Bogafbrænding er grundlæggende en skidt ting. Man skal ikke brænde eller ødelægge bøger, hvis indhold man ikke bryder sig om. Det burde være helt unødvendigt at skride til sådanne yderligheder for at markere et standpunkt og det kan alt for let opfattes som et angreb på ytringsfriheden. Under alle omstændigheder giver det ubehagelige mindelser til nationalsocialisternes autodaféer i 1933, og det kom der som bekendt ikke noget godt ud af.
Men det er ikke ulovligt at brænde bøger i Danmark, og det ligger klart inden for den demokratiske skive at udtrykke foragt for holdninger ved at ødelægge de bøger, hvor disse holdninger, kommer til udtryk.
Faktisk har det været brugt som et led i en dansk valgkamp, da daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen under et vælgermøde i 2001 rev sider ud af Anders Fogh Rasmussens bog ”Fra socialstat til Minimalstat”. Det vandt Nyrup som bekendt ikke ved – hverken valget eller den personlige anseelse, men selvom mange fandt handlingen usmagelig, var der ingen, der betvivlede dens lovlighed.
Det er altså på en handlings lovlighed og retten til at udføre den, at man skal måles – og det gælder også Rasmus Paludan, når han turnerer rundt med sit koranafbrændingsshow, der i modsætning til Nyrup har gjort ham populær i vide kredse. I hvert fald populær nok til, at han på få uger er blevet opstillingsberettiget til det nært forestående folketingsvalg.
Selvom Poul Nyrups og Rasmus Paludans bogskændinger i udgangspunktet er direkte sammenlignelige, så er de underliggende temaer så grundlæggende forskellige – og tiderne så forandrede, at enhver anden sammenligning ikke giver megen mening.
For hvor Nyrup brugte sit uheldige bogstunt til at illustrere Foghs politiske holdningsskifte fra ultraliberalist til velfærdsstats-tilhænger, så er Paludan ude i et langt mere grundlæggende ærinde, der ikke så meget handler om politiske forskelle, men mere om selve fundamentet for, at vi overhovedet kan dele os efter anskuelse: vores demokrati og dermed vores ytringsfrihed.
Man kan sige, at hvor Nyrup tabte politisk på at ødelægge en bog, så ser Paludan ud til at vinde. Og det skyldes for en stor del, at hans bogafbrænding ikke har meget med religionskritik at gøre, men derimod om, hvad der sker i muslimske boligområder når man uskønt, men fredeligt og fuldt lovligt, viser sin foragt for en religion og ideologi.
Her viser Paludan, at voldsparatheden og den manglende vilje til at respektere demokratiske spilleregler er så stor i danske ghetto-områder, at politiet står magtesløse over for den. I hvert fald har politiet forbudt Paludan at demonstrere, fordi de ikke har ressourcer til at passe på ham og forsvare sig selv mod gadevolden.
Og meget tyder på, at politiets afmagt også har bredt sig til steder, der ikke kan betegnes som ghettoer eller såkaldt udsatte områder: Således har Rasmus Paludan nu også fået forbud mod at demonstrere i både Tønder og Sønderborg, og det er uvist, om han overhovedet kan få lov til at gennemføre sine demonstrationer foreløbig.
På sin egen paradoksale måde, har Paludans koranafbrændinger vist sig samfundstjenlige i den forstand, at de har afdækket et voldspotentiale i muslimske boligområder, der er så stort, at politiets voldsmonopol er brudt. Det er en yderst alvorlig situation, som myndighederne bør tage bestik af og dæmme op for.
Spørgsmålet er, om det ikke er langt bedre, at denne erkendelse er kommet nu som følge af Rasmus Paludans bogkast og -afbrænding, end senere. Men det kan også vise sig at begge dele vil være for sent.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
