Det har i årevis været en kilde til stor frustration hos os i Trykkefrihedsselskabet at skulle høre politikere, statsstøttede medier og såkaldt fremtrædende meningsdannere underkende Tommy Robinsons (historiske) betydning for kampen for (ytrings)friheden – ikke bare i England, men i hele Vesteuropa, og affeje ham som en seriekriminel hooligan. Vi har i det meste af Trykkefrihedsselskabets historie tilbage fra Lars Hedegaards formandstid fulgt Tommy Robinson og hans arbejde tæt og kender derfor hans virke indgående. I de senere år har det endda udviklet sig til at blive et personligt, venskabeligt forhold, så vi kender både ham og hans historie rigtig godt og ved, at virkeligheden er en ganske anden end den, der konstant fremstilles i medierne.
Siden Jordan B. Petersons dobbelt-interviews med Tommy Robinson i sommer og Elon Musks nylige interesse i udviklingen i England og ikke mindst fokus på Tommy Robinsons politisk motiverede isolationsfængsling for at vise sin dokumentar Silenced, er der kommet voldsomt fokus på ham. Og endnu en gang skal vi høre på grove usandheder om Tommy Robinsons ”kriminelle løbebane”; i England især båret frem af Piers Morgan og Nigel Farage - og herhjemme af de statsstøttede medier, der udfolder store bestræbelser på at defamere Tommy Robinson og minimere hans betydning. Farage fremførte bl.a. i et interview, at Tommy Robinson havde domme for kriminalitet ”så lang som min arm” og hævdede desuden, at han var dømt for vold mod kvinder. Dette er en lodret og nedrig løgn – og det fik da også Robinsons eks-hustru, som aldrig udtaler sig offentligt, til at offentliggøre en erklæring på X.
Der er derfor god grund til lige at ridse et par af de domme op, der i tidens løb er faldet imod Robinson, for det er sandt, at han har været i fængsel flere gange, men det er lige så sandt, at langt hovedparten har været åbenlyst politisk motiverede, at anklagerne ikke har været for straffelovsovertrædelser og at dommene udelukkende har haft til hensigt at lukke munden på ham.
To domme har dog haft strafferetligt grundlag (og så var der dommen for at forsøge at rejse ind i USA på et forfalsket pas for at deltage i en højtidelighed/demonstration for at markere årsdagen for terrorangrebet 11. september, men det må betragtes som en forseelse i den mere milde ende): Den ene er en dom for vold mod en politimand, der ligger mere end 20 år tilbage og den anden er en dom for svindel med realkreditlån fra 2014.
Voldsdommen først: I 2004, da Tommy Robinson var 22 år, var han i byen med sin daværende kæreste/senere hustru og efter et besøg på en bar, kom de op at skændes. En mand blander sig i deres skænderi og det kom til slagsmål mellem Robinson og manden, som endte med at få bank. Det viste sig efterfølgende, at manden var politibetjent, og Tommy Robinson endte med en dom på 1 år og 3 måneders fængsel. I denne sammenhæng er det vigtigt at notere sig, AT det var den anden, der blandede sig i et opgør mellem Robinson og hans kæreste (der var således i udgangspunktet tale om en art værtshusslagsmål) OG at Tommy Robinson ikke vidste, at manden var betjent, da han hverken var i tjeneste eller identificerede sig som politi.
Den anden dom, som altid bliver fremhævet, er fra 2014, hvor Tommy Robinson blev dømt for svig med realkreditlån. Denne dom er mere kompleks, men den er vigtigt, fordi den er den første dom, hvor myndighederne aktivt bruger retsforfølgelse som middel til at lukke munden på ham, hvilket gør den til den første, regulære politiske dom. Siden er flere desværre fulgt efter:
Da Tommy Robinson begyndte sin aktivisme i 2009 var han godt i gang med sine 2 virksomheder, der bl.a. talte 7 ejendomme. Alle de realkreditlån han havde optaget på dette tidspunkt var helt efter bogen og fuldstændig almindelige for virksomheder som hans. Men på grund af sin aktivisme, blev Robinsons økonomi over en 5-årig periode kulegravet af politiet. Og ikke nok med det: også hans forældres konti og adskillige andre familiemedlemmers økonomi blev kulegravet af politiet – herunder Robinsons svoger, der på dette tidspunkt var 21 år og lige havde startet egen virksomhed. I den forbindelse havde svogeren købt sin første ejendom.
På dette tidspunkt opfordrede de engelske realkreditinstitutioner lånere til at selvcertificere, hvilket betød, at hvis man blot lagde 20% i udbetaling på et lån, så kunne låntager nøjes med at underskrive en art tro og love-erklæring på, hvor meget man skyldte. Der var ingen krav om at godtgøre sin indtægt.
Tommy Robinson lånte dengang sin svoger £ 20.000 til udbetalingen på en ejendom, som svogeren så lånte de resterende 60.000 i et realkreditinstitut til at købe, hvorefter han satte ejendommen i stand, solgte den 9 måneder senere og indløste i den forbindelse lånet på £ 60.000.
3-4 år senere gennemgår myndighederne sagen og hævder, at Robinsons svoger har løjet om sine lån og sin indtægt (som jo ikke skulle opgives på lånoptagningstidspunktet). Tommy Robinson havde intet med dette at gøre udover, at han oprindeligt havde lånt sin svoger til udbetalingen. Ikke desto mindre bliver Robinsons svoger nu anklaget for at have snydt med sin lånoptagning på den solgte ejendom med udgangspunkt i den avance han har haft ved salget af den. Samtidig anklagede myndighederne Robinson for skatteunddragelse og indefrøs i den forbindelse hans aktiver og lukkede hans virksomheder. Sagen kørte i 4 år fandt i første omgang sin afslutning for Robinsons vedkommende, da han frifindes i retten.
MEN: så indklager man prompte Robinsons daværende hustru for skatteunddragelse i stedet vel vidende, at dette ville eksponere hende for offentligheden. Dette satte Robinson under maksimalt pres, da han har altid værnet om sin families anonymitet for at skærme dem mod de negative konsekvenser af sin aktivisme. For at skåne sin familie, indgik Robinson derfor en aftale om at erklære sig skyldig mod at lade alle sigtelser mod hans familiemedlemmer (hustruen og svogeren) falde.
Tommy Robinson har altså aldrig svindlet med realkreditlån, men indgik i sagen en handel om at lade sigtelser mod sin familie falde mod at han til gengæld gik i fængsel.
Det er betegnende for alle påstande om Tommy Robinsons ”seriekriminalitet”, at det er de to ovennævnte domme, der altid fremhæves specifikt: en mere end 20 år gammel voldsdom fra Robinsons ungdom – og en dom for svig med realkreditlån, som er så kompleks, at de færreste orker at finde ud af sagens rette sammenhæng.
Til gengæld er der ingen af de åbenlyst politiske domme, som f.eks. dommen for at filme på uden for retten i Leeds i 2018 – eller dommen for at bryde forbuddet mod at vise dokumentaren Silenced, som bliver særskilt fremhævet. For alle dem fra de politiske klasser, som ikke kan fordrage Tommy Robinson og som ved, at de reelt ikke har en sag, undgår behændigt det betændte magtmisbrug, der kendetegner rækken af domme mod Tommy Robinson. Og alle de journalister, der ikke gider gøre deres arbejde, taler og skriver dem efter munden.
NB!
Slår man Tommy Robinson op på Wikipedia, omtales en dom for vold i 2011, hvor Robinson angiveligt skulle have nikket en skalle mod "et andet EDL- medlem" https://en.wikipedia.org/wiki/Tommy_Robinson
Det er usandt – og i bedste fald vinklet og stærkt tendensiøst: Offeret for Robinsons skallesmækken var en nazist, som Robinson havde advaret mod at opsøge en EDL-demonstration i Blackburn og som Robinson og EDL-ledelsen ikke ville dele platform med. Robinson blev altså arresteret for vold mod en nazistisk skinhead. Det svarer til, hvad Enhedslistens folketingsmedlem og politiske chefideolog; Pelle Dragsted, i Danmark har gjort i sine Antifa-dage.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
