starved to death in the Latin inflations. Egypt, which imports half its wheat and a great deal of the rest of its food, will actually starve.
Revolutions don't only kill their children. They kill a great many ordinary people. The 1921 famine after the Russian civil war killed an estimated five million people, and casualties on the same scale are quite possible in Egypt as well. Half of Egyptians live on $2 a day, and that $2 is about to collapse along with the national currency, and the result will be a catastrophe of, well, biblical proportions. “
Forårsprædikanten al-Qaradawi
Så det kan ikke blive ret meget værre. Eller kan det?
Jo, det kan det sagtens. Jacob Skovgård-Petersen gav 15. april ufrivilligt Politikens læsere et lille indblik i, hvad der kan vente Mellemøsten, når den islamistiske ånd slipper ud af flasken. Og den er halvejs ude nu.
“Det arabiske forårs mest berømte khutba (prædiken red.) blev leveret fredagen efter, at Mubarak var trådt tilbage. Yusuf al-Qaradawi kom flyvende ind fra Doha og talte for en million mennesker på Tahrir-pladsen.”
Yusuf al-Qaradawi? Siger det navn noget?
Jo, det er ham, der udstedte en fatwa mod den franske filosof Robert Redeker, der siden 2006 har måttet leve under jorden. Qaradawi er altså kommet flyvende ind fra sit eksil på samme måde som Khomeini i 1979.
Men Skovgaard-Petersen kan åbenbart ikke se nogen sammenhæng. Han kan dog godt se, at al-Qaradawi har magt, men – som han trøster os med - (heldigvis) er svovlprædikanten blevet demokratisk sindet.
“Qaradawi (...) kom i praksis til at tage del i den bredere kamp for demokrati, som også talte venstreorienterede og liberale.
Som vært for kanalens eneste religiøse program tog han emner som valg og borgerskab op og gav dem islamisk legitimitet, samtidig med at han fordømte deres fravær i den arabiske verden.” '
Glimrende. Men gamle vaner er svære at lægge fra sig, og allerede to dage efter sin ankomst til Egypten opfordrede Qaradawi “den enkelte libyer til at slå Gaddafi ihjel, hvis han skulle være inden for rækkevidde”.
Det er da ikke særlig demokratisk, må man sige, selvom det “sikkert også kunne redde menneskeliv”, skriver Skovgaard-Petersen med fin forståelse for Mellemøstens realpolitik.
Han mener, at det hele kan ende skidt, men...det kan også ende godt – eller i hvert fald nogenlunde.
Obamas rolle
Andre er knap så optimistiske. Bloggeren James Lewis i The Amerikan Thinker (juni 2011) påpeger i The Coming Assault on Israel, at det var Obama, der trak tæppet væk under Mubarak(.), og hvad det vil betyde for fremtiden:
“A month ago Barack Obama told Egyptian President Mubarak to leave office, thereby throwing the Middle East into a dizzying downward spin. Every Muslim country is now torn by vicious in-fighting between reactionaries and modernizers. Turkey has become a Muslim Brotherhood satrapy after seventy years of the most benign government in a bad neighborhood.
In Egypt the phony "democracy" demonstration in Tahrir Square - where an American television news anchor was stripped, beaten, and gang-raped - was immediately followed by a Million Muslim March, to welcome Egypt's Ayatollah Khomeini (al Qaradawi red.) back from exile. The day after Mubarak fell, the Egyptian Muslim Brotherhood called for trashing the Egypt-Israel Peace Treaty, the only formal peace treaty in the Middle East. Syria, Iran, Yemen, Bahrain, and Jordan have seen thousands of street demonstrators being killed. “
Så alt er nu lavet om, og Israels tidligere venner er blevet til fjender.
“Take America, for instance. It used to be a friend, but is it now a foe? (The answer is Yes.) Turkey and Iran used to have excellent relations with Israel (before Jimmy Carter did his thing), but they are now bitter foes. Europe used to profess its friendship, but with 53 million European Muslims next door, will Europe collapse again? (The answer is Yes.) “
Dystert billede
Så det ser ikke så godt ud. Men lad os slutte af, hvor vi startede - med Pryce-Jones. Hans billede af den arabiske verden er dystert.
Ikke fordi han er imod arabere, som han kalder “kvikke og individualistiske” men pga. den mærkelige verden de lever i – og affinder sig med. Han citerer islam-eksperten og arabisten Bernard Lewis for følgende karakteristik af denne verden gennem 1000 år:
“Der er ingen parlamenter, overhuse eller repræsentative forsamlinger af nogen art, ingen råd eller kommuner eller stænder i islams historie. Intet udover suverænens magt”.
Der er med andre ord en udpræget politisk apati. Men ikke en udpræget tilfredshed. Tværtimod.
Misundelsen kender ingen grænser, og folk kappes om magten – ofte under foregivende af at kæmpe for ”demokrati" (som betyder noget ganske andet i en arabisk kontekst) - og så snart de har fået den, går de straks (går) i gang med at likvidere deres fjender.
Det giver Pryce-Jones en mængde historiske eksempler på, så man næsten taber vejret over hans enorme overblik og indsigt samt evnen til at sige tingene lige ud:
Araberne stoler ikke på staten og holder sig til deres familie eller klan, og den støtter de no matter what.
Det vidste de fleste af os nok, men noget, jeg personligt ikke vidste - og som jeg nu har lært fra The Closed Circle - er arabernes holdning til lidelse og ulykke.
Pryce-Jones kender ikke blot Mellemøstens historie, men som arabisktalende kender han også dens litteratur.
Han gennemgår et stort antal moderne arabiske romaner, der som regel er præget af forfatternes interesse for - eller endda fascination af – den menneskelige lidelse. Er de rørt over den lidelse, de beskriver?
Overhovedet ikke, skriver Pryce-Jones, og hvis man skal opsummere hans bog i en enkelt sætning, så der det nok den her: Arabere er meget forskellige fra os. Ikke alle – bevares – men de fleste har svært ved at slippe ud af glasklokken.
Og på den baggrund er det svært at følge folks begejstring for det arabiske forår. Folk som Anders Fogh, der burde vide bedre, er godt i gang med at bombe Libyens hovedstad i grus “af hensyn til den civile befolkning i Libyen”.
Virker det logisk?
Islamisterne i kort snor
Vist var Gaddafi autokrat og havde blod på hænderne, men han var ikke værre end andre, og set i mit perspektiv var han Vestens allierede.
1. Han holdt flygtningestrømmen tilbage fra Europa
2. Han holdt de fanatiske muslimer i ave.
Det mest groteske af det hele er, at alt i mens NATO prøver at ramme Gadaffis førerbunker, nedslagter Bashir Assad i hundredevis af syriske demonstranter uden nævneværdige reaktioner fra Vesten.
Bombningen af Tripoli minder uhyggeligt meget om Natos bombning af Serbiens hovedstad Beograd i 1999, som også skete af hensyn til albanere. Var det, fordi serberne var kristne og dermed – ligesom Gaddafi - vore allierede? Mistanken melder sig.
Og der er også et andet aspekt:
Foruden Gaddafis hjælp til Vesten ved at holde flygtningestrømmen tilbage og hans evne til at holde islamisterne i kort snor, var han med stor sandsynlighed en minoritetsbeskytter.
Det ved jeg ikke med sikkerhed, men det er det, Mellemøstens autokrater plejer at gøre. Kristne og jødiske minoriteter er autokraternes mest trofaste støtter.
Uden dem ville de være bytte for deres landsmænd, der sjældent går af vejen for en rask kirkeafbrænding eller en fordrivelse, og når despoterne ikke længere er der til at holde styr på dem, kan de meget nemt gå amok.
Det arabiske forår vil ende galt.
