"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Det andet Sverige

14. marts 2011 - Artikel - af Dansker bosat i Sverige

En dansker bosat i Sverige beretter om det andet Sverige, der er helt anderledes end det, vi kender fra medierne. For det andet Sverige er Danmark et forbillede.

Tilbageværende lommer af sund fornuft

Sverige er tavshedens rige, et sted hvor konformitet og krav og konsensus går forud for demokratisk samtale. Det er sådan nogenlunde pointen i Mikael Jalvings fremragende bog, Absolut Sverige.

Jeg er helt enig. Bogen giver et skræmmende indblik i, hvad der sker, når de magtinstanser, der burde holde hinanden i skak, i stedet allierer sig i en fælles kamp mod folket. Dermed bliver magten - om ikke totalitær - så i hvert fald noget, der ligner.

Det, Jalving gør mest ud af at beskrive, er System-Sverige: politikernes, journalisternes og organisationernes Sverige. Men der findes et andet Sverige – et Sverige, der er værd at skrive hjem om. Og det gør jeg så, for jeg bor der og har gjort det de sidste snart fire år.

Det andet Sverige kan karakteriseres som tilbageværende lommer af sund fornuft. Enklaver, der både i geografisk forstand og som grupper af mennesker holder stand mod den utopiske virkelighedsforvanskning, der er den svenske stats varemærke.

Modkultur mere end parti

Den mest fremtrædende af disse grupper er naturligvis Sverigedemokraterne. Et parti, der er meget mere end blot utilfredshed med den førte indvandringspolitik.

Dets program kræver et grundlæggende opgør med alt det, der er Sverige i dag: kulturmarxisme, postmodernisme, ekstrem-feminisme og pseudo-videnskabelighed for blot at nævne nogle få fænomener.

Man ønsker at gøre op med dogmet om, at intet er, som det umiddelbart ser ud til at være – at der altid er noget andet, der ligger bag. Man vil tilbage til de principper, der herskede, før kulturrevolutionen rev alting med sig i 1970´erne.

På den måde er der snarere tale om en modkultur end om et egentligt parti. Og af samme grund vil der være tale om en revolution og ikke et systemskifte, hvis Sverigedemokraterna en skønne dag får samme rolle, som Dansk Folkeparti har haft det i Danmark.

Partiet fik ved sidste valg 5,7 procent af stemmerne, men potentialet er væsentlig større. Selv siger partileder Jimmi Åkesson, at partiet har potentiale til 30 procent. Jeg tror ikke, det er urealistisk.

Når så relativt få indtil videre har valgt at støtte partiet, hænger det sammen med, at mange er misinformerede om, hvad det står for. Man kunne også sige, at de er blevet fyldt med løgn af de etablerede medier, politikere, eksperter og hvad der nu ellers rør sig i det svenske etablissement.

Mediernes mulighed for fortsat dæmonisering vil selvfølgelig aftage i takt med at partiet vinder yderligere frem. Præcist som vi har set det i Danmark.

Skræmte af systemet

Dermed vil Sverigedemokraterne i fremtiden kunne række ud efter en anden stor gruppe i ”Det andet Sverige”. Individerne i denne gruppe ved godt, at der er noget galt i deres land.

De ved godt, at svenske piger bliver gruppevoldtaget på stribe. De ved, at gaderøverier med unge indvandrere som gerningsmænd har epidemisk karakter osv. osv.

Men i medierne ser de ikke andet end røgslør og negligering. Politikerne er tavse, og siger de endelig noget, så giver de svenskerne skylden.

Denne gruppe tænker et, men siger noget andet. De er skræmte af systemets metoder, og de frygter stigmatisering. Jeg tror og håber, at denne gruppe med tiden vil blive modigere og begynde at sige, hvad den tænker. Ikke kun overfor en dansker som mig, men overfor alle.

”Smådumme og primitive”

Der er særligt ét overordnet forhold, der kendetegner svenskerne fra ”Det andet Sverige”. De har som regel ingen længerevarende uddannelse. Dette forhold udlægger etablissementet ikke sjældent som om disse mennesker er lidt smådumme og primitive.

Forklaringen skal efter min bedste overbevisning findes et helt andet sted.

Nemlig i det faktum, at jo længere tid man opholder sig i det svenske uddannelsessystemet, jo mere hjernevasket bliver man. Den sunde fornuft, som et ungt menneske møder op med, nedbrydes dag for dag.

De studerende lærer, at det meget sjældent er den mest oplagte forklaring, der er den rigtige. Og de lærer, at deres egne umiddelbare reaktioner oftest blot er udtryk for fordomsfuld snæversynethed.

Gennem uddannelsessystemet – særligt på de humanistiske uddannelser – bliver de fremmedgjort overfor sig selv og lærer at foragte deres egen kultur.

Den proces kender mange unge kun alt for godt. De har set, hvad der er sket med andre – familie og venner - og derfor vælger de i stigende grad de lange uddannelser fra.

Af samme grund er Sverige nu tvunget til at hente studerende andetsteds. Man forsøger af al kraft at rekruttere udenlandske studerende, som man lokker med gratis uddannelse.

Danmark som forbillede…

Jeg kan rigtig godt lide ”Det andet Sverige”. Der er altid noget opløftende ved at tale med folk, der holder stand og ikke lader sig manipulere. ”Det andet Sverige” er også altid interesseret i at tale med mig. Ikke fordi jeg er noget specielt, men fordi jeg er dansker. Man er altid interesseret i at høre mere om danske forhold.

De ser vores land som et forbillede, hvor problemer kommer frem i det åbne og diskuteres frit. Hvor politikerne har respekt for de mennesker, de regerer over, og hvor fornuften er nogenlunde intakt.

Ofte har jeg hørt argumentet om, at hvis bare Sverige kunne få en politisk kultur som i Danmark, så ville alle problemer være løst. Ved de lejligheder får tit jeg en underlig fornemmelse i maven.

Jeg nænner ikke at fortælle, hvor mange uansvarlige politikere, der huserer i Danmark, og hvor magtesløse resten ser ud, når EU og FN regerer hen over hovedet på dem.

Det korte af det lange er, at der er lyspunktet i Sverige. De mange mennesker, der diskret nægter at blive en del af systemets løgne, er et af dem. At Sverigedemokraternes ungdomsforbund nu er landets største, og at det fortsat vokser voldsomt – er et andet.

Den sunde fornuft har trange kår, men den findes.

Jeg håber, at fremtiden vil byde den på bedre vækstbetingelser – både for svenskernes, men også for vores skyld.

 

Forfatteren er en dansker bosat i Sverige, der ønsker at være anonym

 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg